Det nordiske Skolemøde. Fredssags- og Kvindesagsmøde i København.
Det har været en travl Tid for Københavnerne disse sidste Uger; Møde paa Møde i stor Stil har gaaet Slag i Slag, saa ikke mange har kunnet undgaa at bemærke de mange fremmede baade fra Ind- og Udlandet.
Det var væsentlig det 6te nordiske Skolemøde, der havde draget saa mange Gæster til Hovedstaden, ikke alene af den danske Lærerstand, men ogsaa svenske, norske og finske Lærere og Lærerinder. De er altid villige til at besøge os, naar vi sender dem en Indbydelse, ligesom det er os kært at komme til dem hinsides Sundet, saa vi snart er lige saa kendte med dem, som med vore egne udenbys Gæster. Ogsaa Finnerne har i de senere Aar flittig besøgt os, og er ikke de mindst velkomne Gæster. Især staar de finske Kvinder saa højt i Intelligens og Dygtighed, at de ved nærmere Bekendtskab aftvinger os den højeste Beundring. Til Skolemødet havde ikke mindre end 160 finske Mænd og Kvinder givet Møde; et smukt Tal, naar man beregner den lange og besværlige Rejse. Fra Norge 1100 og fra Sverig 1000.
Der var heller ikke lidt, der kunde friste Gæsterne. Alt, hvad der var af Hovedstadens Seværdigheder stod dem aabent; foruden at Staten og Kommunen havde skænket den anselige Sum af 15000 Kr. til deres Modtagelse, havde Jærnbane- og Dampskibsselskaberne stillet sig uhyre velvillige; saa der maatte komme mange. Skolemødet kunde derfor ogsaa aabnes den 5te August med 5300 Deltagere, 3000 Mænd og 2300 Kvinder.
I rigtig Forstaaelse af, at Fredssagen særlig maa interessere Lærerstanden, havde derfor "Dansk Fredsforening" indbudt til et nordisk Fredsmøde Søndagen og Mandagen forud, paa Yodroflund, med et lovende Program baade hvad Talere, Oplæsning og anden Fornøjelse angik.
Fredssagen, som endnu er ung i Danmark, kunde derfor ogsaa glæde sig ved et vellykket Møde, støttet af norske og svenske Fredsvenner. Paa dette Møde blev det kendeligt, at der i de senere Aar er sket et stort Opsving i Folkets Bevidsthed for Fredssagens store Betydning; Fredssagen blev her belyst baade fra den politiske, moralske og pædagogiske Side.
Den svenske Rektor Torelli, der indledede Diskussionen om Skolesagen og Freden, viste Betydningen af en anden Historie- og Religionsundervisning i Skolen, der kunde bringe Børnene til at sky Krigen og lære dem den rette Kærlighed til Næsten. Hr. Folketingsmand Bajer gav Beretning om den internationale Fredskongres i London, viste, hvor der iøvrig arbejdedes paa Nedsættelse af Voldgiftsdomstole til at afgøre alle Tvistigheder mellem Folkene. Hr. Poul Svejstrup talte om, hvad der allerede var udrettet ved adskillige Voldgiftskendelser.
De fleste af de øvrige Talere, Hr. Henning Jensen, Fru Anna Bugge-Wicksell, Fru Johanne Meyer, Kursusbestyrer Rasmussen, Grosser Lachmann og flere fremhævede væsentligst Fredssagen fra den moralske Side som Retfærdighedens Krav overfor Mennesker.
Størst Opsigt ved Fredsmødet vakte det dog, at der blandt Talerne fandtes to ansete Præstenavne - Præstestanden, som hidtil i det mindste her i Danmark har været den, der mest af alle holder paa Krigen som et nødvendigt Onde af Gud indstiftet Orden. Vilde de tale om Fredssagen i virkelig indvortes Forstand? - Pastor H. Birkedal og Pastor Svejstrup kunde derfor ogsaa glæde sig ved taknemlige Tilhørere, hvis Stemning overfor S. steg til Begejstring, da den gamle, trofaste Kæmper for Sønderjylland udtalte, at ogsaa han haabede Sønderjylland tilbage, ikke ved Krig, men ved Retfærdighedens Højsind gennem Fredstanken.
