Marja Zebrikowa.
Naar man i denne Tid har læst om Marja Zebrikowas Domfældelse, lydende paa Forvisning i to Aar til Gouvernementet Walagda, kan man ikke undgå at føle dyb Sympati med denne varmtfølende Kvinde; men man fatter ikke ret, at hun, som kendte de russiske Forhold, selv møder i St. Petersburg.
Kejseren ønskede hende frikendt, men Regeringspartiet modsatte sig det. Domfælde hende, fordi hun havde skrevet Brevet til Kejseren om sit Folks Nød, kunde de ikke; derfor dømtes hun, fordi hun havde ladet sin Brochure trykke i Udlandet og indsmugle ved hemmelige Agenter.
De fleste Kvinder har vist fulgt Marja Zebrikowa med stor Sympati, saa følgende Oplysninger om hendes Person vil derfor vistnok have Interesse for vore Læsere.
Oplysningerne er givne af en russisk, kvindelig Student, en Mlle. M., som kom meget sammen med Mlle. Zebrikowa i St. Petersborg, og som vedligeholdt en venskabelig Forbindelse med hende under hendes Ophold i Paris. Vi vil lade hende fortælle med sine egne Ord:
Mlle. Zebrikowa er fem og halvtredsindstyve Aar gammel. Hun er over Middelhøjde, brunet, med kort Haar. Intet Menneske har mindre Tilbøjelighed til at være overspændt end hun. Hun er en godt oplært, meget beskeden Kvinde, med en overordentlig rolig Karakter. Men hendes Blidhed er forbunden med en ubetvingelig Energi. En Datter af rige Forældre og tilhørende St. Petersburgs finere Kredse (hendes Fader er Admiral), har hun allerede i adskillige Aar helliget sin Fritid og Indtægten af sin anselige Formue til Kvindeoplysningens Fremme.
Mlle. Zebrikowa har taget meget aktiv Del i Grundlæggelsen af Bestoajevs Kursus. Hun baade støttede dem pekuniært og sad i Tilsynskomiteen. Der gjorde jeg hendes Bekendtskab, da jeg, for omtrent otte Aar siden, kom til St. Petersburg. Hendes Hus var et af de mest søgte Midtpunkter for Kursusenes kvindelige Studenter. Desuden var Mlle. Zebrikowa et sandt Forsyn for os, altid venlig, og altid villig til at anvende sin meget udstrakte Indflydelse til at gavne os; ti man maa ikke glemme, at hun, som man nu vil gøre til en almindelig Agitator, staar som den mest fremragende af vore pædagogiske Skribenter. Hendes Bøger og hendes Artikler i Tidsskrifter har skaffet hende en meget stor Indflydelse. Saaledes f. Ex. da der i Stantons velbekendte Bog skulde skrives et Kapitel om den russiske Kvinde, blev min Veninde af den offentlige Mening udpeget som den bedst kvalificerede Repræsentant for den kvindelige Verden.
"Sandheden nøder mig til at sige," tilføjede Mlle. M., "at Mlle. Zebrikowas politiske Opfattelse ikke faldt ganske sammen med vor; ti ikke alene bekendte hun sig ikke til Nihilismen, men hun viste sig tværtimod afgjort kejserligsindet. Det er hun for Resten endnu den Dag i Dag. De Reformer, hun forlanger, er, som de kan se af de Uddrag af hendes Brochurer, som "Figaro" har offenliggjort, undfangede i den mest moderate Liberalismes Aand."
Hun har opholdt sig i Paris omtrent sex Uger. Hun modtog ikke mange Mennesker, og efter hvad man siger, havde hun ikke nogen Omgang med Nihilisterne her. Jeg tror, at hun var mere sammen med mig end med nogen anden. Vi talte kun meget sjældent om Politik. Hun var desuden meget indesluttet paa det Omraade, idet hun altid gik frem paa sin egen Maade og aldrig spurgte nogen til Raads. Jeg er vis paa, at ingen vidste Hensigten med hendes gale Streger i St. Petersborg. En eneste Gang gjorde hun, i min Nærværelse, Hentydning til en hos hende uventet Anskuelse. Det er omtrent en Maaned siden, at Mlle. Zebrikowa og jeg foretog en Runde i "Magasinerne". Til min store Forbavselse saa jeg hende købe et fuldstændigt Vinterudstyr, bestaaende af Tricotage, Strømper og Uldtæpper. Da jeg gjorde hende opmærksom paa, at disse Genstande var ude af Saisonen, at Foraaret nærmede sig, svarede hun: "Det vil ikke mere blive Foraar for mig." Jeg husker hendes bestemte Mine, da hun sagde disse Ord. Det er siden gaaet op for mig, at hun tænkte paa Sibirien. Otte Dage efter rejste hun.
Desværre gik hendes Tanker om Forvisning i Opfyldelse.
