Kvinderne og Dagspressen.
Kvindebladets Meddelelse om, at det i en nær Fremtid vil udgaa som Ugeblad, har glædet mange Læsere, der dog endnu hellere saa, at Skridtet Fremskridtet gjordes helt, saa Kvindebladet blev et Dagblad. Her i Landet, hvor saa godt som alle Aviser tilhører Mændene i strængeste Forstand, var det ikke for tidligt, om Kvinderne ogsaa fik deres Blad, hvori de hver Dag kunde give et Ord med i Laget.
Ikke blot om Kvindesagen. Den er, som mange af de Sager, Mændene forfægter, Forsvars-, Afholds- og Skolesagen ikke mindst, dræbende kedelig, naar den bliver altfor saglig behandlet. Et Kvindedagblad bør være behændig nok til at holde det kvindesaglige lumskelig skjult mellem Spalterne og saa for Resten muntre sig med alt paa Guds grønne Jord, Politik, Literatur, Madlavning, Kunst, Sport og Moral, behandle alle disse Sager lige saa lystigt og paa samme Maade, som nu Mændene tumler med dem, kun med den forandrede Opfattelse og Følemaade, som Kønsforskellen medfører.
Kvinderne maa forstaa, at det ikke er nok at have noget paa Hjærte, man skal have sagt. Maaden, hvorpaa det siges, er i Journalistik det afgørende. Her har vi meget at lære af Mændene. De klogeste iblandt dem, de, der behersker den oplyste offenlige Mening, har forstaaet at opdrage en journalistisk Stab, der holder Trit Rækkerne igennem og skriver saaledes, at man læser dem. Hvad det kommer an paa for en Avis, er netop, at man læser den.
Skulde der ikke hos mange af de "skrivende Damer", vi har i Landet, findes journalistiske Evner? Sikkert vil de være der, saafremt Kvindebladets Redaktion, fint mærkende og lydhør, forstaar at søge dem op. Denne fin-de-siécle-Tid er en Læretid for Kvinden. Hyller hun sig nu fornem og magelig i sin Slåbrok og stopper Ørerne med Bomuld for ikke at høre, hvad der raabes til hende af fint og grovt, da svøber hun sig med det samme i sit Liglagen og begraver de kraftige Spirer, som Kvindebevægelsen skød i Halvfjerdserne. Begraver dem, indtil en modigere Slægt i næste Aarhundrede graver dem op igen og faar dem til at sætte Blomst.
Det var altid de gærende Tider, naar Kampen stod mellem Reaktion og Borgerfrihed, der satte Fart i Kvindens langsomme Trin og lagde en Tomme til hendes Væxt, saa hele Kønnet voxede. Det var 48, der forvandlede George Sands bløde Fjederpen til en journalistisk Stilet, skarpægget og stødfærdig, mere end nogen samtidig Mands. Et Tiaar senere, da Englænderinden Harriet Martineau i det store, demokratiske Dagblad "Daily News" skrev sine ledende politiske Artikler, i lange Tider Bladets mest læste, stod Slavefrigørelsen i Amerika for Døren og blev det Æmne, som lagde Indignationens hellige Glød i hendes Sætninger, saa de fængede og overbeviste.
Vore Dages Oplevelser har hævet den oplyste Oppositionspresse til en hidtil ukendt Rang, læst og skattet, som den er baade hjemme og i fremmede Kulturlande. Skulde disse samme Oplevelser ikke kunne gøre den "stumme" danske Kvinde talende, saa hun vænnede sig til at sige i et læseligt Sprog, hvad hun tænker. Baade om Estrups og Bahnsons Regimente og om det til Systemet hørende Hundeglam, der staar om hende, saasnart hun rører sig udenfor den traditionelle Linje, Vedtægten har slaaet om hende, som man slaar en Kridtstreg om en Høne. Glammet, ikke blot fra Gubberne, de snærrende Hyrdehunde, der sender deres advarende Vov-vov ud over Kvindernes spredte Hjord, men Glammet ogsaa fra Gubbernes unge Garde, de udruknede Hvalpe, der fylder Luften med deres pibende, nyfødte Bjæf og skræmmer tilbage til Folden adskillige ængstelige Faar, der næppe lod sig fange, om et Dagblad strax formaaede at give Svar paa Tiltale. Faar en Kvinde Lov som Gæst at skrive i Mandens Blad, vikler hun let, ikke blot sine Ord, men ogsaa sin Mening ind i Filt, for at intet skal skurre i hans Øren, og som Vært beholder han næsten altid det sidste Ord. Maaneds- eller halvaarsgammelt, som hendes Svar vilde blive i de existerende Kvindeblade, løber Polemiken ud i Sandet.
Nu da Damerne saa flittigt besøger Universitetet, sidder uden Tvivl enkelte af dem inde med Kundskaber, der kunde gøres frugtbringende gennem en journalistisk Pen, saa det ikke blev Mandens Opfattelse alene, der kom til Orde i Bladene, naar en literær Begivenhed har fundet Sted. Anmeldelserne er, ogsaa i den oplyste Del af Dagspressen, altfor mandfolkeagtige. Man skulde tro, at det grimme Sædelighedsskraal, der for nogle Aar siden lød fra en lille feminin Bande og gav Stødet til en frisindet Opposition indenfor Kvindernes Lejr, at dette Skraal stadig kræver Hævn i de æsthetiske Anmeldelser Hævn ogsaa over de uskyldige "usædelige" Kvinder.
Naar en Forfatterinde af Rang, som Fru Edgren, faar sit kvikke og talentfulde "En frelsende Engel" opført, betegnes Stykket som "forskruet" og "guvernanteagtigt", blot fordi hun vover at gøre en Mand, en tosset Officer, latterlig. Følger hun næste Gang sit Hjærtes sidste Stemning og driver Løjer med de usædelige Guvernanter, saa opnaar hun i det højeste i Mændenes Dagspresse et høfligt Spark. Fru Didi Heiberg kommer og viser os i "Kong Midas" sin store og følte Kunst. Det er Kvinderne, som gaar hjem med den dybeste Forstaaelse. Dagen efter findes der i Mændenes Blade lange Anmeldelser, tykke af teknisk Viden, men valme og uberørte af det, der greb inderligst og var det sjælfuldeste i hendes Spil.
Kvinderne har set, hvilken Magt i Mandens Hænder Dagspressen er. De bør ikke længer nøjes hverken med et Maaneds eller et Ugeblad. Kloge og enige bør de samle sig om den store Opgave at
skabe deres eget Dagblad, hvori de baade kan polemisere, referere og last not least anmelde.
