Om Kvindens Deltagelse i Lovgivningsarbejdet.

1.

Hendes Berettigelse dertil.

Kvindens Berettigelse til at deltage i alt Lovgivningsarbejde maa særlig begrundes i følgende Punkter:

1. Hun har lige, saa store Aandsevner som Manden!

Det vil ikke kunne lykkes, selv for den mest fanatiske Strindbergske Kvindehader, at frakende Kvinden nogen som helst almenmenneskelig Aandsevne. Hun kan tænke, skrive og tale lige saa godt som Manden, naar hendes Evner er lige saa godt udviklede som hans. Hun har vist, at hun kan tage de sværeste Examiner, at hun har kunnet blive Professor i Matematik. Hun har banet sig Vej gennem baade Kunst, Literatur og Industri. Ja, endog paa Lovgivningens og Statsstyrelsens Omraade har hun aflagt sin Prøve, idet hun i flere Lande har været regerende Dronning.

Man indvende ikke her, at det kun er enkelte Kvinder nogle Undtagelser fra Reglen der saaledes er kommet frem paa Skuepladsen og glimtvis har vist sig i Besiddelse af højere Aandsevner.

Ti dette, at Kvinden til Trods for de umyndige slaviske Kaar, hun hidindtil stadig i Almindelighed har været stillet under, og til Trods for, at hun har været udestængt fra Deltagelse i det offenlige Samfundsarbejde og har været udelukket fra Ansættelse i de fleste af Statens Embeder, dog alligevel har formaaet at trænge sig frem og i saa stort Maal, som hun har det, vist sig i Besiddelse af forbavsende store aandelige Kræfter, er alligevel et saa stærkt Bevis paa hendes Aandsevners Ligestyrke med Mandens, at denne maa blues ved de fattige Resultater af hans egne Visdomsfrugter særlig paa Lovgivningens Omraade ud fra hans begunstigede Stilling igennem alle Tider og Slægtled over for Adgangen til Aandsudvikling i Forhold til Kvindens.

Og disse tarvelige Fortrin, som hans Aandsfostre muligvis endnu paa enkelte Punkter (og sagtens paa Lovgivningens Omraade, hvor Kvinden saa saare lidt har været med) kan have over Kvindens sete i Belysning af begge Køns hidtidige forskellige Adgang til Aandsudviklingens Kilder maa netop allerbedst kunne sige ham, hvor lidet berettiget hans indbildte Aandsoverlegenhed er over for Kvinden, og hvilken blodig Uretfærdighed han begaar mod hende ved fremdeles at stænge hende ude fra Udviklingen og Brugen af hendes Aandsevner og spærre hende Adgangen til Embedsstillingerne.

Men selv om det virkelig forholdt sig saa hvad der i alt Fald endnu ikke paa Grund af de højst forskellige Livsvilkaar, de forskellige Køn hidtil har været stillet under, kan føres noget afgørende Bevis for, medens der fra vore Fællesskoler for Børn og unge Mennesker af begge Køn snarere kan hentes Beviser for det modsatte at Kvinden paa Tænkningens Omraade i nogen Maade skulde staa tilbage for Manden, saa turde det jo dog være muligt, at hun paa Grund af hendes særegne Kald som Moder og Barneplejerske med Hensyn til Følelsen var udrustet med lige saa store tilsvarende Fortrin frem for Manden; og at Følelsen den menneskekærlige humane Medlidenheds- og Retfærdighedsfølelse kunde være en lige saa uundværlig Faktor i Lovgivningsarbejdet som Forstandens logiske Tænkning. Saa heller ikke fra denne ubeviste Hypotese kan der hentes det fjærneste Gran af retfærdigt Grundlag for en Udelukkelse af Kvinden fra Deltagelse i Lovgivningsarbejdet.

Og er det blot Udviklingen af de ellers tilstrækkelig gode Aandsevner, hun mangler, da er det dog en lidt urimelig Fordring at stille til hende, at hun "skal lære at svømme, før hun kommer i Vandet."

Det kunde vel ogsaa tænkes, at Manden ikke er nær saa sikker paa sin Aandsoverlegenhed, som han lader til, men snarere frygter for at komme lidt tilkort over for de enkelte begavede Kvinder, der vover sig frem i Frihedens Morgengry til at bryde Isen og bane Vejen for de mange mere almindelige Efterfølgere, der senere kommer. Ti han kan da ikke godt give sig ud for at være saa naiv at tro, at der strax, naar der bliver givet Kvinderne Sæde i Rigsdagens Sale, vilde blive valgt et saadant Overtal af disse hertil, at de ved deres overvejende Talmajoritet strax kunde sætte ham ud af Spillet om han selv til den Tid skulde være kommen ind i "Spillet" igen?

