Om Kvindens Deltagelse i Lovgivningsarbejdet.
III.
Vejen derhen.
1. Hun maa først og fremmest vinde sit eget Køn for Sagen.
Hun maa igennem Samtaler og Taler, Skrift og alle mulige gode Midler med Urettens Forbitrelse og sin dybeste Følelses fulde Begejstringsglød gøre sin Indflydelse gældende over for andre Kvinder i alle mulige Stillinger og Stænder. Hun maa paavirke dem ikke blot i Retning af Følelsens berettigede Harme over, men ogsaa Forstandens klare Forstaaelse af den Uret, de med hende lider. Hun maa elske Kærligheden til Friheden og Retten op i sine Døtre fra smaa af og indgyde dem Viljestyrke og Karakterfasthed, saa de med Kraft kan blive til at anvende alle lovlige Midler til Opnaaelsen af deres Formaal. Hun maa lære dem at forstaa og agte deres eget Menneskeværd i den Grad, at de ikke af nogen Grund sælger sig selv eller deres menneskelige Rettigheder til nogen mandlig Tyran, men kun som fri Væsner indgaar værdige Forbindelser med Mændene under mest muligt lige Kaar og med disse som trofaste Medarbejdere for deres retfærdige Krav. Hun maa forskaffe sit eget Køn den størst mulige Oplysning i alle Retninger og ikke mindst med Hensyn til Lovene og Lovgivningsarbejdet. Hun maa i videste Omfang frigøre det fra alle hæmmende og snerpede Fordomme. Hun maa vise sit Køns Dygtighed, Energi og Handlekraft alle Vegne og paa alle Omraader, hvor der kan udrettes noget godt. Hun maa vogte sig for at lade sig forlede til Deltagelse i de Karakterløshedens Slavevaner, som Manden i saa stort Maal giver sig hen til - Brugen af Alkohol og Tobak, overdreven Kønsnydelse el. lign. Hun maa ved et i det hele taget sundt og fornuftigt Levned, baade med Hensyn til Føde og Klædedragt, Kønsliv og Legemsøvelse, Aandsdannelse osv., styrke og ruste sig til Kampen for den selvstændige Tilværelse. Hun maa rejse sit eget Køn til en energisk Kamp, ikke blot rettet mod Mandens Eneherredømme, men mod alt det Gøgl, Humbug og demoraliserende Værk, som han med sit slette, enevældige Regimente har rodet Menneskeheden ind i. Hun maa oparbejde i sig selv og alle sine Kønsfæller en varm og ædel sund Begejstring for alle Arbejder i Oplysningens, Frigørelsens og Fremskridtets Tjeneste. Hun maa ikke holde sig for god til nogen naturnødvendig menneskeværdig Gærning. Men hun maa holde sig meget for god til at lade sig bruge som Spillebold i nogen Retning for Mandens Lyster og Luner. Hun maa bruge Organisationens kraftige Vaaben i størst mulig Udstrækning.
Kort sagt: Hun maa først og fremmest vise, at hun i sig selv virkelig er noget, vil noget og kan noget!
