Annie Besant. En Levnedsskildring

(Forts.).

VIII.

Ja hun kom hjem til Sibsey Præstegaard efter sin Samtale med Dr. Pusey, var hun ikke i Tvivl om, hvorledes hun burde handle, og hun gjorde strax sin Mand Rede for sit Standpunkt, sagde ham, at hun ikke længere kunde tilhøre den engelske Kirke, men lovede at gøre sin Udtrædelse saa lidet opsigtvækkende som muligt.

Da hun endnu trode paa Gud, mente hun, uden at være uærlig, at kunne overvære den ugentlige Gudstjeneste, idet hun forholdt sig tavs under den Del af den, der stod i Strid med hendes Overbevisning. Men oftere at gaa til Alters, var hende umuligt.

Da Altergangssøndagen kom, og Menigheden samlede sig om Nadverbordet, rejste hun sig og gik ud af Kirken forbi de forbavsede Sognefolk.

Det var første Gang, hun fra sin stille ubemærkede Tilværelse traadte frem og paadrog sig offentlig Opmærksomhed, og hun havde en Fornemmelse, som skulde hun synke sammen under alle disse stirrende Øjne. Hendes Knæ rystede, hendes Hjærte bankede, og det korte Stykke Vej til Kirkedøren forekom hende uendelig langt.

Hendes Bortgang vakte dog ikke saa megen Forundring, som hun selv trode. At Præstens Hustru skulde være en frafalden, faldt ingen ind. De tænkte simpelthen, at hun befandt sig ilde, og for den Gang undgik hun nærmere Forklaringer.

Under sit Besøg i London havde hun truffet én af den Tids berømteste Fritænkere, Mr. Thomas Scott, der var Udgiver af en Mængde fritænkerske Skrifter, som fandt Læsere i tusendvis blandt alle Samfundsklasser og snart blev en betydelig Magt i den frie Tankes Verden. Han opfordrede hende til at skrive, og kort efter sin Hjemkomst fra Oxford sendte hun ham et Essay over "Christi Guddommelighed", som han strax optog i et af sine Maanedsskrifter.

Skønt det udkom under Pseudonymet: "En Præstekone", fik én af hendes Mands Slægtninge at vide, at hun var Forfatterinden, og nu rejste der sig en Storm i hendes Hjem. Thi hvad vilde "Selskabet", hvad vilde de højfornemme Folk i Grevskabet sige, om det blev bekendt, at denne "Præstekone", der skrev mod Christi Guddommelighed, ikke var nogen anden end Mrs. Besant i Sibsey, og hvem kunde vide, om hendes Vantro, naar den blev bekendt, ikke kunde skade hendes Mands Interesser.

Efter nogen Overvejelse besluttede hun at gaa ind paa et Kompromis. Hykle eller lyve vilde hun ikke, men ofre sine personlige Følelser var hun villig til. Hun afbrød saaledes Korrespondancen med Mr. og Mrs. Voysey, da Brevene kunde vække Opmærksomhed og give Anledning til Sladder i den lille By, hvor Argusøjne overalt spionerede i Næstens Anliggender. Det var i hendes isolerede og ensomme Tilværelse intet ringe Offer.

Omtrent paa denne Tid gjorde hun en ejendommelig Opdagelse, der fik en væsentlig Indflydelse paa hele hendes fremtidige Liv.

Hun var netop i Færd med at lære at spille paa Orgel og plejede at øve sig i Kirken om Søgnedagene, naar ingen var til Stede.

Nu og da havde der rørt sig i hende en Trang til at udtale sig, en Følelse af at have noget at sige, en Længsel efter at faa det sagt, uden at derfor Tanken om nogensinde at skulde betræde en Talerstol var falden hende ind.

Men en Dag i Kirken, da Bælgtræderen var udebleven, kom Lysten til at prøve sin Stemmes Styrke, højt at udtale noget af det, der gærede og brændte i hende, saa uimodstaaelig over hende, at hun virkelig besteg Prækestolen og begyndte at tale i den store, tomme Kirke.

Henrykt og overrasket hørte hun sin Stemmes Vellyd slaa igen under de høje Hvælvinger. Ordene kom som af sig selv, al den indegemte og længe tilbageholdte lidenskabelige Tankestrøm brød frem under Øjeblikkets Stemning i kraftige, dristig formede Sætninger, som hun slyngede ud over de tomme Bænke, uden en Famlen, uden en Standsning.