Digterne Dr. Schandorph og Herman Bang gav ogsaa deres Bidrag til at forhøje Fredsfesten ved at oplæse Stykker af deres Digterværker. Ovationerne vilde ligefrem ikke faa Ende, da H. B. med fuldendt Kunst havde oplæst Dannevirkestillingen i "Tine".
Samme Dag, den 4de August, havde "Dansk Kvindesamfund" indbudt til Kvindesagsmøde i St. Thomas. Ogsaa i Kvindesagen viste sig: stor Fremgang siden sidst, de nordiske Gæster besøgte os, idet Kvindens politiske Valgret blev sat under Debat. Da nordisk Kvindesagsmøde i 1888 ved Fru Johanne Meyer første Gang bragte Forhandling frem om Kvindens Valgret, mente Dansk Kvindesamfund, at det var en Sag saa fjærntliggende, at det ikke nyttede at debattere den, ligesom det ogsaa ved de sidste Folketingsvalg kun ønskede at interpellere om kommunal Valgret. Det var derfor en glædelig Overraskelse, at Valgrettens Fordring nu ogsaa er sat under Debat i den Kvindesagsforening, som hidtil ikke har villet optage den paa sit Program. Desværre kom ikke Indlederen, saa Forhandlingerne faldt noget matte. "Dansk Kvindesamfund" burde have indbudt Valgretsforeningen, hvis specielle Opgave det er at arbejde for Valgret; vi formoder, at der blandt dens Medlemmer var flere, der kunde have givet Bidrag til en frugtbarere Diskussion. Af større Interesse blev derfor anden Afdeling af Mødet, hvor Fru Bugge-Wicksell gav en Redegørelse for den gifte Kvindes Stilling i Samfundet. Omfattende, klart og dygtig viste hun Lovens og Fordommens Uretfærdighed og med Overbevisningens Varme hævdede hun, at skal den personlige Udvikling standse i Ægteskabet, - saa hellere ugift! Derfor andre Lovregler. Om Aftenen talte Frk. Alli Trygg fra Finland, hvorefter Mødet sluttedes med et særdeles livligt Fællesmaaltid.
Tirsdag Morgen den 5te begyndte saa det store nordiske Skolemøde med sine 5300 Deltagere, som i store Skarer flokkedes omkring Ridehuset, hvor alle skulle have Plads. At dette Lokale var fyldt til Trængsel, var en Selvfølge, og man forstod, naar man saa ud over denne talrige Skare med sine hundrede Marskaller, hvilket uhyre Arbejde Forretningsudvalget maa have lagt ind, hvilken Omhu her maa være anvendt af dem, der holdt alle de fine Traade i deres Haand. Aabningshøjtideligheden var som sig hør og bør en officiel Modtagelse, Kantate og Tale af Mødets Præsident.
Endskønt Lærerinderne ved Mødet repræsenteredes af 2300 Kvinder, saas dog af Programmet, at ikke en eneste kvindelig Taler skulde indlede Forhandlinger. Vi havde ventet noget andet. Skulde der ikke blandt den store intelligente Kreds af Lærerinder være flere, der havde Skolesager paa Hjærtet, og som havde Klarhed og Dygtighed nok som Talere til at føre en Forhandling?
I Bestyrelsen fandtes dog kvindelige Medlemmer, saa det næppe har været de ordnendes Skyld. Blandt 55 Styrelsesmedlemmer var 14 Kvinder.
Programmet blev ogsaa ved første Møde udvidet, idet Frk. Anna Sundstrøm (Sverige), indledede en Forhandling om Historieundervisningen i intellektuel og moralsk Henseende, hvori den udmærkede Historielærerinde Henriette Skram med flere deltog.
I fire Dage arbejdedes fra 8 ½ Morgen til 2 paa Drøftelsen af alvorlige og interessante Æmner. Om Eftermiddagen nød Gæsterne Københavns Herligheder i By og Omegn.
