Fra Børnehjemmet "Kana".

Fru Meyer skal have Tak for sit lille Indlæg i Børnehjemssagen, som findes i "Hvad vi vil" for 15. Avgust 1888. Jeg kan samstemme med hende i det meste og har ogsaa til Dels den Mening, at det vil være vanskeligt, dog ikke umuligt, for den private Godgørenhed at holde vore Børnehjem oppe, fordi Kærlighed til Sagen i sin Helhed er saa ringe. Fru M. nævner nu, at den bedste Maade, hvorpaa Børnehjemmene kan holdes oppe, og Børnene i Hjemmet bedst fredes og bevares imod at faa Følelse af at være sat uden for Samfundet, det vilde være, om Staten eller Kommunen tog Sagen i sin Haand. Heri er jeg ikke enig med Fru M.; thi jeg synes nemlig, at Staten og Kommunen har givet ikke saa faa Beviser paa, at den ikke har rigtigt Greb paa Sagen. Fru M. siger nej og atter nej til, at Børnene skal paa Fattiggaarden, men i og for sig er det jo dog ikke Bygningen Fattiggaarden, som er det afskrækkende for os, nej, det er den Aand og Maade, hvorpaa den ledes, der gør, at den ikke bliver til et Hjem for de stakkels gamle Mennesker og Børn, som tvinges til at leve deres Liv der. Og mon det vilde blive anderledes i de saakaldte Børnehjem, naar Staten og Kommunen tog Sagen i sin Haand, end det nu er paa Fattiggaarden? Jeg tror det ikke. Mon det, som gør, at Forholdene paa Fattiggaarden er saa usle, som de er, ikke skulde være det, at Bestyrerpladsen er et Embede med temmelig gode Indtægter, men med meget ringe Kendskab og Kærlighed til de Mennesker og Børn, for hvem de egentlig skulde være en Fader og Moder. Nu vil jeg ikke dermed sige, at det altid er paa Børnehjemmene, som det skal være. Ak, nej! der fattes meget; thi det at være Børneopdrager er ikke saadan lige hen ad Landevejen. Det er ikke nok, at Børnene faa ren Skjorte og Mad i rette Tid og ellers ikke bliver slaaede halvt fordærvet; nej, der hører mere til. Børneopdragelsen er en stor, ansvarsfuld Sag - Barndomstiden er Grundvolden, hvorpaa hele det senere Menneskeliv skal bygges; derfor: er Grundvolden daarlig, saa ser det kun smaat ud med det Menneskeliv, der skal bygges paa den. Derfor gælder det om for dem, som skal være med til at bygge en god Grundvold i Barnet, at de sidde inde med Evner dertil, og saa, at disse Evner bæres frem af en brændende Kærlighed til Sagen. Det er ikke nok, at Opdrageren har fundet en Plads, det gælder om, at han kan fylde den, og saadanne Opdragere er det ikke altid saa let at finde, og jeg er bange for, at Staten eller Kommunen vanskelig vil kunne finde dem, da dens Tilbud om Pladsen vil møde i Embedsform. Paa Børnehjemmene er det derimod oftest saadan, at den Kvinde, som bliver Plejemoder, i længere Tid har gaaet med Trang til en saadan Gerning, og saa staar der bag hende en lille Skare Mænd og Kvinder, som hjælper hende at bære Sagen oppe, fordi de har Kærlighed til den samme Sag. Anderledes vil det blive, naar man har Staten eller Kommunen i Ryggen; thi saa maa man danse efter dens Fløjter, og det er ikke sagt, at de Toner altid er de bedste. Men se nu er jo Spørgsmaalet: hvad skal der gøres? thi noget maa der gøres: den private Godgørenhed magter det ikke af Mangel paa Kærlighed, og Stat og Kommune ikke af Mangel paa det rette Syn for Sagen. Saa vil jeg for det første anbefale 1) at det at optage Børn paa Børnehjemmene bliver indskrænket saa meget som muligt. Det hænder ofte, at naar en Mand er død, saa kommer hans Enke i største Fortvivlelse og søger Plads til sine Børn, fordi hun ser alt saa mørkt lige efter Dødsfaldet, men naar en Tid er gaaet, og der er kommet Ro i Sindet, saa savner hun sine smaa der hjemme, thi der er blevet dobbelt tomt; og naar hun saa gaar ud paa Børnehjemmet for at se til sit Barn, saa er hun ofte gaaet hjem med et dybt Saar i sin Sjæl, ofte fordi hun læser i Barnets Øje, eller hun hører det hviske i Øret: Lad mig komme hjem til dig, Moder! Det er nu ikke det værste, thi saa gaar hun dog hjem med den Vished, at hun har sit Barns Kærlighed; men det kan ogsaa ske, at Barnet er kommet til at elske sin Plejemoder, og da kan det være forfærdeligt, naar Barnet staar fremmed over for sin Moder og klynger sig til Plejemoderen, da gaar det som et knugende Suk gennem Moderen: Jeg har mistet mit Barn. Derfor gælder det om, saa ofte det er muligt, at hjælpe Moderen til hendes Ret, som er at beholde det bedste, hun ejer, sit Barn, og med det samme sker ogsaa Barnet sin Ret. For det andet 2) at Børnehjemmene tage en eller anden Virksomhed op, som f. Ex. Gartneri eller Landvæsen. Jeg, som selv er Plejemoder paa et Børnehjem, har for mit Vedkommende tit ønsket, at faa en lille Landejendom, som kunde give Udbytte af sig - i det mindste for en Del - til det daglige Brød; et Børnehjem paa en Snes Drenge sidder inde med en ikke saa lille Arbejdskraft, som det vilde være heldigt at faa benyttet, thi Alderen mellem 10 og 16 Aar er rigtig en Tid, hvor Lysten til at tage fat er stor, særlig hos Drenge; og den Lyst kan bedst blive tilfredsstillet ved Arbejde, som hører til Landbrug. Og naar det saa gælder særlig at have for Øje, hvad der kan fritage Børnene fra at indtage en Særstilling, saa ved jeg ingen bedre Midler end dem, jeg har nævnet; thi saa ombyttes det at gaa med Kurven for at hente Gaver med at øve Børnene i efter enhvers Evne at tage sine Opgaver op i det daglige Liv, som kan blive dem til Velsignelse og Gavn, naar de blive ældre. Det er nu ikke min Mening, at Landbrug ene skulde være den Maade, hvorved et saadant Hjem skulde kunne holdes oppe; der kan være saa mange Erhvervsgrene, der kunde være passende, alt efter forskellige Menneskers Lyst og Evne.

Børnehjemmet "Kana" i Oktober 1888.