2. Hun er i fysisk Henseende af fuldkommen lige saa stor Betydning for Menneskeslægtens Liv som Manden!

Ti om end hun er mindre kraftig bygget, saa hun knap kan tage saa tunge Tag som han i Stene og Tjørne paa Livets ubanede Vej, saa har hun det særegne fysiske Kald at føde den afløsende Slægt til Verden og give de smaa Børn Die i deres spædeste Barndom. Og hvad hun saaledes maa lide og døje for Livets Tilblivelse, baade under Svangerskabet, Fødslen og Barneplejen, maa dog fuldt vel kunne veje op imod det, Manden med sin større fysiske Kraft er i Stand til at arbejde mere end hun for Livets Væxt og Ophold.

Man skulde jo synes, at i et humant og retfærdigt Samfund vilde Manden netop paa Grund af, at han med Hensyn til Livets Tilbliven kun nyder Behagelighederne, medens Kvinden ved Siden af en forholdsvis ringe Part af disse for sin Del maa tage al Resikoen, Smerten og Arbejdet have Forpligtelse til ikke blot at bruge sin større fysiske Kraft i samme, men i langt større Maal med Hensyn til Livets Vedligeholdelse, idet det dog nærmest her til Gengæld kunde tilkomme ham at tage Broderparten af Resikoen, Sveden og Arbejdet.

Men desuagtet har man lige fra de mest primitive barbariske Tilstande i den sorte Oldtid til det nu naaede "høje, civilisatoriske Standpunkt" set,

3. at Kvinden slider lige saa haardt eller endnu haardere for Existens midlernes Frembringelse, Tilberedelse eller Vedligeholdelse som Manden, idet denne for ikke at tale om, hvorledes han bar sig ad, da han fra første Færd gjorde Kvinden til sin Kønstræl og Barneføderske, Arbejdstræl og Barneplejerske, Madlaverske, Opvarterske, Rengørerske osv. osv. i det uendelige, læssende alt muligt Tidligt og Sildearbejde paa hendes svagere Konstitution, mens han selv kun gik paa Jagt og Fiskeri og Slagsmaal eller sad og aad og drak sig fordærvet om Nætterne, mens Kvinden som hans tvungne Slavinde maatte gaa og varte op og tjene ham i alle hans Lyster og Luner endnu i vore Dage finder det i sin Orden, at Kvinden, foruden pligtskyldigst at føde ham alle de Børn. hun paa nogen Maade kan, tillige skal have en længere og ofte meget strængere Arbejdstid end han.

Jeg skal illustrere denne Paastand med nogle faa Exempler:

Husmandens Kone paa Landet maa op af Sengen en Time eller to før Manden om Morgenen; ti hun skal have lavet Morgenkaffe og smurt Mad for hele Dagen til ham, sig selv og Børnene, have disse vasket og klædt paa, givet Høns og Gris Æde osv., inden hun følges med ham paa Arbejde. Ved dette udretter hun saa i Reglen Dagen igennem lige saa meget som han, ja, næsten al Tid i Forhold til Kræfterne mere, da hun med sine færre Kræfter maa anstrænge sig meget mere end han ved det samme Arbejde. Om Middagen maa hun saa løbe en Vending hjem og se til Børnene og Grisen, mens Manden lægger sig paa Marken eller i Bondens Lade og tager sin Middagslur. Om Eftermiddagen arbejder hun atter ligesaa længe og haardt som han ved Dagleje- eller Akkordarbejdet, og naar de kommer hjem om Aftenen, tænder han sit Sugerør, og øver sig i den nyttige Beskæftigelse at sidde og fylde deres eneste lille Opholdsstue med Nikotinrøg, medens hun maa til at lave dem lidt varm Mad, fodre Gris og Høns, og naar hun har faaet alle øvrige Husets Beboere vel fodret, klædt af og i Seng maa hun ofte sidde i Timevis for at sy paa Mandens, hendes eget eller Børnenes Tøj eller gøre andet om Dagen forsømt nødvendigt husligt Arbejde. Kanske har hun saa tilmed et eller flere ganske smaa Børn, som idelig forstyrrer hendes Søvn om Natten, naar hun endelig kommer til, hvad der skulde kaldes Ro kanske gaar hun under alt dette frugtsommelig med et nyt lille Væsen, eller lider mere eller mindre under den maanedlige Menstruation eller har andre Sygdomme og Svagheder, som hun selvfølgelig let kan paadrage sig ved et saadant Liv! Tænk selv!

Og Arbejdsmandens Hustru i Byerne har det ikke stort bedre.

