Norges Jeanne d'Arc.

Det er Jærnætterne, der bringer Kulde," forklarede gamle Ingrid i Klevstuen. "De kommer allerede i Avgust med Nattefrost, saa gaar det ud over Poteterne. "

Hun rystede bekymret paa det skaldede Hoved, tog min Hest, der stod stille, som var den fastgjort til Stedet, hvor jeg havde standset den, og pegede i den Retning, jeg skulde gaa. En stribet Kat løb foran, forsigtig rystende Poten, hver Gang den havde traadt paa en vaad Sten. Allerede dryssede Birkens Blade ned, gule og livløse. Kongens Udsigt laa i Taage, forladt af den nedgaaende Sol. Som truende Kæmpe-Snedriver skimtedes Gausta og Norefjeld, medens Gaardene nede ved Tyrifjord tog sig ud som Legetøjshuse. Ned ad Skrænten hang nogle ensomme, sildefødte Multer, tunge af Modenhed, lokkende røde i Elvens fine Sprøjt. Det massive Bolværk gennede enhver Tanke om at plukke dem tilbage.

I Klevstuen havde Ingrid tændt op med Grankviste og sat frem, hvad Huset formaaede. En Nattegæst var en sjælden Fugl, vel værd at kræse op for. Med en Kande glohed Chokolade i den ene Haand og en dampende Kaffekjedel i den anden gjorde hun Honnør ved Aftensbordet, tungerap pratende løs paa et Bygdemaal, som jeg desværre ikke formaar at gengive i dets Oprindelighed.

"Der borte," viste hun, "gik den gamle Ringeriksvej ovenpaa Fjældet. Den Gang var Folk mindre

kuldskære og fik ikke saa let Neglespræt. Nu har de skaaret en Vej ud nede paa Siden og kører lunt som paa et Stuegulv. Var Kaffen bra i Humledal?"

"Rigtig bra, men jeg blev alligevel svimmel, da jeg kom op paa Svangstrands vej i Nærheden af Skåret. Det maa have været Højden, der gjorde det."

Den gamle Bondekone nikkede tilfreds og fyldte min Kop, stor som en Terrin, til Randen med kogt Kaffe.

"I Morgen tager De vel ind paa Nordrehov?" spurgte hun, som var det selvfølgeligt.

"Jeg er rejst ud for at trække frisk Luft. Krigerske Præstemadammer interesserer mig grumme lidt."

Det trak op til Uvejr paa Ingrids Ansigt. Et hvast Blik sagde mig, at jeg havde udtrykt mig for lidet ærbødigt om den norske Jeanne dArc.

"Er der noget at se i Præstegaarden? Fortæl mig, hvad I véd om den berømmelige Anna Colbjörnsen; jeg har næsten glemt min Børnelærdom."

Den gamle Kone foldede de runkne Hænder, saa højtideligt hen paa Kaffekjedlen og lod mig ahnestolt vide, at hendes Mormor havde tjent hos Anna Larsdatter, et Barnebarn af Madam Rasmus, saa hvad hun kunde berette om Frua paa Nordrehov, var ikke grebet ud af Luften. De vantro Danske, der havde gravet hendes Knokler op for at undersøge dem, havde da i alt Fald ikke kunnet fratage hende den Glorie ....

Hun betænkte sig, som for at spænde min Nysgærrighed. Maaske svigtede Hukommelsen hende.

"Hvad for en Glorie, Ingrid?"

"At - at hun allerede blev gift i sit fjortende Aar, og at hun havde besørget alle sine Barselsenge, før hun gik ind i Tyverne."

Hun saa triumferende paa mig.

"Hvor mange Børn havde hun?"

Ingrid talte paa Fingrene:

"Ole, Daniel, Johanne, Christian og Anna Sofie, der døde ugift."

"Det var fem. Elskede hun mon sin Mand?"

"Synderlig Kælenskab har der næppe været Sind for. Som Skik er med Præstedøtre blev hun gift med Ramus, fordi han var Hjælpepræst hos hendes Fader, den gamle Colbjørn paa Romerike, han, der var saa kær i at skyde Bamser, at han gav Prædikenen en god Dag. Dog holdt han ud som Præst i over 60 Aar og var 100 da han døde."

"Ramus hørte nok til de lærde Folk, Ingrid?"

"Han skrev grumme mange Bøger for hvem, der kunde læse dem. En stod paa Mormors Dragkiste i tykt Læderbind. Den hed Sjælens Lysthave.".

"Skulde Anna mon ikke haft Hjærte for nogen anden? - en af de mange Krigsmænd f. Ex., der kom til Gaarden?"

