De Veje som føre til Freden.
For at bevare Freden behøves der to Ting: For det første: At Folkene klart indser, at Krigen ikke er fordelagtig for dem: og for det andet: At der findes et Middel til at ende de Stridigheder, som er uundgaaelige, uden at Folkenes Æresfølelse kræver Vaaben-hjælp.
Hvad det første Punkt angaar, saa begynder man at forstaa, at Krigen og Forberedelserne til disse er uheldbringende.
Krigene har fuldstændig skiftet Karakter, for det første fordi den ikke mere føres mellem Konger (Suverainer), men mellem Folk. Dernæst fordi siden Napoleon den 1stes Tid Krigskunstens Regler helt er forandrede. Tidligere sloges man kun om Sommeren, naar Kulden kom, gik Tropperne i Vinterkvarter. Tredive til fyrretyvetusinde Mand udgjorde en anselig Styrke; man anvendte Maaneder til at tage en By, og det var ofte et Felttogs eneste Resultat. Ved Freden hengav man sig næsten helt til de gjorte Erobringer. Overvinderen nøjedes med en Koloni, nogle Fæstninger eller en stump Landsdel.
Nu derimod, som Fyrst Bismarck har sagt, "fører man Krig tilbunds". Man forfølger, og man naar afgørende Resultater. I nogle Maaneder forandres Europas Kort og Magternes Ligestilling fuldstændig. Millioner af Mennesker støder sammen - det Land, som overvindes, underkues og erobres, det er helt overgivet til Sejerherrens Naade.
Ligesom Krigen bringer stor Forvirring i vore industrielle Foretagender, saaledes sætter den ogsaa ondt Blod. Paa den ene eller den anden Side vil man kun ende med en fuldstændig Tilintetgørelse af en af Parterne. Deraf kommer det ogsaa, at uagtet Sædernes Formildelse er Krigene nu frygteligere end tidligere. Dette ser Menneskene helt vel, men den Rædsel, som Krigen burde indgyde, kvæles paa Grund af følgende Omstændigheder: Historisk Fjendskab, Racehad, koloniale Interesser, naturlige Grænsers Tilbagefordring, samt de repræsentative Institutioners Mangelfuldhed. Og disse Fordomme, disse Lidenskaber, disse falske Anskuelser ville først lidt efter lidt forsvinde ved den voxende Oplysning og Handel mellem Folkene.
Derfor bør alle hjælpe til at fremme den Bevægelse, og begunstige alt det, som søger at bringe Fællesskab mellem Folkene i Anskuelser og Interesser. Talrige er de Forholdsregler, som kan tages i denne Retning. Det vil være tilstrækkeligt at antyde nogle af de vigtigste:
1. Nedsættelse af Indførselstold, gensidige Handelstraktater, og dersom det lader sig gøre, fuldstændig Afskaffelse af Told. Alt det, som fjærner Menneskene fra hinanden, giver Anledning til Krig; alt det, som forøger deres Samkvem, befordrer Freden. Intet giver inderligere Samkvem mellem Nationerne end Handelen. Det var ved Zollverein, det vil sige ved Ophævelsen af Toldgrænserne, at Tysklands Enhed blev grundlagt.
2. Ved at formindske Transportomkostningerne for Breve og Telegrammer, ved saa meget som muligt at fremme Udvexling af Produkter og Idéer. Ombytning er Grundvolden for hele Samfundet, det er det, som Hr. v. Bismarck nok forstod, da han stiftede det nordtyske Forbund. Han indskrænkede til det mindst mulige Udgifterne for Transport mellem de forbundne Stater. Det synes for Resten, som man endnu ikke tilstrækkelig vurderer dette Middels virksomme Kraft.
3. Ved at antage det samme System for Mønt, Vægt, Maal og Handelslove, ikke alene for at lette Samkvemmet, men for at danne Ensartethed, og paa en praktisk Maade lade de forskellige Folkeslag føle de Baands Magt, som derved knytter dem sammen.