Gaar vi til Gaardmandsstanden paa Landet, da finder vi ganske vist Livsvilkaarene som Regel bedre for baade Mand og Kvinde; men Forholdet mellem disses Stilling er det samme: Konen først oppe om Morgenen, travlest beskæftiget hele Dagen og senest i Seng om Aftenen. Ja, i den Tid af Aaret, da Pigerne tages fra hende til Mark- eller Tærskearbejde, er hun aldeles overlæsset med Madlavning, Barnepleje, Rengøring osv., ja, stundom har hun den Bestilling at skulle passe Haven med, mens Manden ofte kun forslaar Tiden med ved "Røg og Damp" af sin trofaste Tidsfordriver, Piben, at gaa og se paa sine Arbejdsfolk.

Og Købmandens eller Haandværksmesterens Kone i Byen har det ogsaa med Travlhed, da der stilles store Krav til hende baade med Hensyn til det ofte store Folkehold, Børnene, Huset og de mange Gæster.

Og saaledes kunde vi forfølge Forholdet gennem alle Stænder i Samfundet, lige fra det laveste Trin paa Samfundsstigen til de højeste Spidser, og se, at Kvinden foruden at maatte bære alle Lidelserne og Farerne ved Børnenes Tilbliven desuden i det hele maa udrette alt det mest trivielle og kedelige, det mindst agtede og det mindst lønnede Arbejde, at hendes Arbejdstid er meget længere og Arbejdet i Forhold til begges fysiske Kræfter og Helbredstilstand i Reglen ogsaa al Tid meget mere anstrængende for hende end for ham.

Ja, jeg véd adskillige Exempler fra det virkelige "højcivilisatoriske Fremskridtsliv" i vore Dage (hvor Mændene skal have afkastet alt det "barbariske"), paa at der er blevet stillet den Fordring til en Kone, at hun trods hyppige Svangerskaber og Barnefødsler foruden at passe Børnene, samt Huset og Husholdningen til en halv Snes Mennesker, ganske ene, tillige skulde gaa i Mark, Have eller Mejeri en Del af Dagen og hjælpe til med Udenomsarbejde.

Man skulde ikke tro, det var sandt; men hvis nogen tvivler paa det, kan de komme til mig, og jeg skal skaffe dem "uopdigtede Kendsgerninger" for det fra Hundreder af Steder i det Land Danmark og i det Herrens Aar 1890.

Men det er desværre vel kun faa af mine egne Kønsfæller, der tilfulde forstaar, hvilke Urimeligheder der bliver forlangt, og hvilke grusomme Uretfærdigheder der bliver begaaet imod Kvinden. Ti ellers vilde de næppe selv være med til at stille saadanne Krav, da jeg tror, at det kun i de færreste Tilfælde sker af ligefrem Ondskab.

Men heri ligger det "barbariske" og uciviliserede hos Manden, at han Dag for Dag og Aar efter Aar rask væk stiller Krav til Kvinden om Ting, hvis Udførelse i Praxis han ikke har det mindste Kendskab til, hvis Rækkevidde han ikke øjner, og om hvis helbredsnedbrydende og nerveødelæggende Tendens han ikke har den fjærneste Anelse, lægger den ene Byrde fra sig selv over paa hendes svagere Skuldre efter den anden, stiller større og større Fordringer til hende med Hensyn til Børnenes Opdragelse, Husets Properhed, Madens Tilberedelse og Anretning osv. for hvert nyt Fremskridt, han selv gør ad den menneskelige Dannelses Trappestige og mens han selv i Magelighed og god Tid plejer sin egen baade legemlige og aandelige Udvikling.

Og saa kommer en skøn Dag en af hans mest intelligente Typer og kaster den forurettede og mishandlede Kvinde med knusende Foragt i Ansigtet, at hun det er hende, Kvinden er "barbarisk", peger Fingre ad hendes Klædedragt og henviser med naiv Stolthed til sine egne store "civilisatoriske Fremskridt"! Herre Gud!

Men Kvinden kunde med anderledes berettiget Stolthed pege hen paa, at hun, paa Grund af hendes forholdsvis meget større Deltagelse i Samfundets nyttige fysiske Liv og Arbejde, har en langt større Berettigelse til at deltage i Samfundets Lovgivning end Manden!

4. Hun har lige saa store Værdier indsat under Samfundslovens Varetægt og Beskyttelse som Manden eller vel rettere: hun burde have dette!

Ti for det første er hun i sig selv personlig, som paavist, baade i aandelig og legemlig Henseende af lige saa stor Værdi. For det andet er hun med sit Køn lige saa talrig i Samfundet som han. For det tredje resikerer og lider hun mere for Livets Tilbliven end han. Og for det fjerde arbejder hun med sine Evner forholdsvis meget strængere for Livets Opholdelse end Manden.

Følgelig maa hun ogsaa have mindst den samme moralske Ejendomsret til Samfundsværdierne som han.

At hun desuagtet ikke har den samme juridiske Ret og Raadighed over Samfundets ved det fælles Arbejde frembragte Kapitaler, er altsaa kun grundet i et skamløst Indgreb fra Mandens Side i hendes menneskelige og borgerlige Rettigheder!