De franske Ægteskabslove.
(Sluttet).
Hvad Formuesforholdet betræffer, stiller de franske Love sig paa en Maade særdeles liberalt. Som Generalregel for dette Forhold finder vi Artikel 1387 saalydende: Loven regulerer ikke Formuesforholdet mellem Ægtefæller, uden for saa vidt der mangler speciel Overenskommelse, hvilken Ægtefællerne kan affatte, som de finder for godt. (La loi ne régit lassociation conjugale, quant aux biens, quá défaut de conventions spéciales, que les époux peuvent faire, comme ils le jugent á propos). Dette er altsaa ikke alene den mest vidtrækkende Kontraktsfrihed, det er ogsaa en bestemt Anerkendelse af og Henvisning til, at den frivillige Kontrakt her er det principielt rigtige System. I mine Øjne er dette en overmaade væsentlig Ting. Faktum er ogsaa, at Ægteskabskontrakt indgaas ved næsten alle franske Ægteskaber; de, som nøjer sig med at falde tilbage paa Lovens egen subsidiære Ordning, Fællesejet, tilhører i Almindelighed kun de ganske besiddelsesløse Klasser, og blandt dem indgaas altsaa, som jeg før har omtalt, kun et forholdsvis lidet Antal lovlige Ægteskaber.
Kontraktsystemet er imidlertid besværliggjort derved, at Dokumentet maa affattes af en offentlig Notar, og desuden ved ganske store Registreringsomkostninger. Paa den anden Side har Loven sørget for at lette selve Affattelsen af Kontrakter ved selv at skitsere op flere Maader at ordne Formuesforholdet paa.1) Det, som Loven altsaa bestemmer som det normale, hvor ingen Kontrakt findes, det er Fællesejet, regime de la communauté, som er indrettet akkurat som vort eget, Men foruden dette opstiller og regulerer Loven ogsaa en Del andre Regimer, la séparation de biens la communauté dacquets og le régime dotal; alle disse er i sin Anvendelse betingede af, at de stipuleres gennem Kontrakt. Separation de biens er det samme, som vi kalder Særeje; communauté dacquets er det tyske "Errungenschaftsgemeinschaft"2): hver af Ægtefællerne har fuld Ejendomsret til sin respektive Formue, men Indkomsten af denne blir Fælleseje, tilhører den fælles Husholdning. Regime dotal er en Ordning, som er os ganske ubekendt; den er ogsaa temmelig indviklet, og kræver en mere indgaaende Forklaring. Som Navnet antyder har den Hensyn paa den berømte - og berygtede - franske dot, Medgiften, som næsten er bleven en nødvendig Betingelse for, at en fransk ung Pige skal blive gift. Ved Medgift i Almindelighed forstaar forresten den franske Lov alt, "hvad Hustruen medbringer til Manden for at bære Husholdningens Byrder," altsaa baade alt, hvad hun ejer ved Ægteskabets Indgaaelse, alt hvad der gives hende af Forældre eller andre i Anledning af hendes Ægteskab (altsaa det, vi egentlig forstaar ved Medgift), og alt hvad hun under Ægteskabet kan komme til at faa eller arve. Men hele denne dot behøver ikke at gaa ind under le regime dotal. "Dotal" Ejendom er kun den, der i Kontrakten er opregnet og specielt betegnet som saadan. Den kan bestemmes som al Hustruens "nuværende og fremtidige Ejendom", men den kan ogsaa indskrænkes til kun at udgøre en liden bestemt afgrænset Del af denne. Det, som da ikke i Kontrakten er udtrykkelig betegnet som dotalt, blir hendes Særeje. At en Ejendom betegnes som dotal, vil nu sige, at Bestyrelsen af den og Indtægten af den gaar over til Manden, som til Gengæld er ansvarlig for den lige over for Hustruen i Tilfælde af Ægteskabets Opløsning eller Bodeling. Dertil kommer, at hvis den i sin Helhed eller for en Del bestaar i fast Ejendom, saa kan denne ikke afhændes, hverken af Manden eller Hustruen eller begge i Forening. Til sidst er der den mest betydningsfulde Bestemmelse, at den dotale Ejendom under Ægteskabet hverken kan forøges eller formindskes. For at faa en klarere Forstaaelse skal vi gaa en liden Smule mere ind paa Fortolkningen af dette System i Praxis. Dog maa jeg her forudskikke den Bemærkning, at dette nok er det vanskeligste og mest omtvistede Felt i hele den ægteskabelige Formueslovgivning; der existerer en forvirrende Mængde Særskrifter om dette Æmne af franske og udenlandske Retslærde; jeg har kun haft Tid til at gaa igennem nogle faa af dem, og hvad jeg her tager med, er væsentlig et Sammendrag af deres Resultater; det, hvori samtlige har været enige, har jeg uden Betænkning taget med som nogenlunde uomtvisteligt, og hvor Autoriteterne ikke var enige, har jeg taget, hvad der forekom mig selv mest logisk og rimeligt.