"Véd De da ikke, hvordan det gik Oberst Løven, da han stor og drabelig som en Goliath, behængt med alskens Dingel-Dangel, kom til Præstegaarden en sildig Lørdagskvæld, fulgt af sine 500 Drabanter. Madam Ramus havde i de Dage sin Præstemand syg og sengeliggende. Men hverken lod hun sig blænde af Uniformsfrakken eller daare af de glatte Ord. Svenskerne kom for at stjæle vort Sølv paa Kongsberg, og hun gjorde sin Skyldighed."

"Som gamle Colbjørn, naar han skød sine Bamser."

"Netop. Dem hun ikke havde Plads til i Stuerne, sendte hun op paa Kirkegaarden, hvor hun havde tændt et stort Baal for at varme dem."

Ingrid kastede nogle Kviste paa Ilden, der blussede knitrende op og udsendte en stærk Harpixlugt.

"Saa lod hun bære Øl og Brændevin rundt, alt hvad der var i Bygden. Officererne trakterede hun med sød Vin i Storstuen. Men naar Vinen gaar ind, gaar Forstanden ud. Snart fik hun lokket ud af de drukne Svin, hvad de havde i Sinde, og nu løb Piga af Sted til Sten for at hente vore Folk. Med Kirkegaardsilden som Mærke fandt de Vejen, skønt det var kulmørkt. Løven var imidlertid paa Hosesokker listet ind i Sengekamret til den syge Præst, sagtens for at drive Kattespas med Madammen. Saa lød det første Skud, og Kavalleren fik Hjærtespræt."

"Det plejer at smelde i Isen, naar Kulden er stærk", sa Anna ganske rolig.

"Snart laa Svenskerne som slagtede Grise. De gemene oppe paa Kirkegaarden blev liggende dér med det samme, og Løven gik som en Rotte i Fælden. Sablen maatte han aflevere til Anna, hun hængte den siden bag Alteret i Kirken, hvor De kan se den i Morgen."

Ingrid standsede og snappede efter Vejret. Hun tørrede Sveden af Panden og søgte med de rystende Hænder at bringe Liv i den udgaaede Ild. Udenfor var det mørkt, og Regnen piskede mod Ruden.

"Dagen efter kom en af Svenskerne, som var flygtet, hen til Madam Ramus udenfor Staburet, satte hende Sablen for Brystet og spurgte hvor Juten, var. "De tropper op bag Kirken," svarede hun uden at blinke. - Væk var han med det samme."

"Hun var ikke nervøs, den Præstekone. Hun havde vel næppe læst mange af sin Mands Prækener. Mon hun var en troende Kristen?"

Spørgsmaalet laa ikke for til Besvarelse i Ingrids Katekismus. Hun vendte det døve Øre til og gik

i videre i sin Beretning:

"Præsten døde kort efter af Forskrækkelsen. Han kunde ikke komme til Sans og Samling igen efter at have set Løven i Sengekamret. Han antog ham for et Gespenst. Madam Ramus maatte saamænd overleve alle sine Børn. Størst Hjærtesorg voldede Ole hende. En hidsig Krabat, som han var, kom han ved et Gilde i Slagsmaal med Løjtnant Bruse, hjemmehørende paa Nordrehov. Ole, der var ung Kadet, huggede først til, saa slog Løjtnanten ham ihjel. Oles Broder, Daniel, der havde afløst sin Fader som Præst, fik Generalen til at flytte Bruse fra Nordrehov. Han kunde jo dog ikke tage sin Broders Banemand til Guds Bord. Men da Anna Aar og Dag efter traf den skammelige Karl i et Selskab paa Hole Præstegaard, gik hun i alle Gæsternes Paasyn hen og gav ham et Slag i Ansigtet, saa Næse og Mund stod i et blodigt Kød.

Madam Ramus lukkede først sine Øjne efter tyve Aars Enkestand. Hun døde paa Gudsgaarden, som hun ejede tilligemed de fleste Gaarde i Bygden, samt 4 Kirker, som hun havde købt paa Auktion."

Alt dette Liggendefæ gav øjensynlig Heltindens Glorie stærkere Glans i Ingrids Øjne. Jeg maatte love hende at standse paa Nordrehov næste Dag.

