Hvad er Strindbergs ethiske Formaal?
Hvad enten man er en sympathetisk Beundrer eller en afgjort Modstander af Tendensen i Strindbergs Skuespil, imødeser sikkert enhver, der har lidt Interesse for moderne Skuespilkunst paa Forhaand, hvert nyt Arbejde fra denne Forfatter med Forventning og Glæde, fordi der i hvert eneste af disse findes noget, der vækker og skærper Tanken, noget man faar Lyst til at spørge om, noget man vil lære af.
Strindbergs altid aandfulde og originale Kunst virker imidlertid ofte ved Replikkernes fuldendte, skarpt skaarne Form altfor blændende og bestikkende.
Han slynger de dristigste Paradoxer i Ansigtet paa Publikum for at godtgøre sine Theorier, og han gør det med en saadan Sikkerhed og Kraft, at en ikke lille Del af Publikum ved første Øjekast aldeles taber Vejret af Overraskelse og bøjer kritikløst, betaget ind under Digterens Synskreds.
I sine Skuespil er Strindberg Himmelstormer.
Han river Englen, Kvinden, ned fra den taagede Skyhimmel, hvor hun i Aarhundreder har tronet; men han nøjes ikke med at berøve hende de himmelske Atributer, for saa bagefter at gøre hende til et almindeligt fornuftigt Menneske, der efter Evne kan virke i og udfylde en Plads i Samfundet nej, han tilfredsstilles først, naar han har styrtet hende i Afgrunden og gjort hende til en falden Engel, Djævel eller Dæmon.
I denne Skikkelse lader han hende saa drive sit lede Spil med de stakkels Mænd.
Hvad er nu Strindbergs ethiske Formaal med at fremstille Kvinder som Laura i "Faderen", Bertha i "Kammerater" og Thekla i "Kreditorer"?
Hvad opnaar Forfatteren ved at fremstille denne djævelske Kvindelighed Gang efter Gang?
Vil Forfatteren vise hvorledes Klogskaben udsuger og udnytter Talentet, gør det til sit og lever paa det?
Nej, det vil han visselig ikke, thi saa maatte han jo indrømme de ovennævnte Kvinders Klogskab, og Strindberg forlanger netop, at vi skal tro paa Kvindens aandelige Nullitet, ingen Samler har ivrigere end han søgt Bevis derfor.
Men er det virkelig de Strindbergske Mænd, der er kloge, og Strindbergske Kvinder, der er dumme, saa fører det vist let, for almindelige Menneskers Vedkommende, til den lidt farlige Konsekvens, at de finder Dumheden morsommere end Klogskaben, Lasten bedre end Dyden, naar Dyd og Klogskab fremstilles saa ynkeligædel og udmarvet, som Tilfældet er hos de Strindbergske Mænd, der hverken ejer moralsk eller korporlig Overlegenhed, naar det gælder.
Er det tilfredsstillende for Mænd at fremstilles saa svage, at de trods deres intellektuelle Overlegenhed kan udnyttes saaledes af enhver entreprenant Kvinde, derved et eller andet ulykkeligt Tilfælde har forelsket sig i, saa at der kun bliver et epileptisk Kadaver tilbage, naar vedkommende Damer slipper Taget i sit ulykkelige Offer?
Vil Strindberg nu lære Mændene at være paa deres Post, saa de kan sikre sig Magten før Kvinderne tager den fra dem i Elskovsrusen, ja, saa var det jo unægtelig et ethisk Formaal han havde sat sig, men saa synes det alligevel underligt, at han selv modarbejder dette Formaal ved at lære Kvinden, hvor svag Manden er, og hvor let han lader sig fange i de smaa djævelske Kunstgreb, hun alene synes at have Patent paa at udføre.
Er Kvinden saa doven og paa samme Tid saa magtsyg, som Strindberg ynder at fremstille hende, har han jo i sine Skuespil begaaet den Bummert, at vise hende, at Vejen, ikke til Ligestilling, men til Overmagt, kan naas, uden Slid og Møje, uden Examiner, Valgret og alt det, Emancipationskvinderne kæmper for at tilegne sig.
