« Tilbage til søgeresultaterne

Vor Organisation og Kvindernes politiske Valgret

« Se emneord

Det har sikkert hos mange Kvin­der vakt store Forhaabninger, at vi har faaet en Regering, som ganske utvetydig erklærer, at ville arbejde for Kvindernes politiske Stemmeret, og som er udgaaet af et Parti, der ved Rigsdagssamlingens Begyndelse har forelagt et Forslag om at forandre Grundloven saaledes, at Kvinder faar Valgret og Valgbarhed paa samme Betingelser som Mænd. Vi haaber imidlertid, at Kvinderne ikke ser altfor sangvinsk paa denne Sag og tror, at nu kan de rolig lægge Hænderne i Skødet, for nu kan de jo være sikre paa at faa Valgretten, selv om de ikke arbejder for den. Thi det bør jo ikke overses, at selv om Regeringen har Viljen til at gennemføre denne Reform, er det jo ingenlunde sikkert, at den vil kunne samle et Flertal derfor. En Grundlovsændring er, som man véd, en meget vanskelig Ting at gennem­føre.

Men selv om saa var, at det virkelig skulde ske, at Kvindernes Valgret blev gennemført i en nogenlunde nær Frem­tid, saa vil dog derfor vort Organisa­tionsarbejde ikke være til Ende lige med det samme. Det gælder da netop i endnu højere Grad end før, at organisere Kvinderne, at sørge for, at de bliver politisk oplyste, at vække deres Interesse for det offentlige Livs Anlig­gender, saa at de forstaar, at det er baade deres Ret og Pligt at bruge Valgretten, naar de endelig en Gang har faaet den.

Der er siden Landsmødet i Sommer i en Del af vore Foreninger gjort et ganske usædvanlig godt Arbejde, som vi har fulgt med største Glæde og In­teresse, ligesom ogsaa de nystiftede Agitationskredse har vist sig overmaade nyttige. Vi opfordrer vore Foreninger til alle som en at fortsætte Arbejdet med usvækket Energi. Selv om vi ikke véd, hvor langt ud i Fremtiden, Opfyldelsen af vort Krav ligger, saa staar det ene fast, at det Arbejde, der ud­føres i vore Foreninger, ikke gøres forgæves.

 

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner