"Mænd af Ære".

Det er kun faa Bøger, der har vakt saa megen Opsigt og i Blade og Diskussion faaet en saa omfattende Drøftelse som Fru Laura Kielers Skuespil "Mænd af Ære".

Det vil gaa med den som med "Et Dukkehjem", at Folk i deres Entre opslog Forbud mod al Konversation om "Nora". - Som Henrik Ibsen i dette sit første store Indlæg i Kvindesagen viste Ulykken for Hjemmet og derved for Samfundet, naar Kvinderne opdrages som Dukker og som Legetøj for Mænd, saaledes viser Laura Kieler, at de bedste Kræfter i Menneskelivet gaar til Grunde ved Kvindernes indelukkede og bornerte Opdragelse, ved Kløften mellem Kønnene og ved Samfundets vanvittige Opfattelse af en Moral for Kvinder og en anden for Mænd. I Stykkets tre Kvinder viser hun korrekt og tydelig, hvorledes kun den ene Side af Kvindernes Sjæleliv er udviklet. I Generalinden viser hun den æsthetiske Kvinde, der intet vil høre om det smudsige og urene, og som i Kulde og Dydsirethed bortviser sin Søns Fortrolighed og altsaa selv styrter ham dybere i Smudset. I den unge Elisabeth bliver det klart for Læserne, at selv om Kvinden er den ædleste og mest ethiske Natur, kan hun ikke blive nogen Hjælp for en Mand eller gøre ham lykkelig, men maa falde for sine egne Illusioner, naar hele Forstandslivet er forsømt, og hun er uden Forstaaelse af den Verden, Mænd lever i. En idealistisk Tilbedelse af Manden er kun en daarlig Erstatning i et Kærlighedsforhold for Sympathi, Venskab og Ligestilling i Diskussion, Kritik og fælles Opgaver.

Bogen er et godt Indlæg i Kvindesagen. Som Titlen betegner, er den ganske vist hovedsagelig et Angreb paa de moderne Journalister og Forfattere, der spekulerer i Samfundsspørgsmaal og med gribende Poesi skildrer "en Verden i Nød", medens de personlig lever i raffineret Luxus og Overdaadighed og vises Hæder som "Mænd af Ære", fordi de som Reformatorer taler de fortryktes Sag. Men for en opmærksom Iagttager belyser Forfatteren ikke mindre Grundaarsagen hertil: Kvindernes Hjælpeløshed og Bornerthed.

I første Akt hos Generalinden gør man Bekendtskab med alle Hovedfigurerne. Den fornemme Dame, der er stolt over sin smukke Søn, er "en Erobrer" som ikke har andet at svare sin Søn, da han vil betro sig til hende end: "Dyden er for os Kvinder; alle Mænd maa rase, de bliver siden de bedste Ægtemænd."

Her har Forfatteren i Forholdet mellem Moder og Søn fint antydet Aarsagen til hans Fald.

Den æsthetiske Luft og det blødagtige i Hjemmet, der aldrig taaler Sandhed og Frihed indenfor sine Døre, har bragt ham til Udskejelse, og nu, da han gribes af en virkelig Kærlighed til Elisabeth kommer, det bedste op i ham, man hører som et Nødskrig fra barn om Hjælp: "Mama, jeg har ført et vildt Liv .... du er jo dog min Moder, det er din Pligt, din Skyldighed at høre mig .... ja, naar man ikke vil røre ved Smudset, kommer det ikke bort .... Mama, et Ord i rette Tid, jeg er jo dog din Søn."

Da hun nu senere ser, at Sønnen og Elisabeth har givet sig til hinanden, bortjages Elisabeth, ti Skandalen maa ikke findes indenfor i Generalindens Hus.

I samme Akt møder vi den kolde, kritiske Terslev, der med sin Jærnvilje er den aandelige Sporer til Robert Huitfeldts tendentiøse Forfatterskab. Han har spaaet det fjerde Oplag af H.s Bog "Levkøjdrengen", Folk vil have Samfundsspørgsmaal, Proletariatets Sag er endnu et stort Felt, dog mener Terslev, at nu maa H. tage ny Æmner op, f. Ex. "Kvindesagen", den vil gøre Lykke, den ligger i Luften. H. følger hans An visninger, han lader sig aandelig voldtage og ender som et brudt Menneske, der lever ved Kina og Morfin. I anden Akt kommer vi ind i H.s Ungkarlebolig, udstyret med orientalsk Ypperlighed, dog med kvindelig Ynde; ti Elisabeth bor her, og hun er lykkelig - fuldkommen lykkelig.

Hendes poetisk idealistiske Sind har hindret hende i endnu at ane noget af hans virkelige Liv.

