« Tilbage til søgeresultaterne

Rejsebrev til "Hvad vi vil".

Af: Matilde Bajer

« Se emneord

Den 18de Juli 1890.


Søndag Aften den 6te Juli rejste vi, sex i Følge, fra København til Korsør, og videre med "Danneskjold Samsø" til Kiel. Vor Rejses Maal var Verdensfredskongressen i London. I Hamborg forlod vore to medrejsende Damer os for at tilbringe en Dag hos Familjer dér, mens vi fór videre gennem Tyskland. I Kupé med os sad to tyske Herrer, den ene fra Kiel, den anden fra Slesvig. Som naturligt var, kom vi til at tale om Fredssagen, som synes at have saa vanskeligt ved at slaa an i Tyskland; begge Herrerne var enig med os om Sagens Godhed og Ønskelighed. Slesvigeren omtalte Redaktør Jessen i Flensborg, som fik den ene Pengebøde og Fængselsstraf efter den anden, paa Grund af Fornærmelse imod den tyske Kejser og Nation. Han sagde, at man mente, at det var de danske, som stod bagved "Flensborg Avis" og opildnede deres Redaktør. Jeg svarede, at der vel nok fandtes dem blandt de danske, som trode paa en Genforening med det danske Slesvig ved Sværdet; men at hele Demokratiet er fredeligsindet, og mener kun gennem Freden at blive genforenet med dem, som vedbliver at være danske. Han var enig med mig i, at lige saa uretfærdigt som det var, at tyske i Slesvig og Holsten skulde staa under en dansk Regering, lige saa uretfærdigt var det nu, at danske skulde regeres af tyske; ti som Kant siger i sin "Evige Fred": Mennesker ere ikke som Kvæg, man kan sælge efter Behag.


I Holsten forlod Slesvigeren os, mens vore to andre medrejsende fra København allerede var steget ud i Osnabrück, for at fortsætte Rejsen til Rotterdam. Vort første Ophold gjorde vi i Duisburg, en stor Fabrikby paa 70,000 Indbyggere. Den er Knudepunktet for en Del Jærnbanelinjer. Det regnede baade den Dag og den næste, saa vi fik ikke stort Begreb om Byens Seværdigheder. Da vort Ophold galdt Besøg hos Familie, havde det ikke videre at betyde. Stor Sorg voldte det os, da kun den ene af vore Rejsefæller, som var staaet af i Hamborg, mødte os den næste Dag i Duisburg for at rejse videre med os. Fru Johanne Meyer var blevet syg der, og maatte rejse tilbage til København.


Efter en Times Kørsel paa Jærnvej kom vi til Köln, hvor vi blev en Timestid, som vi benyttede til at se den prægtige Domkirke med sine 104 slanke Søjler indvendig og prægtige Malerier og Billedskæring. Domkirken ligger tæt ved Banegaarden.


I Aachen overnattede vi, men forlod allerede Kl. 7 næste Morgen Byen, og stansede først i Liége i Belgien, en dejlig stor By med smukke Anlæg og brede Gader. Floden Meuse (Maas) deler Byen i to Dele. Derfra gjorde vi ad Jærnvej en en Udflugt til Esneux, en yndig Plet, omgivet af Bjærge, hvor i Dalen Ourthe, en Biflod til Meuse deler sig i to Arme og danner smaa skovbevoxede Øer. Hotelværten, en smuk ung Mand, paa Hotel Cabus, beliggende paa det ene Bjærg, havde i Forvejen lovet at vise os omkring, saa at vi fik det smukkeste Indtryk af Egnen. Paa det ene Højdepunkt ligger en meget stor Bygning, det er et Rekonvalescenthjem for fattige Børn. De kan frit opholde sig her i fire til sex Uger. Bygningen rummer over hundrede Børn. Dette smukke Foretagende skyldes Senator Montefiore, belgisk Senator, hvis store Villa ligger et godt Stykke fjærnere. Desværre tillod Tiden os ikke at besøge Rekonvalescenthjemmet. Efter at have dejeuneret paa Hotellet, tog vi igen tilbage til Liége. Det er en meget smuk Køretur. Om Aftenen Kl. 10 kom vi til Bryssel efter et Par Timers Jærnvejskørsel. I øsende Regn kørte vi omkring fra Hotel til Hotel, overalt var der besat. Endelig havnede vi i det fjerde Hotel, vi søgte, paa den store, smukke Plads ved Luxembourg Banegaard, lHotel du Grand Laboureur, hvor vi befandt os udmærket de tre Dage, vi opholdt os i Bryssel. Denne er en sjælden smuk By, med storartede Bygninger og lange, brede Gader, som gør det let for den rejsende at finde sig tilrette der. Vort første Besøg den næste Morgen galdt Musée Wiertz, en Malerisamling af ejendommelig Art. Som Thorvaldsens Museum hos os bestaar Samlingen kun af Kunstnerens egne Arbejder. Mange af Billederne er af Kæmpestørrelse. Napoleon i Helvede, er maaske det mest omtalte Maleri, men hører til de mindre Stykker. Man ser Napoleon med den trekantede Hat og de korslagte Arme, og omkring ham slaar Flammerne op, mens Kvinder og Oldinge holder blodige Lemmer af deres i Slagene faldne og saarede frem for ham. Bag ved ham ses Scener som t. Ex. et lille Barn kærtegnende Liget af Faderen osv. Mere imponerende, og næsten ti Gange saa stort som ovennævnte Maleri, er Fremtiden gengivet saaledes som Kunstneren i Aanden ser den. En mægtig Kvindeskikkelse holder i Hænderne en overbrækket Kanon, mens Fredspalmen svæver over Mængden, og Lysstraalerne bryde frem fra mørke Skyer. Et Luftdampskib ses ogsaa i Baggrunden. Dog sligt kan ikke beskrives, det maa ses. Ligesom Weresehagins Billeder, der for nogle Aar siden foreviges i København, er de fleste af Wiertz Malerier af tendentiøs eller allegorisk Natur. Den sidste Dag besøgte vi en af Bryssels Kniplestuer. Brysselerkniplinger er jo kendte for deres Skønhed. Vi fik dermed et Indblik i, hvor anstrængende det er at frembringe denne Luxus. Mange Kvinder var beskæftigede ved Kniplepuder med overknudrede Traade. En Dame lavede Lommetørklæder kantede med sorte Silkekniplinger. En anden havde det hvide Kniplingsmynster tegnet paa sort Papir, og den hele Knipling blev syt med Haanden. Med ustanselig Fart gik Synaalen frem og tilbage. Jeg spurgte hende om det Arbejde ikke var angribende for Øjnene, hvilket hun bekræftede. Og for saadant Arbejde tjener hver Kvinde kun 2 Francs (11/2 Kr.) om Dagen.