Det Princip, man ved Fortolkningen af regime dotal maa gaa ud fra, er, at den dotale Ejendom tilhører Hustruen, men er bestemt til at være Bidrag til de fælles Husholdningsudgifter. Men Hustruen er umyndig, og den fælles Husholdning repræsenteres og administreres af Manden, altsaa har han Bestyrelsen af denne Ejendom. Alle Bibestemmelser maa derfor opfattes som Garantier for Hustruen og og Børnene mod Mandens mulige Tilbøjelighed til at sætte Ejendommen overstyr og derved berøve Hustru og Børn det, der er sikret dem som Grundfond til deres Underhold. Det blir altsaa Reglerne for Mandens Bestyrelse, som faar Betydning. Først og fremst maa man inden den dotale Ejendom skælne mellem fast og rørligt Gods. Al fast Ejendom er uafhændelig, ikke alene for Manden alene eller Hustruen alene, men ogsaa for begge i Fællesskab. Dog kan fast Ejendom byttes mod anden fast Ejendom; men er den tilbyttede Ejendom af mindre Værdi end den forrige, saa maa Manden af sin Privatejendom tilsvare Forskellen, og er Værdien større end for den oprindelige Ejendom, gaar Overskuddet ind under Hustruens Særeje. Hvad den rørlige Ejendom angaar, kan Manden saa nogenlunde skalte og valte med den efter Behag - dog fremdeles under Ansvar.
Om nogen, mens Ægteskabet varer, giver eller testamenterer Hustruen noget paa den udtrykkelige Betingelse, at det skal være dotalt, saa blir denne Betingelse, hvis Hustruen ikke ved Kontraktens Affattelse har konstitueret som dotal af sin fremtidige Ejendom, uden videre strøget; og omvendt, om dette sidste er Tilfældet, og nogen giver eller testamenterer hende noget paa Betingelse af, at det skal blive hendes Særeje, blir dette ogsaa en død Bestemmelse - altsammen efter Principet, at den dotale Ejendom under Ægteskabet hverken maa forøges eller formindskes. (Jouitou: Etude sur le systéme du régime dotal.) Dersom Hustruen har betegnet som dotal al sin "nuværende Ejendom", og hun har en eller anden selvstændig Forretning, gaar ikke alene Virksomheden af denne Forretning, men ogsaa Forretningen selv ind under Mandens Administration (Marcadé og Jouitou).
I Tilfælde Manden under sin Bestyrelse skulde vise sig ødsel eller uforstandig eller i det Hele true med at sætte den dotale Ejendom overstyr, kan Hustruen forlange Bodeling, hvorved det hele gaar over til hendes Særeje, og Manden altsaa sættes udenfor. Hendes Administrationsevne blir da kun indskrænket at hendes Umyndighed, hvorom mere nedenfor. Ved Opløsning af Ægteskabet - Hustruens Død eller Skilsmisse - kan Hustruen eller hendes Arvinger strax kræve udleveret den faste Ejendom og det af den rørlige, som ikke i Kontrakten er bestemt værdsat; rede Penge og værdsatte Genstande kan først kræves erstattede et Aar efter Opløsningen.
Dotalejendom kan Hustruen dels konstituere sig selv ud af det, hun faktisk besidder ved Ægteskabets Indgaaelse, dels kan den fastsættes for hende af Forældre eller andre - ogsaa af Manden.
Udenfor Formuesforholdene finder vi først og fremst det gamle og vante Princip - Hustruens fuldstændige Umyndighed. Hun kan ikke føre Sag, ikke drive Forretning, ikke, selv om hun har Særeje, bortgive, sælge, pantsætte eller erhverve - med eller uden Forpligtelse - uden Mandens skriftlige Samtykke eller Underskrift paa Dokumentet. Dog gøres en Undtagelse for det Tilfælde, at hun driver selvstændig Forretning (est marchande publique), da hun kan forpligte sig og, om de lever i Fælleseje, ogsaa Manden for det, der angaar denne Forretning, uden Mandens Autorisation. Det er en i juridisk Henseende nok saa besynderlig Bestemmelse, men, som man kan
skønne, i Praxis en betydelig Lettelse. Ligeledes kan Hustruens Myndighed, naar det gælder en enkelt Disposition, ophæves ved Retskendelse. Hun maa da godtgøre for Retten, at Manden nægter hende sit Samtykke, og at denne Nægtelse truer Familien med betydeligt Tab. Finder saa Retten hendes Opfatning beføjet, kan den bemyndige hende til i denne Sag at handle uden Mandens Medvirkning.
