Teateroversigt.

Det kgl. Teater.

Sæsonen begyndte som sædvanlig den første September. Kun et faatalligt Publikum overværede Opførelsen af Holbergs "Jacob von Tyboe", der gik livfuldt over Scenen og for Hovedrollernes Vedkommende blev fortrinlig spillet. Hr. Schrams Jacob von Tyboe er kendt fra tidligere Tid som en komisk Præstation af Rang. Man kan ikke andet end forbavses over den alderstegne Kunstners Spil. Han staar som et lysende Exempel for sine yngre Fæller. Altid ufortrøden tager han fat paa de Roller, der tildeles ham. Skønt Jacob von Tyboe først blev betroet ham, da han var over 69 Aar gammel, svarede han fuldstændig til de Forventninger, man allerede for en Række Aar tilbage havde næret til ham, hvis det en Gang skulde falde i hans Lod at legemliggøre denne hartad guddommelige Komediefigur, der beholder sin Almengyldighed for alle Tider ti Jacob von Tyboe er en Type, der aldrig dør ud; den Dag i Dag ser vi ham lyslevende blandt os, brovtende og skvadronerende af sine mange Feltslag og Blessurer og svævende i den Indbildning, at alle Fruentimmer er forlibet udi ham.

Fuldt jævnbyrdig med Hr. Schram er kun Hr. Olaf Poulsen. Jesper Oldfux er en af hans bedste Holbergroller. Ved Siden af hans sprudlende Komik synes Hr. Mantzius' Stygotius lidt bleg og tør i Farven.

Teatret kunde gærne have spenderet nye Dekorationer og Sætstykker paa Komedien. Desværre spilles Holberg regelmæssig i jasket Udstyr. Scenegangen syntes ikke altid at være i Overensstemmelse med Holbergs Text. Midt i fjerde Akt skal Dekorationen utvivlsomt forandres: Drikke-Scenen mellem Magisterens og Tyboes Tjenere skal sikkert foregaa i et Værtshus og ikke paa Gaden. Det er dog meningsløst, at de to Tjenere sidder paa aaben Gade og pokulerer; Værtens Slutningsreplik og Holbergs Sceneangivelse, hvori der bl. a. staar, at Christoff "lader som han faar ondt og falder derpaa i Søvn paa Gulvet" og at "man trækker ham til Sengs" tyder ogsaa paa, at Scenen foregaar inden Døre. Paa Hans Tegners Illustration til denne Scene i Jubeludgaven af Komedierne ser man da ogsaa de to Tjenere pokulere inde i Værtshuset: Christoff, der anstiller sig fuld for at narre Magisterens enfoldige Tjener Jens, ligger paa Bordet og har slynget Armen om den fede, grinende Vært, medens Jens sidder og venter med Længsel paa, at det Øjeblik skal komme, da Modstanderen bliver slæbt i Seng, og han kan faa Fingre i den store Pengepung.

Den tredje Aften opførtes Augiers og Sandeaus fireakts Komedie "Hr. Poirier og hans Svigersøn" i ny Indstudering, men kun for anden Gang. Første Gang blev Stykket spillet i 1882, men da Adolf Rosenkilde, som udførte Poirier, blev syg, kom det ikke oftere frem. I den berømmelige Hofteatersæson blev det spillet mange Gange i en grufuld Oversættelse, under Titlen "En fornem Svigersøn" med Høedt og Michael Wiehe. Ogsaa Folketeatret har givet det med Held.

Det nytter ikke at nægte det: Komedien er nu forældet og fængsler ikke længer Publikum. Man er ked af de fortærskede Konflikter mellem adelige og borgerlige, som man kender saa godt fra talløse Skuespil og Komedier, og skønt der virkelig er mange Glimt af Aand og Lune i Augiers Komedie, virker den som Helhed trættende. Udførelsen var heller ikke god. De spillende syntes at staa famlende overfor de enkelte Roller og at behandle dem overfladisk, uden at trænge ind i deres indre Kærne. Hr. Carl Price som Kokken Vatel en lille Birolle var noget nær den heldigste. Hr. Olaf Poulsens Poirier bar ikke Vand mod Coquelins Fremstilling af den rige, spidsborgerlige Købmand, der gærne vil være Pair af Frankrig. Gaston den elegante, levelystne Marquis, der knap en Maaned efter sit Bryllup holder Stævnemøder med en Dame og kujonerer sin Svigerfader, men endelig gaar i sig selv og omvender sig blev spillet jævnt godt, men kedelig af Hr. Mantzius. Fru Bloch fik intet ud af den unge Frue, som i hendes Hænder blev en lille, pjattet Gaas, og Hr. Reumert, der genoptraadte paa Teatret som Gastons fortrolige Ven, Hector, Hertug af Montmeyran, udmærkede sig ikke i nogen Henseende: Rollen er umulig.

Scenearrangementet er heldigt undtagen i sidste Akt: Slutningsrepliken, der saa træffende illustrererer Hr. Poiriers Karakter, faldt af den Grund virkningsløst til Jorden. Her kunde Sceneinstruktøren have lært noget af det franske Selskab, som med Coquelin i Spidsen ifjor opførte Stykket paa Kasino. Til Slutning forlod alle Personerne med Undtagelse af Poirier langsomt Scenen. Poirier sad tilsidst alene tilbage ved Bordet i Midten og sagde selvvelbehagelig og med indre Tilfredshed Slutningsrepliken: "Vi skriver i Aar 1846; i 47 kan jeg være deputeret for Arrondissementet Presles, og i 48 Pair af Frankrig."

Paa det kgl. Teater stod de spillende i en Halvkreds. Yderst til venstre Poirier, der mumlede Repliken afsides hvorpaa de alle bukkede og Tæppet faldt.

Baade efter "Jacob von Tyboe" og "Hr. Poirier og hans Svigersøn" udførte Fru Dons-Kaufmann, der uddannet i Md. Marchesis Skole nyder stor Anseelse som Sanglærerinde i Paris, nogle Sangnumre. Hendes fine, skære Sopran tog sig ikke rigtig ud i det kgl. Teaters mægtige Rum. Bedst lykkedes Ophelias Vanvidsarie af Thomas "Hamlet", og en Verdisk Arie; de rige Koloraturer, hvormed disse to Forcenumre er overbroderede, lykkedes upaaklagelig. Tyske og nordiske Sange ligger øjensynlig ikke for Fruens Talent; ikke for intet er hun uddannet i fransk Skole.

Verdis "Aida", der blev genoptaget paa Sæsonens anden Aften, er en fortrinlig Forestilling, som man altid overværer med Fornøjelse. Frk. Nordgrens' Amneris og Hr. Frederik Bruns Radamés er Præstationer af Rang; ogsaa de øvrige medvirkende bidrager til det heldige Ensemble.

En Reform af Betydning for Operavirksomheden er gennemført i Sommer, idet Kapellet er bleven sænket 23 Alen, saa Medlemmerne sidder skjulte for Publikums Blikke. Kun Kapelmesteren, der er anbragt paa et højt "Skafot", kan ses. Om Reformens utvivlsomme Nytte for Operaen og lige saa utvivlsomme Skade for det reciterende Skuespil, skal der blive talt i et kommende Nummer.

⁴/₉ 90.