Lejlighedsnotitser.
Tilegnet Kvindebladets Læsere.
4de Januar.
To Kasser.
At Hustruen har Ret til sin Del af den fælles Indtægt, naar hun gør sin Pligt paa den Plads, hun er stillet, er noget, jeg saa gærne indrømmer, men jeg tror næppe, denne Ret kan hævdes i Praxis i de Hjem, hvor Armoden har Overtaget over Velstanden; og af den Slags Hjem har vi sikkert alt for mange for Tiden her i Danmark. Hvorledes skal f. Ex. Mand og Kone i en Arbejderfamilje kunne opføre sig med to Kasser, naar blot Manden er den erhvervende, og der ikke en Gang kan blive en Smule Beholdning i den Kasse, han har? De fleste Arbejderfamilier er komne for tidlig til Verden, det vil sige, Lønnen er fortæret inden den er fortjent. Med Lønnen, Indtægten, betales Renter, Skatter, Husleje og Regningsgæld, det vil sige, saa vidt Lønnen forslaar; og saa kører man videre med tom Kasse, Vexel og Kredit til næste Lønningsdag. Saaledes er Forholdene i Almindelighed.
At Hustruen er den virkelig erhvervende, er vistnok en Sjældenhed, ligesom jeg ogsaa tror, det er en Sjældenhed, at Manden i dette Tilfælde vilde tiltage sig Ret til egenmægtig at forbruge de af Hustruen erhvervede Penge. At det er en tung og brydsom Gærning at være Moder i et fattigt Hjem, er indlysende; men Mandens Gærning at være Forsørger, "Skaffer", er sikkert ikke mindre byrdefuld, naar han maa kæmpe daglig for at "holde Hundene fra Døren", som det hedder. Hvis Hustruen havde Lyst og Mod til at tage direkte Del i Mandens økonomiske Kamp, da vilde han sikkert med Glæde dele Indtægterne med hende; men dette kan og vil hun i de fleste Tilfælde ikke indlade sig paa.
Jeg tror derfor ikke, at der saadan kan blive Lommepenge til Hustruen; men det behøves heller ikke, hvor det rette Forhold i Hjemmet er til Stede. En anden Sag er det, naar det Tilfælde indtræffer, at Manden ikke har Forstand nok til at holde ordentligt Hus med Indtægterne; thi saa burde Manden strax kunne paatvinges Hustruens Medbestemmelse over Indtægter og fælles Eje. I sligt Tilfælde burde hun ikke "bede" om sin Ret.
2den Marts.
Kvinden som Gartner.
"En Havedyrker" skriver bl. a.: "Vil hun vinde frem som Gartner, da maa Snørlivet først kastes." Dette minder mig noget om det gamle bekendte "søger først". Men det at "kaste" Snørlivet er sikkert ikke det første, der skal til, for at faa Kvinden ind paa Havearbejdet. Det, der skal gøres først, det er at give hende en passende Uddannelse gratis paa en Havebrugsskole, det andet er at skaffe hende Jord paa en billig Betingelse, og det tredje er at anvise hende et Marked for de frembragte Havesager. Ingen af de, der hidtil har haft Ordet i denne Sag, har rørt ved disse tre Punkter, og de er dog de vigtigste. Vore arbejdende Kvinder er heldigvis endnu ikke saa dumme, at de ikke nok vil vide at "kaste" Snørlivet, hvis det skulde hindre dem i Arbejdets Udførelse. Men en anden Ting er det, om der er Plads for kvindelige Gartnere her i Landet. Vi er ikke et Folk, der er grøntædende, og desuden er disse grønne Retter med fornøden Tilsætning næppe billigere end andre Næringsmidler. Tillige er der en saadan Overflod af mandlige Gartnere, at den ene er nær ved at æde den anden; hvor skulde dog Kvinderne komme frem der! Havearbejdet er end videre temmelig strængt, og det er vel ikke det strænge Arbejde, Kvinden skal anvises, naar hun skal ske sin Ret. Hun skal holde sig til det lettere Arbejde; men hun skal have noget mere i Løn, hun skal lønnnes for Tid saa vel som for Slid. Hun har ikke de store legemlige Kræfter til det tunge Jordarbejde; men hun har Evne og Væsen til at gøre en Gærning i Livet lige saa uundværlig som Mandens Gærning, og derfor skal hun kræve en Løn lig Mandens. Her i Vestjylland giver man Koen Stemmeret, men hvad giver man Kvinden? Jo, "en passende Løn", fra 50100 Kr. for 365 lange Dages Arbejde, dette er omtrent saa meget, som en Gaardmand faar i Præmie for en Ko eller en Vædder. Hvem havde drømt om at Koens og Kvindens Værd skulde komme til at staa i saadant Forhold til hinanden!
"En Havedyrker" nævnte Biavl som noget, der egnede sig for Kvinden og tillige var indbringende. Jeg véd ikke, hvordan Biavlen kaster af sig paa Øerne. Her i Jylland har der i de sidste Aar ikke været ret megen Honning at slikke ved Bierne. Biavl kan koste en Del at sætte i Gang, og saa kan alle Familjer dø paa et Aar. Jeg kender flere, der har haft dette Uheld. Giver de saa en enkelt Sommer en Del Honning, ja, saa kan man ikke sælge den eller kun faa Spotpris for den. Jeg tror ikke, at der er synderligt for Kvinderne at gøre paa dette Omraade. Som en lille ubestemt Extraindtægt kan man maaske almindeligvis betragte Biavl, men heller ikke der udover.
Det forekommer mig ellers, at Kvindebladet arbejder med særligt Hensyn til Forholdene i Byerne, og der er vel nok i disse en stor Arbejdsmark for Kvindesagen, men kunde Bladet skaffe sig Medarbejdere paa Landet og vinde mere Udbredelse, der, da vilde derved, tror jeg, være vundet en Del. De gængse lokale Blade nævner saa at sige aldrig Kvinden undtagen i Referater af Skaaltaler. Naar Mændene drikker en Rus, Saa kommer de pludselig i Tanker om, at Kvinden skal "leve".