I Forholdet til Børnene gælder ogsaa her den samme Lov som hjemme - Faderen har Bestemmelsesretten over dem. I Art. 213 i Code civil staar: Manden skylder sin Hustru Beskyttelse, hun ham Lydighed - akkurat analogt er det med Børnene; Hustru og Børn staar sideordnede i Underdanighedsforholdet til Mand og Fader. Moderen har lige over for Børnene akkurat de samme Pligter som Faderen; ejer hun noget, eller tjener hun noget, er hun forpligtet til deraf at bidrage til Børnenes Underhold og Opdragelse efter samme Procent som Faderen; men naar det kommer til Retten til at bestemme over disse Børns Fremtid, er hun Nul, saalænge han er til.
Ved Lov af 1884 er Skilsmisse indført i Frankrig.3) Efter den gamle Code civil tillodes den kun i ganske faa Tilfælde, ellers havde man séparation de corps, hvorefter det ikke var tilladt at gifte sig igen. Denne Separation er fremdeles bibeholdt, med de samme Betingelser som for fuld Skilsmisse, saa de devote Katoliker, hvem Skilsmissen er principielt imod, kan holde sig til Separationen, om de vil. Her er ingen Samvittighedstvang i saa Maade. Skilsmissegrundene er: 1. Utroskab; 2. Vold, Mishandling eller grov Krænkelse (les excés, sévices ou injures graves); 3. Domfældelse til en vanærende Straf, som ikke kan sones med Bøder (peine afflictive et infamante); 4. forudgaaende Kendelse om Separation.
Utroskab er som Skilsmissegrund nu blevet lige for Mand og Hustru; forhen kunde den blot ramme Manden, naar den var kvalificeret, d. v. s. naar han blev grebet paa fersk Gærning under det ægteskabelige Tag. Dog gav ogsaa den gamle Code civil Hustruen Adgang til paa Grund af simpel Utroskab fra Mandens Side at forlange Separation, og denne kunde efter 3 Aars Forløb gaa over til Skilsmisse, men, mærkværdig nok, blot paa den skyldige Parts Forlangende og kun paa Betingelse af, at den krænkede Part ikke samtykkede i øjeblikkelig at forny det ægteskabelige Samliv.
Den anden Skilsmissegrund - Vold, Mishandling og grov Krænkelse - fortolkes efter Domstolens Skøn ligesom hos os.
Hvad den tredje angaar, saa er peines afflictives et infamantes følgende: Tvangsarbejde paa Livstid, Deportation, Tvangsarbejde paa begrænset Tid, Fæstningsstraf paa mellem 5 og 20 Aar (détension) og simpelt Fængsel (réclusion).
Separation kan ogsaa i Følge den nuværende Lov efter 3 Aars Forløb gaa over til Skilsmisse; men den gamle, besynderlige, ovenfor refererede Bestemmelse om, at dette kun kunde forlanges af den skyldige Part, og kun bevilges, naar begge Parter derom var enige, er nu ophævet; nu kan Skilsmisse forlanges af hver enkelt af Ægtefællerne; men Forlangendet maa underkastes ny Retskendelse, og Domstolen afgør, hvorvidt det skal bevilges eller ikke. Separation eller Skilsmisse simpelthen efter fælles Overenskomst kender den franske Lov ikke.
Hvis Ægtefællerne ikke træffer privat Overenskomst om Børnene, afgør Domstolen, hvem der skal beholde dem. Den, til bedste for hvem Skilsmissen er bevilget, præsumeres at være den værdigste; men Domstolen kan ogsaa, om den finder det rigtigt, træffe sin Afgørelse til Fordel for den skyldige Part eller bestemme, at Børnene skal overgives til Tredjemand. Hvem de end overlades til, har begge Forældrene fremdeles Pligt til at bidrage til deres Underhold i Forhold til sine Midler.
En fraskilt Hustru har ikke Lov at bære sin Mands Navn; dog fortolkes dette kun strængt, naar det gælder Underskrift paa officielle Dokumenter (actes authentiques). Den, mod hvem Skilsmisse er bevilget, taber ved denne alle de Rettigheder, han eller hun ved Ægteskabskontrakten eller i Løbet af Ægteskabet kan have erhvervet lige over for den anden.
I strafferetslig Henseende bestaar endnu den gamle Lov, at Hustruen kan straffes for simpel Utroskab, Manden kun for kvalificeret.
Hermed skulde være refereret de væsentligste Bestemmelser i den franske Ægteskabslovgivning, som jeg antager kan interessere en dansk Læsekreds, der er interesseret for Kvindernes Stilling i det hele. Maatte nu bare ikke Fremstillingen være saa tør og tung, at ingen tør give sig i Kast med Læsningen!
l) Fr. Bajer: "Om Ægtefællers formueretlige Ligestillelse" (Kbh.1884) Side 215 - 217.
2) Sammesteds Side 147 - 148.
3) Skilsmisse havde da været afskaffet siden 1816. Jf. Fr. Bajer: ” Om Ægtefællers” osv. S. 212 og S. 281, hvor en interessant Afhandling af A. Hedin nævnes.