2. Hun maa dernæst ogsaa søge at vinde det mandlige Køn for Sagen.
Men foruden at anvende alle de brugelige Midler over for Mændene, som allerede er nævnte i Omtalen af Kvindens egen Paavirkning, maa hun her ikke bæve tilbage for tillige at anvende den Magt, der ligger i hendes Uundværlighed for Manden og Menneskelivets Fortsættelse. Hun skal ganske vist helst - fordi hun vil faa det største og bedste Resultat ud deraf - søge at paavirke ham ad Kærlighedens og Overbevisningens Vej. Men hun maa endelig ikke nedlade sig til at tigge eller trygle ham om det, der er hendes ubestridelige Ret; ti hun kan aldrig vente sig noget varigt og virkeligt godt af den Mands Naade og Barmhjærtighed, som kun vil give hende Frihed som Almisse, og det er ogsaa langt under hendes menneskelige Værdighed at tage imod sin Ret paa den Maade. Nej, da heller billedlig talt sætte ham Kniven paa Struben og lære ham til Orden, hvor han viser sig alt for raa og uretfærdig - alt for "barbarisk". Og hun maa heller ikke glemme at beregne Vanens Magt baade som Med- og Modstander. Kvinden er ingenlunde blottet for Vaaben, blot hun husker at bruge dem selv og ikke troskyldig nedlægger dem i Herrens Haand. Hun skal navnlig passe vel paa ved Stiftelsen af Ægteskabet eller Indgaaelsen af Kønsforbindelser under alle Forhold, at han ikke dér narrer hende ved tom Snak om Kærlighed, Forsørgelsespligt o. a. l. og tager Magten fra hende for stedse. Hun maa derfor have Ægtepagt og sørge for at faa den saa frigørende og fordelagtig for hende, som det kan forenes med Retfærdighed. Hun maa paa alle Livets Omraader bestandig holde Manden det Krav for Øje, at hun vil stilles lige med ham i alle menneskelige og borgerlige Rettigheder og Pligter. Hun maa navnlig have sin Opmærksomhed henvendt paa de opvoxende Generationer af Mænd og søge at faa den størst mulige Indflydelse paa disse i Retning af at indgyde dem Nidkærhed for hendes Sag, og specielt maa hun tage sig af sine egne Sønners Aandsdannelse og deres Forhold til Kvinden. Hvor hun ikke selv kan trænge sig frem og stille sine Krav, maa hun faa Venner blandt Mændene til at gøre det for hende.
Med faa Ord: Hun maa bruge alle lovlige og ædle Midler, baade milde og strænge, overfor Manden, for at komme frem ad Vejen til Deltagelsen i Lovgivningsarbejdet.
Saa længe det nuværende Samfundsgrundlag bestaar - med Forsørgelsespligten overfor Børnene hvilende paa det enkelte Par Individer af Samfundet - vil den nuværende Type af de saa højtpriste "Hjem" heller ikke let kunne rent forsvinde af Jordens Overflade. Og vi maa huske paa, at disse "Hjem" er ikke blot en Rede og et Tilflugtssted for det enkelte Par, men et helt lille Samfund for sig, en lovbeskyttet Institution, en Stat i Staten, hvor den stærkere - Manden - ikke blot i Følge sin fysiske Kraft, men beskyttet af Lovene, hersker som Konge over de svagere - Kvinden og Børnene - hans "underdanige" Undersaatter. Her skal Børnene endnu i legemlig Henseende opdrages, og hele den lille Stat skal have Mad, Drikke og Klæder, Renlighed og Pleje i alle Retninger. Og Kongen raader ganske ene over de fælles Børn og som oftest over Kvindens Formue med, saa han har let ved at kommandere hele Riget. Derfor fordeler han Arbejdet, som han finder for godt, og Kvinden kan være glad, om hun slipper med at være hans og Børnenes "underdanige" Tjenerinde i Hjemmet - og ikke tillige skal gøre fælles Tur med Manden om at skaffe Forbrugsartikler til Huse, hvad hun saa ofte maa.
I disse "Hjem" kan Kvinden aldrig blive andet end Mandens Tjenestekvinde.
Og hun har tilmed i de fleste Hjem en tjenende Stilling, der uden Overdrivelse kan sammenlignes med Lænkehundens i den Forstand, at hun lige som denne er lænkebundet til Pletten.
Under disse Forhold behøvede Manden visselig ikke at være saa bange for at give Kvinden Valgret og Valgbarhed; ti kun saare faa Kvinder vilde kunne benytte sig deraf, da deres Moderkærlighed vilde forbyde dem at overlade de smaa Børn til Forsømmelsens Vanrøgt. Men her er alligevel Mandens ømmeste Punkt: han er bange for, at den tjenende Aand skal forsvinde af "Hjemmet", hvis Kvinden faar Valgret. Og saa er dette kostelige "Hjem" rent ødelagt for ham. Mærkværdigt nok taler han aldrig om, hvad Skade det kan volde Hjemmet, at han selv har og bruger alle borgerlige Rettigheder. Nej, Kvinden er Grundpillen i Hjemmet, siger han; men han forbeholder sig dog Kongedømmet og beskytter sig selv - den lille svage Stakkel - ved Lovgivningen imod Kvinden, hvis Styrke han derigennem yder en vis Anerkendelse, der just ikke allerbedst bidrager til hans sande Ære og Værdighed, om end til Opretholdelsen af Magten. Og saa længe Forsørgelsespligten teoretisk - ikke i Praksis - alene paahviler Manden, da vil han selvfølgelig benytte dette som en Berettigelse til at beholde Eneraadigheden over Børnene og at bruge Kvinden som Tjenerinde.
