Syersker.

I.

I vor Tid foregaar der en Udvikling, en Fødsel af noget Nyt, som Verden ikke har set Mage til. Der er ikke den Vraa i Landet, uden den mærker en travl Tids Pulsslag. Det er den økonomiske Syndflod, som kommer, og hvis man ikke i Tide bygger Diger, vil Verdens-Havene, naar Dagen kommer, skylle hele vor moderne Kultur overende. Fra det Øjeblik af, at Maskinerne blev almindelige, gik Livet ind i en ny Fure, forandredes med det samme hele Samfundets, ja alle Hjemmenes Fysiognomier. Lad os dokumentere. For blot en Menneskealder siden sad hele Danmarks Kvindeverden ved Synaalen og Strikketøjet, de arbejdede ikke for "Fremmede", de virkede kun til Husbehov; det galdt ikke, som nu, at faa gjort en Bunke Arbejde færdigt, men man søgte at overtrumfe Naboer og Genboer ved at gøre sit Arbejde saa kunstfærdig som muligt, Men nu. Alt dette Husflidsarbejde, eller næsten alt, er gaaet fra Hjemmene og ud paa andre Hænder. Det er blevet Fabriksdrift. Medens man forkøbte nogle Alen Tøj hos en Kræmmer, og selv syede sit Behov, saa køber man nu sin Beklædning fix og færdig paa et Magasin.

Hjemmeindustrien er bleven Fabriksdrift, Og de Kvinder, som beskæftiger sig med Syning, maa hver Dag dreje Storindustriens Kværne. Det vil sige, de maa for en ussel lille Løn yde saa meget Arbejde, som det paa nogen tænkelig Maade er muligt. Og næppe nogen Klasse Mennesker bliver i højere Grad udbyttet af Samfundet end disse fattige Kvinder, hvis Stilling i saa høj Grad er at beklage.

I en ung Alder, ofte lige efter endt Konfirmation, stænges de inden fire Vægge i daarlige Lokaler, uden Ventilation og med slet Belysning. Fra tidlig Morgen 7 - 8 til sen Aften 8-9, et enkelt Sted endog til 10, maa de ufortrøden hænge i, for at tjene en lumpen Ugeløn.

Allehaande Fristelser og Farer lurer paa den unge, uerfarne Pige, som altfor tidlig har maattet debutere paa Verdensscenen i "Kampen for Tilværelsen". I en ung Alder, inden hun endnu er udviklet, bliver hun ofte Hustru og Moder, og fortsætter derpaa sin Virksomhed, idet hun foruden at passe sin Symaskine ogsaa maa passe sit Hus, sin Mand og sine Børn.

At en saadan forceret Virksomhed er skadelig i alle Henseender, er en Selvfølge. Tidlig falmes og bleges hun. Svindsottige Børn er hendes Livsfrugt, de dør; hun føder flere, det gaar fra Barselseng til Barselseng, indtil hun segner.

Truende og mørke Skyer lejrer sig i hendes Livs vestlige Horisont. Naar hendes Livsaften kommer, efter en slidlig Dag med lidt Sol og mange tunge Timer, da strækker Fattigvæsenet sine Fangarme ud efter hende. Det er Samfundets Tak for hendes tro Arbejde. Hvis hun da ikke for længe siden er segnet under Livets Byrder og baaren ud paa Vestre Kirkegaard, medens en støjende Skare, hendes yngre Søstre, tager fat paa det Arbejde, hendes trætte Hænder slap, for senere at lide samme Skæbne som hun: Et fattigt Giftemaal, et Liv fuldt af Slid ved Symaskinen, en Række Fødsler af Børn, som alle døde eller fik et svagt Helbred, og endelig Samfundets Tak: Tre Alen Jord og en sortmalet Kiste.