Lærerinder.

Jeg indrømmer villig Hr. Karl i Kvindebladet Nr. 4, at Lærerindetypen har forandret sig til sin Fordel i de sidste 10 á15 Aar, at Lærerinderne tage deres Examen bedre end Semenaristerne, at de er nok saa dygtige og samvittighedsfulde som disse, at de alle betale Skat, at de fleste er á jour med, hvad der udkommer af Skønliteratur samt ryge Tobak, at en Del gaar paa Kafé og nogle til Forelæsninger, at flere er Medlemmer af en eller anden Kvindeforening og har egne Blade, at enkelte politisere og kæmpe for Stemmeret, at en 34 Stykker sidder i Bestyrelserne for denne eller hin Kvindeforening og at l har interpelleret paa Valgdagen; at de nu og da gifte sig og skabe ganske gode Hjem samt opdrager deres Børn fuldt saa godt som de fleste andre, skal jeg heller ikke modsige.

Men er dette tilstrækkeligt til at erhverve Prisen: Blomsten af den kvindelige Intelligens, ja, saa maa den kvindelige Intelligens ikke staa højt i Danmark.

Kan man ikke godt holde egne Blade, betale Skat, høre Forelæsninger, være Medlem af Foreninger, læse Skønliteratur, gaa paa Kafé og ryge Cigaretter uden egentlig at være intelligent? Gør ikke mange Mænd det samme. Ingen finder vel derfor paa at sige: "Hvilken intelligent ung Mand, han ryger, læser "Tine", gaar paa Kafé osv."

Stifte Foreninger og politisere, i det mindste saa det har nogen Art, kan man ganske vist ikke uden en vis Intelligens. Men hvor mange af dem giver sig af med det?

Hvad vil det sige, at l en interpellerer? Hvad vil det sige, at et Par er med til at danne Foreninger? Hvad vil det sige, at enkelte kæmper for Stemmeret? Enkelte af en Stand, der efter de sidste Oplysninger udgjorde 422 ved samtlige københavnske og frederiksbergske Kommuneskoler.

Eller mener Hr. Karl at have motiveret dette med Intelligensen fyldestgørende ved de gode Examiner? Uden at undervurdere Lærerindeexamen tør man dristig sige, at den kan tages med en jævn, god Forstand og dygtigt Slid, og det plejer Kvinderne ikke at lade det mangle paa. Man mener jo ikke, at enhver Mand, der har en eller anden Examen, maa være intelligent, hvorfor da tro det om Kvinderne?

Eller finder Hr. Karl. at det er deres Dygtighed i Gærningen, der beviser deres Intelligens? Mon det ikke snarest er deres Gaver til at omgaas Børn, som kommer dem til Hjælp her? Grunden søges maaske sikrest i det Fond af opsparede Kræfter, som Kvindekønnet sidder inde med fra de lange Tider, i hvilke det kun har vegeteret, og som Kvinderne nu bringer ind paa Arbejdsmarkedet.

Vil Lærerinderne med Rette fortjene Rosen: Blomsten af kvindelig Intelligens, maa de ganske anderledes tage Del i Tidens Bevægelser.

Jeg ved vel, at de fleste Lærerinder har kæmpet en haard økonomisk Kamp samtidig med, at de forberedte sig til Examen. Jeg kan derfor godt forstaa, at de i de første Aar efter at have faaet Timer kan føle Trang til at hvile ud i den trygge Følelse, som en fast Stilling giver. Men jeg kan ikke forstaa, at de kan slaa sig til Ro i denne Følelse af at være kommen paa den grønne Gren. Ser de da ikke, at der er mange Krav, der stilles til dem? Der er først og fornemmest Kvindesagen i alle dens Afskygninger. Er der nogen Sag, Lærerinderne synes selvskrevne til at virke for, er det denne. De, der er blevne selvstændig erhvervende Kvinder, maa dog allerbedst kunne skatte dette store Gode og hjælpe deres daarligere stillede Søstre til at opnaa det samme.

Lærerinderne siger selv, at deres Gærning virker fordummende og opslidende. Vist er det, at Pluraliteten af dem er meget indsnævrede i deres Livssyn. De har ikke Interesser ud over de rent faglige; det skulde da være for et godt Bord, og naar det kommer højt for lidt Theater og Literatur. Men Interesser for Samfundsforholdene ud over, hvad andre Fruer og Frøkner i Almindelighed har, maa man ikke søge hos denne Stand.

Forholder det sig nu virkelig, som de selv siger, vilde det da ikke være klogt at tage et andet Arbejde op ved Siden. Et Arbejde, der kunde tilføre dem ny Tanker og saaledes virke forfriskende paa den daglige Gærning i Skolen. Jeg vil foreslaa Lærerinderne, at de langt fyldigere melder sig ind i de Foreninger, der kæmper for Kvindens Ligestilling med Manden og deltager i deres Møder, saa vil enhver snart finde en Plads efter sine Evner. Maaske bliver det en fremskudt Post, maaske kun en Plads i Rækkerne, men det er ogsaa godt, thi intet styrker i Kampen for en Sag som det at føle, at man har de mange med sig. Er der saa en virkelig Intelligens til Stede, skal den nok forstaa at gøre sig gældende.

Og nu deres Frisind. Indsenderen ønsker, at Fremtiden maa finde dem bestandig fastere i deres Frisind. Det Ønske kan jeg fuldt ud slutte mig til, thi der staar en hel Del i den Retning tilbage at ønske. Man maa stadig erindre, at jeg taler ikke om Undtagelserne, men om Reglen. Og Reglen er den, at Lærerinderne stikker lige saa fast i den gammeldags Opfattelse af Kvinden og Samfundet, naturligvis med et lidt moderniseret Tilsnit, som de fleste andre Kvinder. De er just lige saa hurtige som disse til at dømme et Ord, en Handling, et Liv, der ikke kan gaa ind under den snævre Grænse for det passende og rette, som Samfundet har draget for Kvinden.

Og lad os saa vente med at proklamere Lærerindernes Intelligens og Frisind, til de sætter Frugt i Tale og Gærning.