Frøken Hahn.
Interiør fra et Kursus.
Hun var baade lidt, den lille Frøken Hahn, men det var nok de færreste, der kunde lide hende. De fleste var bange for hende, og det var denne Ængstelse, der var Skyld i, at de aldrig lærte hende at kende. For naar først de kendte hende, holdt de af hende.
Hun var saa slem til at kritisere dem, kunde se saa skeptisk paa dem, og det holdt de ikke af, alle disse unge Mennesker, som gik der paa Kursus og læste. Og dog kritiserede Frøken Hahn aldrig uden Grund, Kritiken var aldeles upartisk, men unge Mennesker holder nu engang saa meget af at være fejlfri i deres egne og andres Øjne. Mange af dem indrømmede i deres stille Sind, at Frøken Hahn havde Ret, men de færreste tilgav hende, at hun saa ubarmhjærtigt blottede deres Skødesynder.
Frøken Hahn var et yndet Thema paa gamle Frøken Juels Kursus. Der blev debatteret om, hvor gammel hun var. Ja, nogle trode, hun var henved de fyrre, andre, at hun kun var et Par og tyve. Den syntes hun var grim, og den, at hun saa rædsom impertinent ud.
En ung Dame, der virkelig saa lidt forskræmt, fugleagtig ud, paastod, at hun ved Gud første Gang, hun var der til Fransk, havde tænkt, at længe blev hun ikke dér, naar Frøken Hahn var der.
Og en lille tyk, ung Mand paa sytten Aar, der var fra Provinserne og talte gennem Næsen, og som bildte sig ind at have slugt al Verdens Visdom, sagde, at Frøken Hahn var en rigtig bitter, gammel Jomfru. Han fandt selv sin Bemærkning saa træffende, at han lo, saa det klukkede i ham. Hans tykke Kinder blev helt toppede oppe ved Øjnene, og Lorgnetten, som han med stort Besvær havde faaet stablet op paa den lille Knold, han kaldte Næse, faldt paa Gulvet, og mærkværdig nok kunde han strax se den, skønt den faldt saa langt bort, og han var saa nærsynet.
Frøken Hahn var en ganske lille, spinkel en, og hun var tredive Aar, hverken mer eller mindre, hun havde det smukkeste Kastaniebrune Haar, store, brune, skælmske Øjne, og saa man rigtig ind i det lille Ansigt, var Øjnene rare og gode, og hele Ansigtet elskværdigt. - Men der kunde jo rigtignok komme noget skeptisk ved Øjnene og Munden. - "Gammel Jomfru", ja, ganske vist var hun tredive Aar, og efter nogles Mening er den Alder for Kvinden jo lig Alderdom, men "gammel Jomfru" passede nu alligevel ikke paa hende. Hun saa saa ungdommelig ud og var saa ungdommelig i sin Tanke, ja, hun kunde være som det yngste Blod paa sytten Aar.
Men var det uretfærdigt at kalde hende "gammel", saa var det dog mere uretfærdigt at sige, at hun var "bitter". Hun var i Besiddelse af en træffende og aldrig forfejlende Satire, og der var i denne Satire en vis godmodig Hoveren over at være kommen over det Stadium, hvor vedkommende befandt sig, men denne Satire var dog saa langt fra Bitterhed som noget.
Hun var Elev paa Frøken Juels Kursus som alle de andre. Hun havde gaaet der siden hun var tyve Aar, og det var egentlig ikke for at lære, hun gik der nu, hun kunde omtrent lige saa meget Fransk og Engelsk som Lærerinden, men det morede hende at se alle disse forskellige Mennesker, som kom til Timerne, det var hende en behagelig Adspredelse. Hun havde en Jærn-Hukommelse, hun kunde huske, naar den og den var født, og hun vidste at fortælle Masser af Anekdoter om Elever, der havde gaaet paa Kursus i hendes Tid - og det kom alt paa en egen tør ironisk Maade, saa det var umuligt at undlade at le. Det, der mest af alt ærgrede de unge Mennesker, var, at de aldrig kunde komme til at le af Frøken Hahn, hun gav dem personlig aldrig den mindste Aarsag til Latter. Hendes Optræden, Tale og Paaklædning var det ulasteligste af det ulastelige. - Og i sit stille Sind morede Frøken Halm sig over sin Magt. Komisk var det ogsaa at se alle disse unge Herrer og Damer, af hvilke mange var saa store, at de saa ud til magelig at kunne endevende Frøken Hahn, at se dem frygte hendes Kritik, hendes Satire; den Kritik, der aldrig var møntet paa nogen bestemt, men som altid fandt sit Maal, og den, der følte sig truffen, tog den som Regel til Indtægt. Det er jo en Nationalejendommelighed, at intet frygtes mere end at blive latterlig.
Men saa en Dag begyndte Eleverne at hovere. Endelig, endelig havde de faaet noget at hænge sig i .... Frøken Hahn var forelsket i Hr. Lange, der kom Tirsdag og Fredag til Engelsk. Hr. Lange var lige bleven Cand.polyt., han vilde rejse til Amerika, sagdes der, og nu klemte han paa med Engelsk. Han var fem og tyve Aar .... Og det var en Skandale at se ham og Frøken Hahn stikke Hovederne sammen i Timerne .... Tænke sig, de spaserede hver Aften sammen paa Langelinje, det havde en ung Dame set.
Eleverne fandt det frygtelig "uanstændigt" af Frøken Halm at forelske sig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke havde været eller var forelsket, men med Frøken Hahn var det noget ganske andet, De havde nu engang faaet den Idé, at hun var en Art kønsløst Væsen, fordi hun altid før havde opført sig ens overfor Herrer og Damer. At hun kunde forelske sig, var aldrig faldet dem ind, det havde været anset som en Umulighed, og derfor var det en Skandale. De blev i Timerne helt kræbsrøde i Hovedet af dydig Indignation.
Men Frøken Hahn og Hr. Lange var altfor optagne af hinanden til at lægge Mærke til Kammeraternes misbilligende Blikke.
Og saa efter en Sommerferie kom Frøken Hahn ikke; hun var bleven gift med Hr. Lange, og Eleverne var glade over at være blevet befriede for deres Huskors, som de kaldte hende.
Alle disse unge Mennesker burde nu egentlig have takket Frøken Halm, fordi hun pillede saa mange latterlig Fjer af dem. Men se, om de gjorde det!
