Om Kvindens Deltagelse i Lovgivningsarbejdet.
IV.
Fyldestgørelsen deri.
1. Hun maa sætte Samfundsfølelsen i Egenkærlighedens Sted.
Kommer den Tid, og der er ingen Tvivl om, at den vil komme, da Kvinden i alt Fald for en Tid faar Overtaget i Lovgivningsarbejdet og faar den afgørende Hovedindflydelse paa Lovens Indhold og Dannelse - da forlanger vi ganske vist ikke af hende, at hun skal vise sig som en Engel imod alt og alle, eller som et overnaturligt Væsen, der aldrig tænker paa sig selv og sit eget, men kun paa andres Vel. Aa nej, vi fordrer slet ikke noget, fordi vi paa Grundlag af vor egen Fallit og den Behandling, vort Køn paa Magtens Tinde har ydet Kvinden, ikke har nogen Ret til at stille Fordringer til hende.
Men vi venter af hende, at hun har taget den Lære af Mandens Fallit og Reaktion paa Lovgivningsmagtens Omraade - paa Grund af hans uretfærdige og egoistiske Hensynsløshed overfor det andet Køn, der kun delvis kan undskyldes med hans endnu mangelfulde Civilisation - at hun ikke tager dette Exempel op efter ham eller søger i Hævntørst at gøre Gengæld; ti da vil hun ikke blot gøre Manden Fortræd hermed, men tillige forberede sig selv en lignende "Fallit" som Mandens.
Begge Køn af Mennesket hører nemlig uadskillelig sammen i dets Liv og Virksomhed og kan ikke saaledes med Vold og Magt deles i et herskende og et trællende Køn, uden at Frugterne deraf bliver Forkrøbling eller Stilstand i Samfundslivets Udvikling og Væxt. Sligt hævner sig selv.
2. Hun maa afskaffe Myrderiet,
Da det ikke alene er livsfarligt for Menneskene, saalænge Massemordets Sværd hænger over deres Hoveder eller kanske rettere udtrykt: saa længe de kruppske Kanoners dræbende Munition gives Mængden i Stedet for Brød, men Krigens umenneskelige Barbari desuden staar som den væsenligste Hindring for al Civilisation og Fremgang fra den raa brutale Magts Tyranni til Aandsdannelsens humane Menneskeliv, maa Kvinden i sin Lovgivningsvirksomhed særlig have sin Opmærksomhed henvendt paa at sikre det skabte Liv og aflive Brutalitetens dyriske Voldsherredømme ved Afskaffelsen af alt Krigsvæsen og Indførelsen af Voldgiftsretten til at dømme de forskellige Folkesamfund imellem.
Hun maa desuden modarbejde Krigens Aand ved andre Love og Planer for Undervisningen i Skolerne, ved andre Lærebøger i disse og en helt anden Fremstilling af Fortidens Historie, saa den opvoxende Slægt i det hele taget ikke saaledes "lægges Blod paa Tanden" ved en uvirkelig Skildring af Raahedens Rædsler fra Fortidens Barbarisme, som det nu sker baade i Skoler, Kirker og alle saakaldte Oplysningsanstalter, der i visse Retninger snarere fortjente Navnet: Formørkelsesanstalter.
Hun maa ved alle gode Midler fremelske en stærk og selvbevidst Kærlighed til Livet og Freden og en Afsky og Væmmelse for Mordet og Morderen under enhver Skikkelse, samt for enhver Brutalitetens fysiske Afgørelse af Tvistigheder baade mellem Enkeltmennesker og Folkesamfund.
Hun maa give Udøvelsen af det menneskelige Mod en helt anden Retning end den hidtidige, der væsenlig har gaaet ud paa at røve og ødelægge andre Menneskers Liv i Stedet for, som det rettelig burde anvendes, til at redde og opelske Livet og til Legemsøvelser, Sport og alt ædelt materielt og aandeligt Kæmpeværk.
Hun maa sætte Straf for Mordet og alle brutale Voldshandlinger og sikkert indespærre de livsfarlige Individer, men ikke selv - gennem Udøvelsen af Straffen - berøve nogen Livet; ti Menneskelivet maa staa helligt og ukrænkeligt for alle, og man lærer kun Folk til at myrde ved selv at udføre Mord. Hun maa i Stedet for Livsstraffen hellere søge at paavirke baade Morderen og alle Forbrydere i Retning af et bedre Liv ved at gøre Fængslerne til Opdragelsesanstalter, hvor Forbryderne modtager Undervisning og moralsk Paavirkning, og i det hele behandles med Mildhed og Humanitet, og det muliggøres for selv den dybest faldne Person, der virkelig vil omvende og forbedre sig, at komme til Ære og Oprejsning igen, og efter tilstrækkelige Beviser for sin forædlede Karakter atter i Frihed at kunne faa virksom Del i Menneskelivet. Ti denne Fremgangsmaade vil sømme sig bedre for et civiliseret Samfund end den nu brugelige, hvor Forbryderne kun forhærdes og ægges til ny Voldshandlinger ved en haard og hjærteløs Behandling.
Hun maa i det hele sikre Livets Tilværelse for sig selv, sine Medmennesker og Efterkommere. (Forts.)