Som i en Drøm saa hun Kirken befolket af lyttende Skarer, der grebne fulgte hvert Ord med anspændt Opmærksomhed. Hun saa deres opadvendte Ansigters skiftende Udtryk, snart henrykte, snart skælvende, naar deres Hjærter bevægedes af de Tanker, der udgik fra hende. Og med ét paatrængte den berusende Overbevisning sig hendes Sind, at hun ejede "Talens Gave", at det var hende givet ved sit Ord at kunne lede tusinders Følelsesliv, indblæse dem sine Tanker, tvinge de dybeste Strænge i Menneskesindet til at klinge. Og hun udbryder: "Gives der i Livet nogen større og rigere Glæde end denne!"

Men i lang Tid beholdt hun Kundskaben om denne Evne for sig selv, thi hun skammede sig halvvejs over at have ladet sig friste til "at holde Foredrag" uden Tilhørere i en tom Kirke. Hun vedblev at skrive flittig, og Mr. Scott udgav hendes Artikler og betalte hende godt for dem.

Hendes Helbred var stadig usikkert, og Lægerne forordnede som den eneste Udsigt til, at hun kunde komme sig, fuldstændig Ro og Forandring af Levevis. Men dette var umuligt at iværksætte, da Forholdene i hendes Hjem blev mere og mere vanskelige. Mr. Besant har formodentlig raadført sig med forskellige af sine kirkelige Venner, om hvordan han burde stille sig til sin Hustrus Kætterier, og Resultatet blev, at han forlangte, hun i alt Fald skulde være nærværende ved alle kirkelige Handlinger og deltage i Alterens Sakramente. Men det var hun fast bestemt paa ikke at ville, hvad end Følgen af hendes "Halsstarrighed" vilde blive.

Hun havde om Sommeren været ved et Badested med sine Børn for at forsøge om Forandring af Luft o. s. v. skulde virke gavnligt paa hendes Helbred, og opholdt sig paa Hjemvejen hos sin Moder i London, hvor Dr. Sibson behandlede hende.

Og her kom Afgørelsen. I et Brev underrettede Mr. Besant hende om. at hvis hun ikke vilde falde tilføje overfor de to nævnte Punkter, var hans Hjem for Fremtiden lukket for hende. "Valget stod altsaa", siger hun, "nu kun mellem Hykleri og Forvisning - jeg valgte det sidste."

En usigelig bitter og sorgfuld Tid paafulgte. Værst af alt var det hende at skulde sætte sig op imod sin Moder, der bedre end hun selv indsaa, hvad denne Adskillelse fra Hjemmet havde at betyde, og alle de Vanskeligheder, hun vilde faa at overvinde, naar hun for Alvor stod alene. "Den Gang," siger hun, "anede jeg ikke, hvor grusomme Mænd og Kvinder kan være; men nu, da jeg efter elleve Aars Erfaring véd det, siger jeg dog uden Betænkning, at jeg hellere vilde gaa det altsammen igennem med Øjnene aabne lige fra Begyndelsen af, end jeg vilde have levet disse elleve Aar "i det gode Selskab" under Byrden af et Liv i Løgn."

Men Kampen var haard, da hendes Moder, som hun elskede over alt andet paa Jorden, paa sine Knæ bad hende give efter, og det forekom hende næsten som en Forbrydelse at blive ved sin Beslutning, og dog - "leve Livet i en Løgn - ikke en Gang for hendes Skyld kunde hun gøre det."

Saa var der Børnene, de to smaa, der forgudede hende, og for hvem hun paa én Gang var Moder, Barnepige og Legekammerat. Skulde hun ogsaa give Afkald paa dem? Delvis blev dette hende dog sparet.

Der kom for Dagen forskellige Ting, som ikke just var til Fordel for den højærværdige Mr. Besant, og det lykkedes derfor hendes Broder at udvirke lovlig Separation for hende paa den Betingelse, at hun fik Lov at beholde Datteren, mens Sønnen blev hos Faderen. Hun fik desuden en lille aarlig Sum tilstaaet til Datterens Underhold, "akkurat nok til at kunne sulte i al Anstændighed".

I England existerer nemlig ikke Skilsmisse, naar der ikke foreligger bevisligt Ægteskabsbrud. Det var altsaa kun en Separation, der var Tale om.