Hun tror paa ham, hun har fulgt ham i "frit Ægteskab" med den mest skyldfri Samvittighed, hvad bryder hun sig om Vielsesattest eller indskrænkede Menneskers Forstaaelse, Kærlighed er jo ensbetydende med Troskab; for hende er Kærlighed et Sakrament: "Det er stort og skønt at være bundet af egen fri Vilje, og dog bundet fastere end med al Verdens".

For første Gang skal H. have et lille literært Gilde i sin Ungkarlebolig.

Elisabeth er Værtinde. Vennerne lorgnetterer hende, komplimenterer H. for hans Smag: "Det er en ny Genre, alvorlig, samvittighedsfuld, ærbar - guddommelig .... Guds død, hvor hun er henrivende, hvor har du fundet hende?"

H. er imidlertid allerede trættet af hendes alvorlige ethiske Natur, og gør Hentydninger til gærne at vilde være hende kvit. Terslev tager det bogstavelig og gør Elisabeth det skammeligste Tilbud, idet han oplyser hende om, at H. selv har tilladt ham at blive Elsker Nr. 2.

Fra dette Øjeblik er Elisabeth brudt og ser klart det Bedrag, hun har levet i; hun gaar bort, dør "Tomme for Tomme af Sult", medens H. som "Mand af Ære" vinder Berømmelse for sine Bøger om forladte Kvinder og sin "Verden i Nød."

Vi kunde maaske spørge: Naar Bogen skal være et Indlæg i Kvindesagen, hvorfor giver saa Forfatteren ingen Anvisning til at udjævne denne Kløft imellem Mænd og Kvinder? - Ja hvorfor skriver Digterne som de gør? - Fordi de kan ikke andet; men vi kan lære ogsaa af de negative Skildringer, at hvad der trænges til, det er en anden Samfundsmoral, en lige og fælles Udvikling af de unge, at Mænd og Kvinder kan være Kammerater, Venner, baade i Fagstudier, i alvorlige Interesser og i Ungdoms uskyldige Munterhed - saa vil der ogsaa blive forstandige Mødre, der kan retlede deres Sønner, fordi de ikke er fremmede for de Forviklinger, de unge Mænd kan komme i. Samfundets Snak om Moderkaldets medfødte Ufejlbarhed er en latterlig Paastand, som ingen Hjemmel har, naar Kvinderne savner al Virkelighedsudvikling med Forstandsklarhed og Livserfaring.

Derfor alle Hjemmets Døre op for den friske Luft, at den sociale Vind kan blæse ny Luft ind til de stillestaaende Kvinder, at ikke de unge Kvinder skal dø over deres tabte Illusioner og de unge Mænd

forgaa i Udskejelser.

Johanne Meyer.

Stykket blev opført paa "Kasino" Onsdagen den 21de Maj og fik efter den korte Tid, der var givet til Indøvelse, en ret paaskønnelsesværdig Udførelse.

Fru Orlamundt viste virkelig Forstaaelse af sin Rolle; hendes smukke Person og omhyggelige Spil vakte Tilskuernes Sympati som den uskyldige, forblindede Idealist, der kun forguder uden at reflektere, og som altsaa konsekvent maa falde sammen ved de tabte Illusioner. I tredje Akt som den døende Elisabeth var hun mindre heldig. Huitfeldt var bedst i sidste Del af Stykket, hvorimod han i hele første Del som den flotte, blaserte Herre, savnede Finhed og den daarende Elskværdighed, Forfatteren har tænkt sig. Alle Journalisterne var vellykkede. Derimod gik Generalinden fuldstændig tabt. Fru Th. Petersen havde ikke mindste Forstaaelse af sin Rolle, og hendes Person havde intet som helst med den fornemme og æthethisk dannede Dame at gøre.

Huset var, trods de 20 Gr. Varme, saa godt som udsolgt, og imellem hver Akt lød den mest gennemtrængende Piben, som regelmæssig overdøvedes af den voldsomste Bifaldsstorm.

j. M.

Endvidere har Redaktionen modtaget følgende: Der maa være noget galt ved Fru Kielers Skuespil: "Mænd af Ære"; thi naar man har læst det, er det egenlig "Bohemen", Robert Huitfeldt, der holder os fangen - og det var næppe Meningen. Forfatterinden vilde vel snarere have os til i ham at se Letsindigheden og Umoraliteten. Og dog, sammenlign ham med den skikkelige Ægtemand, Brun, Komediens dydige Mandfolk! Sammenligningen falder ikke ud til Fordel for denne sidste, der er forlegen og kejtet som en ung Pige, da han siger sin Hustru, der har født ham 2 Børn, at Frk. Elisabeth bor sammen med Huitfeldt, noget man skulde mene, hans Frue allerede var vidende om. Dog "springer de op", "sætter sig", "rejser sig" mange Gange, før Ægtemanden kan taa det over sine Læber "saa skaansomt som muligt" at sætte sin Frue ind i Forholdet.