Og at give hende lige Forsørgelsespligt med ham under de bestaaende Opfostringsforhold - hvor hendes bedste Tid og Kraft gaar til Børnenes og Husets Pasning - vilde kun være at føje en ny Uretfærdighed til Behandlingen af hende. Ti hendes Del vilde dog ikke blive betragtet som fyldestgjort ved hendes Arbejde i Hjemmet - ellers behøvede Manden jo ikke allerede nu at tale saa stort om Forsørgelsespligten eller af denne Grund forholde hende Medraadighed over noget, da hun vitterlig arbejder fuldkommen saa meget som han.
Og selv om vi formaaede at hæve Kvindens hjemlige Arbejde op til lige Agtelse og Værdighed med Mandens Udenomsarbejde, og selv om hun saa paa dette Grundlag fik alle Rettigheder og Pligter i samme Maal som Manden - saa vilde hun dog være meget stedmoderlig stillet i Livet i Forhold til ham, saa længe Børneopdragelsen i legemlig Henseende paahviler Individet i Stedet for Samfundet. Ti da vil det dog al Tid blive hende, der bliver lænkebundet til Hjemmet og derfor bliver ude af Stand til at naa den Udvikling i og Indflydelse paa Samfundslovgivningen, som vil være en nødvendig Betingelse for, at hun kan varetage og værne om sit Køns Interesser.
Det er nok, synes mig, at hun af Naturen er saa stedmoderlig behandlet, at hun er udrustet med
ringere fysisk Kraft og dog skal være ene om at bære Faren og Fødselsveerne ved Børnenes Tilbliven - at hun saa ikke oven i Købet skal være slavebundet til Pasningen af disse gennem sin kraftigste Daadstid og af den Grund miste sine borgerlige Rettigheder og de Livsglæder ude i den store Verden, som Manden hidtil mest har forbeholdt sit eget Køn, medens Kvinden dog har maattet yde sit Bidrag til at frembringe dem.
Der er derfor absolut intet andet Raad for, end at hun maa slutte sig til de ny Tanker i Kampen for at faa den fysiske Forsørgelsespligt lagt over paa Samfundet, saa Manden kommer til at hjælpe hende at bære den Del af Besværlighederne ved Børnenes Opdragelse, som han godt han bære.
Mærkværdigt nok finder Nutidens Befolkning det ganske i sin Orden, at Børnenes aandelige Føde indgives dem udenfor Hjemmet af dertil særlig uddannede Folk, og de mere oplyste véd godt, at der lige saa vel til Menneskets fysiske som aandelige Opdragelse, naar det skal du noget, hører et indgaaende Studium, særegne Talenter osv., og at saare faa almindelige Mennesker har endog blot en ringe Grad af de Kundskaber og Evner, der fordres for at være kvalificerede Børneopdragere, enten i den ene eller den anden Retning, og endnu færre har den tilstrækkelige Tid fra øvrige nødvendige Forretninger til at tage sig nok af Børnene i den Alder, da deres Udvikling kræver stadig Tilsyn og Vejledning - og dog rejser der sig et Ramaskrig af Forfærdelse, saa snart man vover at tale om Statens Overtagelse af Børnenes fysiske Forsørgelse, som den alt længe har havt og - kun paa Grund af Mandens slette Enevælderegimente - forsømt og vanrøgtet den aandelige.