Af størst Interesse for Kvindesagens Venner var Foredraget af den norske Skolebestyrer P. Voss: "Om Fællesundervisning for Drenge og Piger". Hans mange Henvisninger til allerede gjorte Erfaringer, hans klare, rolige Begrundelse bar Overbevisningen om Lykke for Samfundet i en fælles Undervisning for Kønnene. Hvis vi vil leve sammen, maa vi opdrages sammen. Det er en Kendsgærning, at Sundhedstilstanden er slettere i Pigeskolerne end i Fællesskolerne; det kommer af, at Livet i Leg med Drengene styrker Sundheden. Erfaringen har vist, at Kvinder lige saa vel som Mænd ejer Betingelser for højere intellektuel Dannelse. Vi skylder at skaffe Piger den samme Klarhed som Drenge. Skaf Pigerne af med Snørelivet og den hidsende Romanlæsning, og det vil gaa op mod den forøgede Lektielæsning. Allevegne roses Pigerne for mere Pligtfølelse end Drengene; der gives mere Kappelyst ved Fællesundervisning. Vil det være ret at sætte Grænser for Skabelsesværdier, naar vi har Brug for alle Kræfter? Skiller man Kønnene, sønderskærer man Samfundet.
Ikke mindre værdifuld var Forhandlingen om Lærerindeuddannelsen i Danmark, indledet af Kursusbestyrer Tuxen, idet hans fremlagte Statistik og hans egne personlige Erfaringer ved Lærerinders Uddannelse gav et til Ære for Kvinden glimrende Resultat. Kvindernes Indtrædelse i den offenlige Skole har tilført vor Skole en ny Kraft. Kvinden har mere Taalmodighed, mere Kærlighed og større aandelig Smidighed; hun realiserer den moderne Pædagogik: at gøre Skolen til Hjem. Anskuelsesundervisningen har faaet Indgang ved Kvinden. Landet har ikke i samme Forhold som Hovedstaden faaet Gavn af denne Skolebevægelse: det gælder derfor om at danne en Stab af dygtige Lærerinder ude paa Landet. De examinerede vil ikke paa Landet; der er Misforhold mellem Examen og den Gærning, der bydes dem. Der bør oprettes en Examen for dem, der søger Landet i de samme Fag, men i lavere Grad, hvortil der blot skulde kræves l Aar. Særlig heldigt var det, om vi havde en Statsanstalt med tilsvarende Kogeskole. Kvinderne arbejder i Almindelighed langt ud over deres Evner, fordi de besidder en Elasticitet, som man næppe gør sig nogen Ide om. Hvis det er sandt, at de examinerede Lærerinder hurtigere taber deres Dygtighed end den uexaminerede, bør der raabes "Vagt i Gevær"! Fordelen ved at kunne tage en lille Examen var 1) Ro og Tid til den afsluttende Examen; 2) Lettelse i det pekuniære. Oprettelse af et Kvindeseminarium vil Kultusministeren foreslaa i næste Rigsdagssamling.
I denne Forhandling deltog Professor Kroman, som sluttede sig til Hr. Tuxens Tanke, og mente det heldigt, at der fandtes en Modenhedsprøve, som forlangte mindre i Kundskaber men mere i Lærerdygtighed.
Han vilde fralægge sig Skyld i, at Examenskommissionen tog lettere paa Kvinderne, tværtimod stilledes der større Fordringer til kvindelige Examinander, idet Indstillingen var saa forskellig. Enhver ung Mand kunde indstille sig, blot han var 18 Aar og ejede 10 Kr., dog kunde begge disse Fordringer slappes; kun én Ting var fast, han skulde være vakcineret. Damerne derimod mødte ganske anderledes vel indstillede.
Frøken Kirstine Frederiksen mente, at det ikke var af pædagogiske Grunde, at Lærerinderne ikke søgte Landet. Der hører netop meget til at undervise i de første Fag. Pestalozzi, hvis pædagogiske Navn staar i den reneste Glans, underviste smaa Børn; dertil hører høj Udvikling. Grunden til, at de vil blive i København er, at de har for mange Fag; de kan ikke komme til at fordybe sig i det enkelte og selv gaa videre. Og hvorfor kan Kvinder ikke undervise større Børn, f. Ex. Drenge i Literatur. (Mandsstemmer: Hvad bliver der saa til os!) Der bør sidde Kvinder i Examenskommissionen.