Det blev en lang Nat paa det haarde Halmleje. Ingrids Snorken i Kammeret ved Siden af gik i et med Stormens Buldren mod det utætte Bjælkehus. Den stærke Kaffe, jeg havde drukket, holdt mig vaagen, eller var det Madam Ramus, der vilde hævne sig, fordi jeg havde vovet mig ind paa hendes Enemærker uden tilbørlig Ærefrygt. Ubarmhjærtig huserede hun i min ophedede Hjærne og vilde ikke slippe den. Pergamentagtig som en Dødning stirrede hun paa mig med blodtørstige Øjne. Hvordan havde hun egentlig set ud, da hun levede? Jeg huskede i Øjeblikket intet Billede af hende, men pludselig dukkede nogle Ord op i min Hukommelse, som skreven med Ild:

- De, der har set dette herlige Billede, mindes længe den statelige Kvinde i sort Højtidsdragt med det tilbagestrøgne, upudrede Haar og det blufærdige, tæt sluttende Livstykke, med de regelmæssige, alvorlige Træk og de kloge Øjne. -

Den uhyggelige Dødningeskikkelse var forsvunden og den levende Anna Colbjørnsen stod for mig. Men nu var hun bleven til en helt anden. Præstedatteren fra Romerike havde veget Pladsen for Præstedatteren fra Ejdsvold. Det var jo Camilla Collett, lys levende, med de kendte Træk. Hun bøjede sig og talte til mig med dæmpet, næppe hørlig Røst:

"Ogsaa jeg fik Kæmpeblod i Aarerne, og jeg giver ikke Køb, før Løvens Sabel hænger rusten i Skeden."

Hu! de norske Præstedøtre er ikke hyggelige, naar de kommer i Besøg om Natten. Endelig var Kafferusen forbi, og jeg faldt i Søvn.

Næste Morgen i Tørvejr spaserede jeg ned ad Krokkleven, støttet til en solid Alpestok. Den opblødte Vej var umulig til Hest. Midtvejs mødte jeg en korpulent Englænderinde, der med en lejet Førers Arm om sit omfangsrige Liv langsomt lod sig bugsere op ad den klæbrige Vej. Leret holdt for hver Skridt hendes Fødder fast, saa der maatte et stærkt Ryk af Føreren for at faa dem fri. Der var sejg Besluttethed i Smilet, hvormed hun hilste mig. Nede paa Sundvolden havde allerede min Skytsgut spændt for, og nu rullede vi ad den lange Dæmning over paa den anden Side af Tyrifjord, gennem Ringerikes flade Bygder, forbi Gaarden Sten, der ligger halvt skjult af Træer. Et pyramideformet Taarn stikker frem. Det er Nordrehov Kirke, en rummelig, hvidkalket Bygning paa venstre Side af Kørevejen. Præstegaarden med sine to Etager ligger lige overfor, opført af Træ med graa Maling.

Vi holder udenfor Døren. En tarvelig Tjenestepige lukker op og viser mig strax ind i Svenskestuen, et langt, bjælkeloftet Værelse med gammeldags Møbler. Bogreolen staar fyldt med Bøger saa gamle, at de kunde ligne Jonas Ramus aandelige Herbarium. Pigen viser mig de berømte Huller i den gennemskudte Væg. Saa fører hun mig gennem Køkkenet ind i Anna Colbjørnsens Dagligstue, nu et tjæret, tilrøget Rum, der benyttes som Folkestue. Husmanden sidder netop og spiser sin Grød.

"Er Præstegaardsjorden fed?" spørger jeg.

"Præstejord er altid fed," svarer han med et smørret Grin.

Pigen forærer mig som Relikvie en sort Splint, hun har snittet af Væggen, fortæller mig, at Præsten er paa Rejse, og at alle de andre Stuer er bygget til senere. Saa henter hun Nøglen til Kirken. Dens Interiør, med grønmalede, lukkede Stole til begge Sider, er som en almindelig Landsbykirkes. Det bibelske Indhold paa Altertavlen er malet uden Kunst, ligesom de to Portræter, der hænger paa Væggen. Hvor meget det vanemæssige i et Ægteskab end udsletter den individuelle Forskel, har Anna og hendes Mand dog næppe set saa ganske ens og laskede ud som paa disse Billeder. Bag Alteret hænger Lovens Sabel i en ormædt Skede. Lamperne i Loftet fylder Rummet med en Os af Petroleum, mere usmagelig end Middelalderens Røgelse.

Tributen til de døde var erlagt. Anna Colbjørnsens Aand dvæler ikke i de kvalme, indelukkede Rum. Frisk og daadkraftig suser den hen over de mægtige Fyrreskove, der sender deres Essens som en styrkende Appetit-Snaps ind i Vognen til mig og gør Ankomsten til Gladtveds Hotel dobbelt kærkommen. Spisesedlen lyder paa Hvalbøf og Bjørneskinke. Jeg foretrækker Lax, fangen udenfor i Hønefossen, der som et Hav af pisket Fløde skummer ned mellem solbeskinnede, moderne Villaer. Her er varmt og lyst. Spøgelserne fra Ringerike er blæst bort med de kolde Nætter. Og det er saa trygt at vide sig paa Jærnbanelinjen igen.