Men Oplysningens Fremgang, siden denne blev gjort til en Samfundsopgave, er - trods denne Vanrøgt i Forbindelse med Friskolernes Fiasko i vore Dage over for Statsskolen og Højskolernes Kryben til Korset efter Statsunderstøttelsen - alligevel et slaaende Bevis for, hvad der kan udrettes, hvor der løftes i Flok i Stedet for at overlade den ny Slægts Opfostring til de enkelte Individers planløse Fuskeri.
Og tro dem ikke for godt, disse Folk, der i dette Forhold skriger op om "Barnekærlighed" og "Forældrefølelse" osv. Ti det er enten af Naivitet eller en helt anden Grund end sand og ægte Menneskekærlighed over for de smaa, da denne ikke bestaar i at lade Børnene løbe for Lud og koldt Vand og lide enten legemlig eller aandelig Hunger eller dog forkrøbles ved en mangelfuld Ernæring, Undervisning og Sundhedspleje.
Nej, det kan ogsaa være Magten og Stillingen som Konge i den lille Stat i Staten, det hér gælder om for Manden at beholde, da han har en dunkel Anelse om, at dette i Virkeligheden tillige er Grundlaget for hans Enevælde og Overformynderi i den store Stat. Kvinden skal derfor helst fremdeles være afhængig af hans "Forsørgelse" og - Herredømme. Hun skal være hans Kønstræl og Tjenestekvinde og yde ham al ønskelig Opvartning. Hun skal føde, pleje og passe hans - hans - Børn. Hun skal finde sig i, at han kan rive dem fra hendes Bryst og sætte dem, hvorhen i Verden han vil, og opdrage dem efter sine Anskuelser eller forkue og forsømme dem - men hvis hun tillader sig at mene, at hendes Moderfølelse kunde være mere tryg, hvis hun selv sideordnet med ham i Samfundslovgivningen kunde være med til at tage Bestemmelse om deres aandelige og fysiske Opdragelse, og vil virke for denne Mening - da er hun ugudelig, frygtelig ugudelig; ti da modarbejder hun den Gud - Mandens Interesser!
Tænk, hun kunde jo gærne blive i Stand til at forsørge sig selv, unddrage sig hans Herredømme, blive medraadende over Børnene og den fælles Formue og kanske forhindre ham i at lade Forretningen eller store Kapitaler gaa i Arv til en doven Slubbert af Søn, medens Datteren blev solgt til den første den bedste Liebhaver!
Jeg henstiller dog ganske rolig til Kvinden som et af de uafviseligste Krav for at naa Maalet - den fulde Deltagelse i Lovgivningsarbejdet - at hun sætter Fordringen om at faa ogsaa den fysiske Side af Børneopdragelsen gjort til en Samfundsopgave paa sit Program. Desuden selvfølgelig Fordringen om Sygepleje og Alderdomsforsørgelse, da hun ogsaa paa dette Omraade maa holde for og give sin Tid og Kraft hen for andre som Sygeplejerske ved Dag og Nat paa samme utaknemlige Grundlag som hendes Barneplejearbejde.
Endvidere naturligvis ogsaa Fordringen om lige Adgang til og lige Lønning i alle Erhvervsgrene for Kvinden sammen med Manden. Ti "uden Mad og Drikke duer Helten ikke". Faar hun ikke det nødvendige Brød, saa faar hun heller ikke den tilstrækkelige Kraft og Magt til at tage Kampen op med Manden.
3. Hun maa gaa skridtvis frem og være praktisk fornuftig i sine Handlinger.
Vel gælder det om at være klar over Maalet, saa hun véd, hvor hun vil hen; ti ellers kan hun heller ikke vælge den rette Vej dertil og kan ikke alene let komme til at spilde Tid og Kraft med en ørkesløs Løben rundt, men endog komme til at skade sine egne Interesser ved en blind Modarbejden af det, der fører til Maalet. Men hun maa aldrig opstille den upraktiske, for ikke at sige vanvittige, Fordring: Alt eller intet! Ti det vilde ikke en Gang være gavnligt for hende, men kun føre til Ufred og Splid i Verden, ja, kanske en blodig Borgerkrig - hvad hun mindst af alt maa ville fremkalde - om hendes Fordringer fuldt ud pludselig blev gennemførte.