Lørdag Eftermiddag tog vi med Toget til Rotterdam, en interessant, gammel, hollandsk By, hvoraf vi dog kun fik set det ydre, mens vi med Droske kørte igennem en Del af Byen for at naa Dampskibet, med hvilket vi næste Morgen tidlig naaede Harvich, hvorfra vi efter et Par Timers Jærnvejskørsel kom til Kæmpestaden London.


I den store prægtige St. Paulskirken var der Kl. 4 Aabningshøjtidelighed for Fredskongressen. Oppe i Koret var der i den Anledning reserverede Pladser for Medlemmerne af Kongressen. Af imponerende Virkning var det, naar de to store Orgler udsendte sine mægtige Toner, der som Lydbølger rullede hen under de høje Hvælvinger, ledsaget af Sangen af et Kor af Kvinder og Mandsstemmer. Præsten talte om Fredssagens Betydning for Nationerne.


Mandag Formiddag Kl. 11 aabnedes Fredskongressen i Westminster Townhalls store Sal. Efter det første indledende Møde begyndte den egenlige Kongres samme Steds Kl. 3. Salen var imidlertid blevet prydet, med forskellige Flag og Indskrifter. Ovenover Tribunen var anbragt en Fredsstandart, hvor paa lyseblaa Grund med store, hvide Silkebogstaver stod: "And her name shall be called Prince of Peace". Paa hver Side hængte tre Flag af forskellige Nationer, deriblandt Dannebrog. Den gamle 84aarige Dudlefield fra Amerika præsiderede den første og tredje Dag; han er kraftig og høj, og ser ud til kun at være 60 Aar. Det mest anstrængende Arbejde havde dog Kongressens Formand Hodgan Pratt og ene Sekretær Evans Darby, som hver Dag ordnede og lagde for, og var paa Tribunen de lange Møder, baade Formiddag fra Kl. 10 - 1 ½ og derefter igen fra Kl. 3 - 6. Forhandlingen var paa engelsk og fransk. Hodgan Pratt oversatte stadig de fleste Taler. Har nogen talt paa engelsk, gengives Indholdet paa fransk, og omvendt fransk til engelsk. Møderne var stærkt besøgt, især Eftermiddagsmøderne. Mandag Aften var der selskabelig Sammenkomst, Den store Tribune blev smykket med en Uendelighed af Roser og Potteplanter, hele Blomsterbede. Her duftede de hvide Liljer saa stærkt, at man fik for meget, naar man var i Nærheden. Et Kor af Herrer og Damer sang, der blev musiseret, Evans Darbys yndige unge Datter deklamerede, og Forfriskninger uddeltes i den modsatte Ende af Salen. Tirsdag Morgen Kl. 10 fortsattes Forhandlingerne; Sir Wilfrid Lawson, engelsk Parlamentsmedlem, præsiderede. Paa Kongressen findes en Mængde delegerede fra de fleste civiliserede Lande; Amerika er den Stat, der næst efter England er fyldigst repræsenteret af baade Mænd og Kvinder.


