« Tilbage til søgeresultaterne

Bliv aktivt Medlem.

« Se emneord

Der er i de senere Aar foregaaet et stort Omslag i den offenlige Mening med Hensyn til Kvindesagen. Kvindesagsvennerne betragtes nu ikke længere som Idealister, af hvem man kun smiler, men derimod som intelligente Mennesker, der lever med sin Tid. Sagen forstaas nu ikke alene som en moralsk Ret, men snarere som et økonomisk Spørgsmaal, der kræver en snarlig Løsning.


Jo mere det økonomiske Tryk rammer Familjerne, jo mere nødvendig bliver Døtrenes Fagdannelse til selvstændigt Erhverv. Det gaar op for Forældrene, at det er en betænkelig Sag at lade sin Datter sidde stille og vente paa Giftermaal, selv om hun er nok saa smuk. Det kunde hænde, at der ingen kom, og selv om der kom en ung, flink Mand, var det ikke ganske sikkert, om han strax var i Stand til at være Familjeforsørger med de Fordringer, der i vor Tid stilles til et komfortabelt Hjem.


Med andre Ord: Kvindesagen er blevet til et Brødspørgsmaal, og saa maa den i vore Dage tage Fart.


Skal Kvinderne have Ret til Erhverv, maa de ogsaa have Uddannelse til selvstændigt Erhverv og Adgang til de Pladser, hvortil deres Uddannelse berettiger dem. Har de saa naaet disse Stillinger som Borgere i Samfundet og paataget sig Pligter som de mandlige Borgere, mener de sig ogsaa i deres Ret, naar de som disse faar direkte Indflydelse paa Stat og Kommune. De vil, der skal aabnes Kvinder Adgang til de samme Fordele og Understøttelser fra Statens Side til deres Uddannelse, som til Mænds.


Dog findes der endnu mange Kvinder, som ikke ret er klar over deres Stilling eller véd., hvad Grunden er til, at Vejen for Kvinderne til selvstændigt Erhverv er saa trang, eller ved hvilke Midler Uretfærdigheden overfor dem kunde hæves. En Mængde Kvinder lader sig endnu lønne med en latterlig lille Betaling for deres Arbejde, til Tab for sig selv og til Skade for de Mænd, som de underbyder.


Det bedste Middel til at at hæve Kvindens Arbejde og bringe hende til at forstaa sin Stilling og Forpligtelse overfor Samfundet, er at tage virksom Del i Kvindebevægelsen, blive et aktivt Medlem af Kvindeforeninger. Kvindebevægelsen er her i København saa alsidig, at der findes Kvindeforeninger af enhver Art, saa enhver kan stille sig i de Rækker, hvor de føler sig mest hjemme og for hvis Program de helst ønske at arbejde.


En Forening, som enhver Kvinde uden Hensyn til Stand, Stilling eller Farve, burde være Medlem af, er Kvindelig Fremskridts forening, ti dens Opgave er: "At vække og vedligeholde Interessen for sociale og politiske Spørgsmaal." Her vil kunne faas Oplysning om Kvindens retlige og sociale Stilling; her vil Kvinder i Diskussion og Foredrag blive klar over sig selv, finde Midler til at skaffe Kvindesagen Fremgang og vælge sig sin Plads.


Kvindelig Fremskridtsforening omfatter Kvinder af alle Samfundslag og afholder sine Møder to Gange maanedlig i sit smukke Lokale, Østergade 15, ved hvilke Møder de mest aktuelle Spørgsmaal og moderne Tanker i Nutiden bliver taget op til Drøftelse. Desuden har Foreningen aarlig et Vinterkursus: "Social-politisk Skole", hvor Medlemmerne kan faa Undervisning i Socialøkonomi, Fysiologi, Retslære m. m. For de Damer, der har Tid og vil yde Hjælp i Arbejde, har Foreningen en Syskole, hvor unge Tjenestepiger faar fri Undervisning i at sy og istandsætte deres Tøj.


Kvindelig Fremskridtsforening aabnede i Aar sine Vintermøder med Foredrag den 8de September paa Østergade 15.


Fra Oktober vil Cand. polit. Helsing holde en Række socialøkonomiske Foredrag for Foreningens Medlemmer. Disse Foredrag vil blive holdte i saa letfattelig en Form, at de, som ikke før har haft Kendskab til den økonomiske Samfundsordning, vil her faa Lejlighed til at kunne sætte sig ind i de første Begyndelsesgrunde af vore nu bestaaende Samfundsforhold.


Iøvrig vil enhver, der ønsker nærmere Oplysninger om Kvindelig Fremskridtsforening og dens Virksomhed, kunne henvende sig til Formanden, Fru Johanne Meyer, Naboløs 4. K.


Ikke mindre værdifuld for Kvindesagens Fremgang vil det være, om Kvinder i talrige Skarer vilde melde sig ind i Kvindevalgretsforeningen og tage virksom Del i Agitationen for Kvindevalgret. I saa bevægede Valgperioder, som vi i disse Dage har været Vidne til, maa det falde Kvinderne dobbelt tungt paa Sinde kun at kunne være Tilskuer ved de Valg, som har saa stor Betydning for Folkets Fremtid, og en alvorlig Spore til selv at tage Initiativet i vor egen Sag maa det være, naar vi høre Mænd paa disse Valgmøder - meget oplyste Mænd - tale om, at vor Forfatning her i Landet er baseret paa den "almindelige Valgret", samtidig med at over Halvdelen af Folket, nemlig Kvinderne, er udelukkede fra denne Ret.


Hvorledes Kvindevalgretsforeningen er ordnet, og hvorledes dens Agitationsvirksomhed er organiseret, vil Formanden, Fru Line Luplau, Bianco Lunos Allé 9, give enhver alle de ønskede Oplysninger om.


For de Kvinder, der arbejder i forskellige Fag, findes Fagforeninger, hvis Formaal er at hæve Lønnen og Kvindernes økonomiske Stilling i det hele.


Vi vil i et senere Nummer omtale de kvindelige Fagforeninger.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner