Boganmeldelse.
Ægteskabsstatistik paa Grundlag af den sociale Lagdeling
af Marcus Rubin og Harald Westergaard.
Den moderne Statistik er en nyttig Videnskab; den belærer os med tørre Tal om en Mængde Samfundsforhold, om hvilke vi uden dens Hjælp kun subjektivt ad den personlige Erfarings Vej kunde danne os ubestemte og maaske hyppigst rent forkerte Forestillinger. Dette er ganske naturligt; man iagttager lettest de enkelte ofte fremtrædende Tilfælde og fælder deraf hurtigt en Dom om det iagttagne Fænomens Hyppighed og Betydning for Samfundet. Naar Statistiken derimod omhyggeligt har gennemgaaet og optegnet alle forekomne Tilfælde (saavidt dette overhovedet lader sig gøre) og sammenstillet dem med Befolkningsantallet i det hele, med disses Forekomst i de forskellige Aars- og Aldersklasser, med Forholdene i andre Lande, deres Fordeling i Samfundslagene osv. osv. - saa først faar vi det mest objektive, det sikrest mulige Grundlag for vor Dom angaaende det omhandlede Forhold. Naar man da foretrækker at kende den rene, tendensløse Sandhed om Samfundsforhold, i Stedet for uklare og upaalidelige Paastande, maa man glæde sig hver Gang der fremkommer et nyt statistisk Arbejde fra saa fremragende Videnskabsmænd som Forfatterne af anmeldte Skrift.
Forfatterne nøjes ikke med at give os Talrækker og Tabeller, de uddrager af disse de Slutninger, som efter deres Formening med Sikkerhed kan drages af det foreliggende Materiale, men de gør det med den størst mulige Forsigtighed og med alle nødvendige Forbehold, fordi de véd, at om end Statistiken kan bruges til Forstaaelse af praktiske Livsforhold, saa er der næppe nogen Videnskab, der i den Grad kan misbruges i tendentiøse Øjemed.
Vi tror, at det vil være af Interesse for vore Læsere at blive bekendt med de vigtigste Resultater, som Forfatterne af Ægteskabsstatistiken mener at have naaet til.
Forf. opstiller følgende Lagdeling af Befolkningen, for Hovedstadens Vedkommende:
1ste Gruppe omfatter Embedsmænd, Sagførere, Læger, Fabrikanter, Grosserere o. fl.
2den Gruppe: mindre Haandværkere og Industridrivende, Detailhandlere, Værtshusholdere, Skibsførere osv.
3dje Gruppe: Lærere, Kontorister, Assistenter o. lign.
4de Gruppe: Bude, Opvartere, Tyende o. lign.
5te Gruppe: Haandværkssvende, Fabriksarbejdere, Arbejdsmænd, Matroser osv.
Et af de vigtigste Resultater af Forf.s Tabeller angaar Opgørelsen af den Alder, i hvilken de forskellige Samfundsklasser indgaa Ægteskab: det lyder saaledes: Giftermaalsalderen for Ungkarle af 1ste Gruppe er 321/5 Aar, er derefter jævnt aftagende fra Gruppe til Gruppe og er lavest, i 5te Gruppe med 271/2 Aar. (For Pigernes Vedkommende er Forskellen mellem Grupperne meget ringe, fra 261/2 til 271/2 Aar). Smaaborgerne gifter sig tidligere end Embedsmændene og Fabrikanterne, Arbejderne atter tidligere end Smaaborgerne. Jo højere man kommer op, des vanskeligere, des mere tøvende staar Befolkningen overfor Løsningen af det Problem: at forskaffe det Familjeunderhold, som det paagældende Befolkningslag anser for nødvendigt for at kunne opretholde sine Fordringer til Livet. Gennemsnitlig set gaar nederste Gruppe henved 5 Aar tidligere i Lag med Problemets Løsning end øverste.
Af den før bemærkede ringe Forskel paa Pigernes Gennemsnitsalder følger nødvendigvis: at der i femte Gruppe gennemsnitlig er omtrent 1/2 Aars Forskel paa Mandens og Hustruens Vielsesalder, i 1ste Gruppe henved 6 Aar.
Man faar et Begreb om det store Overtal af ugifte Kvinder i København, nærmest fremkaldt ved at Overskudet af Kvinder fra Landet som Helhed samler sig i Byerne, særlig i Hovedstaden, ved at erfare, at der gennemsnitlig aarlig vies hver 13de ugifte Mand, men kun hver 20de ugifte Kvinde af den samlede aarlige Befolkning over 20 Aars Alderen. Eller ved at se, at af 100 Mænd i 16 Aars Alderen, der oplever deres 45. Aar, er der 9 tilbage i ugift Stand, af Kvinder i samme Forhold derimod 17 - for 25aarige er de tilsvarende Tal 12 og 18.
Hvad Børneantallet angaar, da er Gennemsnitstallet for Københavns Vedkommende 3,07 Børn pr. Par; fordelt paa de nævnte 5 Grupper er Tallene for 1ste Gruppe 3,44, for 2den 3,22, for 3dje 2,57, for 4de 2,87 og for 5te Gruppe 3,01. Tager man imidlertid Gennemsnitstallene under Hensyn til Ægteskabernes Varighed, bliver Resultatet anderledes, nemlig for 1ste Gruppe 4,80, for 3dje 4,35 og for 5te 5,26 for Ægteskaber, der har varet i 25 Aar og derover.
Betragter man Forholdene i Ægteskaber, der har varet 15 Aar og derover, faar man følgende Resultat: i 3dje Gruppe er omtrent hvert syvende, i 1ste omtrent hvert ottende og i 5te Gruppe hvert niende Ægteskab barnløst. I 3dje Gruppe udgør Ægteskaberne med over 4 Børn noget under Halvdelen af de Ægteskaber, der have Børn, i 1ste (2den og 4de) noget over Halvdelen, i 5te Gruppe 3/5. Betegnende er det ogsaa, at 5te Gruppe har det forholdsvis største Antal Ægteskaber med 9 Børn eller derover, idet disse Ægteskaber udgør 1/6 af alle Gruppens Ægteskaber.
Det forstaar sig, at dette Forhold i 5te Gruppe ogsaa staar i Forbindelse med, at det er denne Gruppe, der indgaar tidligst Ægteskab.
Angaaende Børnedødeligheden (indbefattet dødfødte) har Forf. følgende Tal: for Ægteskaber af under 5 Aars Varighed, i 1ste Gruppe 143/4, i 3dje nærmest 18, i 5te 217/8, for Ægteskaber paa 25 Aar og derover, i 1ste 291/2, i 3dje 323/4 og i 5te Gruppe 391/2.
Forf. paavise nærmere, at Dødeligheden stiger med Produktiviteten og staar i Afhængighed af dennes Omfang, i Vexelvirkning med den sociale Lagdeling, og hævder, at den overvættes Produktion fører ikke blot til et relativt, men til et absolut mindre Børneantal end den maadeholdne.
Vi mener hermed at have givet vore Læsere en lille Forestilling om, hvormange Oplysninger af almindelig Interesse, den lidet populære Videnskab, Statistiken, kan bringe frem for Lyset, og enhver, der vil læse den lille Bog i sin Helhed, vil sikkert have Fornøjelse og Udbytte af de talrige interessante Enkeltheder, hvoraf vi her kun har fremdraget ganske faa, og af en Mængde forskellige Forhold, som vi slet ikke har kunnet berøre i denne korte Anmeldelse.