Glanspunktet i de mange interessante og værdifulde Foredrag var dog vist Nordmanden Lærer Eftestøls: "Om Lærernes Stilling til Nutiden Skønliteratur". Skolemødet, som var begyndt i en mørk Religionstone, som paa Forhaand vilde advare mod altfor moderne frie Røster, kom herved til at aabenbare, at Mødets Deltagere i fuld saa stærk Grad tilhørte Fremtidstankerne gennem de store norske Digtere og den ny Literatur i det hele taget. Ingen Fordummelse havde lagt sig øver Lærerstanden; de vil ogsaa blive i Stand til at vejlede de unge sikkert og frelst ud af den ny Tids Gærning.
Eftestøl mente, at Lærerne bør ikke udelukke sig fra den ny Literatur, de maa kende den for at vejlede Ungdommen; ikke at følge med, er ikke at være med. Virkelighedens Skildringer er ikke saa skønne, som da man hængte Romantikens Drapperi om den; men Sandhed er ogsaa Poesi. Sorgen over de mange, der lider, giver Arbejdstrang. Der er mange, der bøjer sig for Menneskelidelsens Nød og ønsker at give sig selv som et nærende Brød. Samfundet har ikke Raad til at lade sine intellektuelle Kræfter gaa til Grunde, her gælder det frem for alt om at være økonomisk. I vor Tid er der mange, der kommer i Opposition til det bestaaende. Men de fleste bliver dog staaende i det bestaaende, hvorved deres Moralkraft forkrøble", de slaar af og gør Indrømmelser; Følgen er, at de bliver mindre Mennesker end de var anlagt til.
Vi maa samvittighedsfuldt undersøge, om det er Samfundet, der har Skyld heri. Videnskaben kan ikke løse Gaaden, over den staar Gud. Lykkelig er det Menneske, der finder en Gud bag alt, og ikke bruger denne Gud til at tyranisere sine Medmennesker med. Digterne maa skildre den mørke Side, som vor Tid har skabt, ti det er Sandhed; men de maa selv være tolerante, de maa respektere den religiøse Magt, der har baaret Millioner af Mennesker gennem Livet. En Livsanskuelse giver Hjærtet en moralsk Kraft. Den ny Literatur maa formæle sig med den rene Sædelighed.
Digtere og Pædagoger har et tilfælles, Psykologien, de maa kende Mennesker. Lærerne maa tage saadanne Digterværker frem som B. Bjørnson "Det flager"; her er Angreb paa den gamle Skole og Vink til en ny.
De unge vil kende de ny Digtere, det kan ikke nytte at svare dem: den ny Literatur er af det onde, ti det siger Præsterne og det staar i Aviserne.
I aandelige Tider er der kun én Maade at leve med paa, og det er selv at deltage i Livet. Skal Ungdommen følge sin Tid, maa den ogsaa følge Skønliteraturen.
Efter Mødets højtidelige Afslutning i Tivoli, hvor gensidige Taksigelser afløste hinanden, samledes man om Aftenen til det kønne, lille Spisebord, der skulde rumme de 5300, og det mærkelige ved et Fællesbord skete, at alle bleve mætte og altsaa ogsaa godt og vel til mode. Hver Gruppe morede sig selv ved Sang og Taler, og selv de mest gnavne Mennesker dansede derefter med Liv og Lyst i den store kæmpemæssige Dansesal i Exercerhuset.
Mødet var storartet vellykket. Interessante Emner, veltalende Ordførere, alle smukke Seværdigheder tilgængelige, Københavnernes Sympati, og i Tilgift et straalende Sommervejr i alle Mødedagene; ja, Bestyrelsen kunde sagtens være glad ved sit Arrangement; saaledes er det at have Borgmester Hansen til Præsident ved et Skolemøde; dog, det er ikke blot ved denne Lejlighed, at København kan ønske sig til Lykke med at eje en Øvrighedsperson som Borgmester Hansen.
