Idéens Væxt.
Jeg sad en Dag i en Lysning, midt inde i Skoven. Foran mig hævede sig en mægtig Eg med sin prægtige Krone, knejsende op over alle Naboerne og bedækkende en stor Plads med sin mægtige Skygge. Ved mine Fødder voxede i Sollyset, midt imellem Mos og Rester af Blade fra forrige Aar, en lille Plantespire, der var begyndt at blive grøn i Solskinnet og som frygtsomt udviklede sine første Knopper.
Jeg kom til at tænke paa, hvor denne simple Plante dog var skrøbelig og dette kæmpemæssige Træ sejgt og stærkt. Alligevel, sagde jeg til mig selv, er der ingen anden Forskel imellem dem end Alderen, og at den sidste bærer Agern, men det kan hin ogsaa faa, hvis dens Væxt ikke standses af nogen Hindring. Den kan ogsaa blive som den største Eg.
Denne lille Plante kan ogsaa blive stor, hvis ikke Menneskets Fod eller et vildt Dyrs Tænder ødelægger den før Efteraaret. Om Vinteren vil den leve ligesom for sig selv, men næste Foraar rejser den sig igen paa den lille Plet. Safterne stiger op fra Rødderne, hvor de ere tyede hen. De ville paa ny cirkulere, og til dette Aars Skud vil det næste Aars Skud føje sig. Og fra Aar til Aar vil Skud paa Skud, efter tilsyneladende at have været døde, hver Gang mindre og mindre være udsat for de Farer, der truede den første Barndom. Egen voxer og breder sig - den behøver mere Luft til sine Grene, mere Jord til sine Rødder, og tilsidst bliver den som sine Forfædre en af disse Skovens Konger, der i saa høj Grad vækker Menneskenes Beundring.
Saaledes voxer ogsaa Idéerne, naar de har den Saft, der gør dem livskraftige, det vil sige: Sandheden. En ubekendt Haand kaster dem undertiden ud i Verden, men saa svagt er da tidt de Indtryk de gør, at ingen lægger Mærke til den skjulte Spiring; ligesom Agernet i Jordens Skød fuldføres de langsomt i Aandens Dyb. Saa kommer der et Øjeblik, da de blive synlige ligesom Spiren, der bryder frem af Jorden. Men ligesom den ere de forsvarsløse, udsatte for at blive nedtrampede, revne op med Rode og mishandlede. Undertiden synes de selv efter at være trængt frem blandt Menneskene, at dø ligesom Planten om Vinteren. Men de er kun sovede ind. Et nyt Foraar vækker dem, og atter et, og saa fremdeles, indtil der kommer en Dag, da man opdager, at de har bredt deres Rødder overalt og udstrakt deres Grene til alle Sider, trængt sig frem ved dem og ved de Frugter de bære. De samme, der nylig vendte sig bort med den største Foragt, viser dem nu den største Ære. Og Verden kan ikke forstaa, hvor den har kunnet, miskende dem, undvære dem.