Efter Møderne paa Fredskongressen Onsdag deltog vi i the Womens Franchise League-Kongres som aabnedes Kl. 8 Aften i en Sal i samme Raadhus, hvor Fredskongressen holdtes.1) Man havde valgt en lille Sal, men da efter det indledende Foredrag af Mr. Jacob Bright M. P., som præsiderede den Aften, Salen blev overfyldt, gik man ind i en større Sal nærved. De fremmede delegerede anmodedes om at give en Beretning om Kvindesagens Stilling i de forskellige Lande. Først talte den gamle Elisabeth Cady Stonton fra Amerika, som har virket utrættelig for Kvindesagen der: hun ser ejendommelig ud med det hvide Haar sat i store Krøller over hele Hovedet; hun talte siddende. Derefter talte den kvindelige Advokat Belva Lockvood fra Amerika, et glimrende animeret Foredrag. La Citoyennes Redaktør, Md. Martin, talte om Frankrigs Kvinder. Talerne fulgte Slag i Slag, Fredrik Bajer talte om Danmark, om Kvindernes Interpellation til Kandidaterne ved Folketingsvalgene i Vinter, Grundlovsdagen, osv. Rigsdagsmand Borg fra Sverig talte udmærket om Kvindesagen i sin Helhed, han talte paa svensk, det blev oversat paa engelsk. Torsdag holdt Fredskongressen kun Formiddagsmøde. Paa dette Møde talte især en indfødt fra Bombay i Indien glimrende paa engelsk. Ved Banketten hos Lordmayoren, til hvem alle Fredskongressens Medlemmer var indbudte i Citys glimrende Mansion House, tog Indieren, smuk som han var, sig glimrende ud i sin lange, skinnende røde Kaftan og røde og hvide Turban paa Hovedet. Andre Indiere vare sortklædte med mørk Turban. I sin Tale omtalte Lordmayoren den skandaløse Forfølgelse af Jøderne i Rusland og flere Steder. Man indtog Forfriskninger i en tilstødende Sal, og Kl. 6 var Festen forbi. Det var imidlertid blevet øsende Regnvejr; det gik ud over de elegante Toiletter, hver Vogn var strax optaget, men de flinke Politibetjente fik i en Fart en anden tilveje til os.


I Westminster Town Hall holdt ligesom den foregaaende Aften, Kvindekongressen Møde Kl. 8. Miss Cobden præsiderede. Mens Talerne den første Aften mest dvælede ved Kvindens Rettigheder i Almindelighed baade politisk og socialt i Lighed med Manden, saa var det den sidste Aften især Skilsmisseloven, som laa for og behandledes. Desværre maatte vi allerede forlade Kongressen efter l/2 Times Forløb for at komme med Toget til South Cragdon Station, ved hvilken vi bor 10 - 11 engelske Mil fra London, til hvis Forstæder den regnes, da Kæmpestaden strækker sit Omraade helt hertil. Forresten er Cragdon en By for sig alene paa henved 60,000 Indbyggere. Vi fik saaledes ikke Slutningen af Kvindekongressen med, der var samlet sidste Gang den Aften. Grevinde Guillaume Schack og Mrs. Pankhurst er Foreningens Sekretærer. Fredag den 18de sluttede Fredskongressen med Vedtagelse af mange Resolutioner.


Lørdag Kl. 91/2 gøres den Udflugt til Windsor, hvortil alle fremmede delegerede har fri Adgang, ligesom til Banketten samme Aften i London. Kl. 4 - 7 Lørdag giver Mr. og Mrs. Pankhurst en selskabelig Sammenkomst med Sang, Musik og Recitation. Tirsdag begynder den parlamentariske Fredskongres alene for deputerede fra alle Lande.


Der udvises en overordentlig Gæstfrihed fra engelsk Side, baade af Kongresmedlemmer i det hele, og privat af Familjer. Vi Rejsefæller fra København, bor saaledes alle frit som Gæster hos tre Familjer. Og interessant er det at faa Indblik i det hyggelige, engelske Familjeliv, da forstaar man for Alvor, hvad Englænderen mener, naar han siger: "My home is my castle (mit Hjem er min Borg).


1) Det kan maaske interessere Medlemmer af Kv. Fr. at erfare, at da den ædle Misse Pukover talte ved Fredskongressen den Eftermiddag, sluttede hun med at fremsige det Digt af Fr. Bajer, som han har tilegnet Kv. Fr., og som er oversat paa engelsk af Talerinden, og paa tysk af Fru Fischer Lette. Fr. Bajer modtog her i London et Brev fra Fredsforeningens Formand i Amerika, Alfred Love, hvori han blandt andet skriver, at ovennævnte Sang paa engelsk er blevet sunget ved en Fest der ogsaa.