« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde
Minna Canths Noveller.)
Fortsat.)
Hvorledes denne Aften gik, mindedes jeg aldrig siden. Muligt har jeg puslet med Børnene og kanske ogsaa i Køkkenet. Kun det husker jeg, at da Børnene sov, da alt var stille omkring mig, fandt jeg mig staaende i hans Værelse. Jeg betragtede hans Sager, hans Stole, Bøger og Papir.
- Hvor var det grænseløst sørgeligt! Mine Øjne fæstede sig ved Skrivemappen, som jeg selv, som hans Fæstemø, havde syet ham. Da var Livet rosenrødt, og Fremtiden straalende som en solklar Dag.
Han kom ikke, - mon han overhovedet mere vilde komme tilbage?
Et forfængeligt Haab! Jeg vidste jo, at han ikke mere havde en Tanke tilovers for mig, at hele hans stærke Sjæl i dette Nu kun ænsede Agnes. Og hvor hastigt var ikke dette kommet? Hvorfor kom denne Forandring saa uventet, uden noget Varsel, uden nogen Forberedelse ?
Jeg hørte Trin paa Trappen. Jeg vendte mig om og saa ham komme.
Han gik rask, svingede sin Stok og smilede.
Jeg kunde ikke tænke en Tanke.
Jeg vendte ikke Hovedet og tog ikke mine Øjne fra Vinduet.
- Har Du haft det kedeligt her hjemme Lisi?
Han forsøgte at lægge sin Arm om mit Liv, men jeg stødte ham bort, tog nogle Skridt tilbage, maalte ham fra Hoved til Fod og saa ham rask ind i Øjnene med et haardt, koldt, tilbagevisende Blik.
- Kom mig ikke nær!
- Hvad er der i Vejen?
- Hvad? Det spørger Du om! Tror Du, jeg er saa dum, at jeg intet forstaar. Hvordan har Du baaret Dig ad i disse Dage! Først bliver Du forelsket i en fremmed Kvinde, følger hende og derefter i min Nærværelse --------
- Er Du fra Sans og Samling? Det er Dig, som er fra Sans og Samling, Du selv. Du som saadan kan glemme Dig. - Aa, hvor jeg foragter Dig!
Faar Du snart Ende paa dette her, Lisi?
- Ja, - det faar jeg, det har jeg allerede faaet. Imellem os er det forbi; thi jeg kan aldrig i mit Liv tilgive Dig dette, aldrig glemme det. Og ingen Ting i Verden skammer jeg mig mere over, end at jeg nogen Sinde har stolet paa Dig, at jeg ikke har forstaaet, hvor lidt Værd alle Dine berømte Grundsætninger havde, og Dine store Tanker og Talemaader:
- Ord og intet andet end Ord.
- Jeg kender Dig virkelig ikke igen, Lisi. Mon Du ikke vilde gaa ud af mit Værelse og lade mig være i Fred?
- Du skal nok faa Fred for mig. Fred for bestandig.
Jeg gik og slog Døren i. Jeg flygtede ind i mit eget Værelse. Der sank jeg ned i Sofaen.
Jeg dirrede i hele Kroppen, mit Hjerte svulmede og Blodet kogte i mine Aarer.
Med knyttede Hænder sad jeg der, skælvende og ubevægelig, jeg ved ikke hvor længe.
Det forekom mig som om al Ting standsede, som om hele Livet paa en Gang stivnede i sine Former.
Da Stormen i mit Indre havde lagt sig noget, og Tankerne begyndte at klare sig, saa jeg kunde opfatte, hvad der var sket, mærkede jeg først en ejendommelig Tilfredshed med mig selv.
Jeg var optraadt stolt, stærkt og strængt, havde trodset ham med mit Blik, mine Ord og hele mit Væsen.
Jeg saa for mig de vekslende Udtryk i hans Ansigt. Først Forundring, siden Tvivl og Vrede.
- Jeg kender Dig ikke igen, sagde han.
Det tror jeg nok. Han ansaa mig for uduelig til Selvforsvar og troede, at han ubekymret kunde trampe mine Rettigheder under Fødderne.
Nu havde han faaet Øjnene op for sin Misforstaaelse. Jeg var ikke en saadan Stakkel, som han troede.
Følgerne indsaa jeg nok. Vort Forhold var uhjælpelig brudt. Naturligvis skulde vi søge Skilsmisse. Siden skulde jeg leve ensomt med Børnene.
Ensom hele mit Liv igennem.
Min Tanke svimlede. Det var som om en øde Ørken laa foran os, foran mig og Børnene.
Andre Tanker søgte at liste sig frem. Var det min Fejl? Havde jeg kunnet forhindre det? Bruddet var fremkaldt af ham. Det skulde han nok selv nødes til at erkende, naar Agnes havde gjort ham ulykkelig.
Da vilde han lide de samme Kvaler som jeg. Og da vilde han forstaa. hvor han havde forbrudt sig, forstaa det og angre.
Men naar dette Øjeblik kom, skulde han være ensom i Verden ligesom jeg. Og mellem os skulde ligge et Svælg saa dybt, at det var uoverstigeligt.
Sørgelige Tanker, blødende Saar.
Børnene sov trygt. Jeg lyttede en Stund til deres rolige Aandedræt.
Hvad tænkte han paa? Havde han lagt sig? Skulde han virkelig kunne sove efter dette? Længtes han ikke efter Forsoning? Hvorfor kom han ikke for at forklare sig? Hvorfor søgte han ikke med et eneste Ord at forsvar sig og bevise Grundløsheden af mine Beskyldninger. Jeg havde saa gerne troet ham.
Var han oppe endnu? Gik han frem og tilbage som han plejede, naar han tænkte over noget?
Hvad tænkte han om mig? Var han vred, hadede han mig?
Eller forstod han, at det var blot Kærlighed altsammen. Af Kærlighed hadede jeg Dig, af Kærlighed sagde jeg disse vanvittige, rasende Ord. Forstaar Du det da ikke Antti? Hvorfor kommer Du da ikke?
(Fortsættes.)
