Slaveliv.

Det er nu allerede en gammel Historie, at Negerslaveriet og Slavehandelen er forbudt af Evropæerne og for evigt brændemærket som Røveri, og der arbejdes stærkt paa at faa Slavehandelen i selve Afrika fuldstændig standset. Dette er naturligvis noget, som alle Menneskevenner yder deres stærkeste Bifald og lovpriser i høje Toner. Men mærkeligt er det, at det i en Tid som vor, da alle er "Menneskevenner", er saa uhyre vanskeligt at faa "Menneskevenners" Øjne aabnede for Slaveriet og Slavehandelen i deres eget Samfund. De samme "Menneskelighedens veltalende Advokater", der har Falkesyn for Tilstandene i Irland og Amerika eller Rusland, er som oftest stokblinde i deres nærmeste Synskreds og værge sig af al Magt mod at blive seende; ellers maatte de se, at Kvinden i vort Samfund er en Handelsvare saa god, som Negeren var det i gamle Dage, og lever i et Slaveri, der er langt mere nedværdigende, end Negerens nogen Tid har været. Jeg siger langt mere nedværdigende, thi medens Negeren kun bliver Slave mod sin Vilje, som en Følge af Røveri, bliver Kvinden hos os Slave dels godvillig og dels som Følge af en lavet Nødvendighed. Hos os opdrages Kvinden jo kun med ét Maal for Øje, at vinde en Forsørger, og hendes vigtigste Gerning bliver derfor at behage Manden. Hun lærer ikke at forsørge sig selv, langt mindre andre, og ser sig derfor før eller siden i den Nødvendighed at maatte sælge

sig til en Forsørger, gifte sig som man kalder det. Saa kan det gaa forskelligt; hun kan blive indlemmet i et Dukkehjem, som en Nipsgenstand, der kun er til for Mandens Fornøjelse i ledige Timer, eller det kan gaa anderledes, men enten det gaar saa eller saa, ét er vist, nemlig, at hun er Slave fra det Øjeblik af, hun er bleven gift; Manden ejer hende, som han ejer sine Husdyr, saa var jeg Darwinist, vilde jeg sikkert sige: Konen er (under de nuværende Forhold) Mandens Husdyr; hun kan blot ikke sælges. Hun har solgt sig selv til dette Slaveri, og hun staar dog paa et langt højere Dannelsestrin end Negeren; Negeren vil før dø af Sult end sælge sig selv. - Der er en anden Art Slaveri, som mangen ugift Kvinde drives i af Nøden, Junkerne og Politiets Sporhunde: den lovbeskyttede Usædelighed, der er en Skamplet, som vi ikke hurtig nok kan vaske af os.

Mange Kvinder føle det uretfærdige og nedværdigende i deres Stilling og arbejde for en Forandring. Vi vil ikke længer forsørges i Ægteskabets Forsørgelsesanstalt, sige de, men vil forsørge os selv ved vort eget Arbejde og kræve derfor Ret til at arbejde i samme Udstrækning som Manden; vi kræve tillige Arbejdet lønnet efter dets Værd uden Hensyn til, om Arbejderen er Kvinde eller Mand. De forlange altsaa Ligeberettigelse med den mandlige Arbejder i det Kapløb, som den fri Konkurrence har skabt. Deri gør de vel, thi det er Kvindens saa vel som Mandens Ret og Pligt at leve af eget Arbejde, men det gaar ikke an at begrænse Kravet dertil og saa til kommunal Valgret og Valgbarhed, der hænger nøje sammen med Retten og Pligten til at forsørge sig selv. Mange af Kvindesagens moderate Tilhængere er betænkelige ved at gaa videre. Ja, selv en saa ivrig Forkæmper for Kvindesagen som Frk. Anna Bruun har stillet sig tvivlende overfor Kravet om politisk Valgret og Valgbarhed,

Det er en uhyre Fejltagelse at tro, at det haster mindre med at give Kvinden samme politiske Rettigheder som Manden, end med at give hende andre Rettigheder, hun har Krav paa. Hvad har Kvinden vundet, naar hun faar lige Ret med Manden til at forsørge sig selv? I Virkeligheden saa godt som intet. Den fri Konkurrence har allerede nu bragt det saa vidt, at Arbejderne maa nøjes med Sulteføde, som de maa føre et Slaveliv for at skaffe sig. Naar Kvinden møder paa Arbejdsmarkedet som Mandens Konkourrent, altsaa underbyder Manden, vil Kampen for Tilværelsen blive endnu haardere, Nøden endnu mere skrigende; hun er bare sluppen ud af et Slaveri og ind i et andet, om hvis Frygtelighed mangen falden Kvinde kan give Besked. Sagen er, at efter Ophævelsen af det gamle Slaveri er der, ved Hjælp af Pengemagten og den private Jordejendomsret i Forbindelse med den fri Konkurrence, skabt et nyt, haardt Slaveri, som Nutidens Arbejder sukker under, og hvis Haardhed stiger med Konkurrencen mellem Arbejderne. Kvinden vil derfor i sin Kamp for Retten til at arbejde og forsørge sig selv sikkert finde sine bitreste Modstandere i Arbejdernes Lejr.

Skal der naas noget for Kvinden ved hendes Ligeberettigelse med Manden paa Arbejdsmarkedet, maa Arbejderspørgsmaalet først løses saaledes, at Arbejder og Slave ikke blive enstydige Begreber, men at ethvert sundt Menneske, som vil arbejde, faar Arbejdets fulde Frugt og altsaa bliver i Stand til at skabe sig en menneskeværdig Tilværelse. Men denne Sag løses ikke uden Kvindens Hjælp. Kvinden bør arbejde af alle Kræfter for at faa samme politiske Rettigheder som Manden, om ikke for andet, saa for at faa Arbejderspørgsmaalet ud af Verden, thi først da er hun hjulpen.

Kast en Gang et Blik paa vort politiske Liv siden 1849 og se, hvilken Ynkelighed Mændenes Politik fremviser; dens Særpræg er Vankelmodighed. Kvinden har for Tiden Ret til saa godt som intet, hun bør have Ret til alt, som Manden har eller faar Ret til; alle Døre maa aabnes for hende, men hvad kan hun vente sig af Mændene, med de Erfaringer for Øje, som vor politiske Historie opviser? Vent intet! Først naar hun ved Hjælp af sine politiske Rettigheder kan tage sin Ret, først da faar hun den.

Kvinden bør af alle Kræfter arbejde for at faa politisk Valgret og Valgbarhed i samme Udstrækning, som Manden har det; hun bør det for sin egen Skyld, for Arbejdernes Skyld, og for hele Samfundets Skyld. Arbejdernes Elendighed og Reaktionens Voldtægt mod Friheden truer Samfundet med Ulykker, som Mændene synes at mangle Tro, Mod og Vilje til at frelse os fra. Vi haaber, at Kvinden har, hvad Mændene mangle af Tro, Mod og Vilje, saa hun maa frelse det Samfund, Mændene har svigtet. Derfor politisk Valgret og Valgbarhed for Kvinden.