Og hvad siger saa Hustruen. Smaat skaaren som sin Ægtemand vil hun - ak, hvor heroisk - "tale nogle Ord med sin stakkels faldne Barndomsveninde". Over en slig Heltegærning bliver Manden da ogsaa saa bevæget, at han skammer sig over sin egen "spidsborgerlige Anstændighedsfølelse". Der er imidlertid næppe andre end Hr. Gemalen, der ser noget stort i Fru Klaras Mod til at indlade sig i en Samtale med sin "faldne" Veninde, selv om hun gaar saa vidt at ville tilbyde Veninden et Sted at ty hen med sin "Skam", naar Huitfeldt forlader hende. "Skam" kalder hun dette, at Elisabeth har fulgt en Tilskyndelse, der, som Fru Klara selv siger, - "bunder i det mest ethiske, det reneste i hendes Natur." Ja, hvem kan finde Mening i denne naive Frues Snak. Bunder Forholdet i det ethiske, det reneste i Elisabeths Natur, hvor kan det da være en "Skam" for hende!?

Men nu Elisabeth selv, Bogens Heltinde, der burde lyse som en Stjærne blandt de mange "Bohemer". Begyndelsen er dristig nok. Hun følger Huitfeldt til et Samliv uden præstelig Vielse. Vi venter os efter denne dristige Begyndelse noget af hende, og hvad faar vi saa. En Godgørenhedsudfoldelse hentet fra engelske Solstrålefortællinger, en Kvinde, hvis mindste Ord er højtideligt, og hvis Ord derfor virker kedsommeligt paa Læseren. Og saa, da det første Pust af Verdens Opfattelse af hendes Dyd møder hende i Form af Terslews Raahed, tilkalder hun Huitfeldt for at faa Manden vist ud. Men en Kvinde, der følger en Mand til et Samliv uden kirkelig eller borgerlig Attest, maa være forberedt paa at optage en Kamp mod raa Tilnærmelser.

Det anses jo nemlig for afgjort, at Dyden kun findes i Ægteskabet - og udenfor dette er der kun Udyd. Elisabeth skulde have vist os, at hun formaaede at tiltvinge sig Respekt, netop fordi hun i sit Forhold til Huitfeldt havde vist sin Styrke ved at ofre alt, endog sit gode Navn og Rygte i Flertallets Omdømme. Da havde hun sikkert ogsaa formaaet at holde Huitfeldt fast.

Og da hun saa bliver seende ogsaa overfor Huitfeldt, knækker hun over og - dør. Dette er sandelig for megen Ære at gøre "Bohemerne"! Vil Kvinderne vedblivende taalmodig lide, taale og dø for Mænd af hans Art, da opdrager de jo netop Bohemer, der ingen Samvittighed gør sig af at ødelægge Kvinder i Dusinvis. Et dristigt Ørefigen, samt et rigeligt Krav paa Erstatning af Hr Huitfeldts Pung vilde være klogere end at sulte og arbejde sig ihjel, fordi man er bleven bedragen. Er alle Døre lukkede for hende, fordi hun paa Huitfeldts Ord har fulgt ham fra Generalindens Hus til hans Hjem, da er det ogsaa ham, der maa holde hende skadesløs for hendes Tab, naar han forlader hende. Og glemmer han sin Pligt, har hun Ret, ja Pligt til at minde ham derom.

Der er meget fortrinligt i Fru Kielers Skildringer, navnlig er Scenen med "Boheme "Skaren i Huitfeldts Hus god. Et Par af Karaktererne træder her ved nogle faa Sætninger tydelig frem. Men hendes Kvinder gør ikke Kønnet Ære. Der findes baade dristigere og kløgtigere Kvinder, end dem Forfatterinden har stillet op som en lysende Baggrund mod de sorte "Bohemer" - "Mændene af Ære". Om vore Forfatterinder begyndte at slaa noget af paa det "pæne", det "dydsirede", naar de tegner Kvinder, og derimod viste os den dristige Kvinde, der vil noget og vover noget for, hvad hun vil, saa vilde de baade komme Idealet og Virkeligheden nærmere. Men med Undtagelse af et Par Stykker gaar de endnu den udtraadte Vej; Kvinder med saa lidt Blod som muligt, og det Blod, de har, vel tøjlet af Gouvernantens Visdomsord.

L. N.