Teateroversigt.

Det kgl. Teater.

I Sæsonens første Maanedstid eller mere er det ikke lykkedes det kgl. Teater at bringe noget nyt Stykke frem til Opførelse. Derimod har det beriget, sit Repertoire med flere ældre Arbejder, blandt hvilke H. P. Holsts "A-ing-fo-hi" uden Skade kunde have nydt den evige Hvile i Arkivet, men hvis Genopførelse kan betragtes som en Artighed mod den alderstegne Digter. Af Molieres Komedie har Teatret spillet baade "Tartuffe" og "Scapins Skalkestykker". Hr. Emil Poulsens Tartuffe regnes med Rette blandt denne Kunstners bedste Karaktérroller. Kunstneren lægger udtrykkelig Vægt paa det slyngelagtige, det sledsk-indsmigrende hos Jesuiten, paa hans brutale Sanselighed og Hykleri i skarp Modsætning til Coquelin, der har opfattet den skinhellige som en lav-komisk Figur. Begge Opfattelser kan have deres Berettigelse, Hr. Emil Poulsens der tillige er den traditionelle synes at øve den største Virkning. Hr. Poulsen naar højst i Scenerne med Elmire (Fru Eckardt), hvor hans Spil virkelig er storstilet. Man fatter uvilkaarlig Modbydelighed for det væmmelige Skadedyr, som hvisker plumpe Elskovsord til den fine, aandrige Frue, og vrider sig i sanselig Brynde. Da Orgon byder Tartuffe forlade sit Hus og denne riposterer med de berømte Ord: "Det er Dem, der skal gaa, Deres Ord kan De spare. Dette Hus, det er mit, og det skal De erfare" o. s. v., savnede man til en vis Grad hos Hr. Poulsen den glubende Hævntørst og Skadefryd, som Coquelin forstod at lægge for Dagen i dette Optrin. Hr. Poulsen var for afdæmpet, for spagfærdig. Alligevel var det en Fornøjelse igen at se ham i en Karaktérrolle; man fik atter Syn for Sagen, hvilken betydelig Karaktérskuespiller, man har tabt i ham, da han fra sit oprindelige Rollefag gik over til at spille romantiske Elskere og Prinser af Danmark. Fru Eckardts Elmire er en smuk og smagfuld Præstation, og Fru Sinding, der har overtaget Dorine, udstyrede hende med al den Raptungethed og Slagfærdighed, som nu en Gang er nødvendig forbundet med en Kammerpige i en klassisk Komedie.

"Scapins Skalkestykker" er en af Publikums Yndlingskomedier, saa lystig og overgiven som den er. Den spilles for Tiden aldeles fortrinlig, efter at Hr. Schram har overtaget Geronte, som blev mindre heldig udført, da Stykket gik sidst i Sæsonen 188889. Geronte var en af afdøde Adolf Rosenkildes berømteste Roller; han havde skabt en uforlignelig Figur af den vripne, gerrige Olding. Hr. Schrams Fortjeneste er den, at han har forsøgt at føre den gamle Tradition om, hvorledes Geronte skal spilles, videre, efter at den var bleven afbrudt af Rollens sidste Fremstiller. Schrams Maske er et lille Mesterværk og alene tilstrækkelig til at fremkalde Tilskuernes Latter. Hans snøvlende Stemme er ubetalelig, og han forstaar at udtale den berømte Replik: "Hvad vilde han ogsaa paa den Galej", der næsten er bleven et Mundheld, med mange Nuancer i Stemmeføring. Schrams Udførelse af Geronte var et nyt Bevis paa hans frodige Talent og uudtømmelige Skaberævne. Han hører til et Kunstnerkuld, hvis Ævner var rigere, hvis Udviklingsbetingelser var gunstigere og hvis Uddannelse var dybere end Nutidens. Han er den sidste paa Skansen af hin Kunstnerslægt, og vi haaber, han længe maa vedblive at være det til Pryd for dansk Skuespilkunst.

Den 7de Oktober genopførtes Goldonis Lystspil "Tilfældet har Ret" efter 20 Aars Hvile. Det er et ikke ringe Antal af Goldonis Arbejder, det kgl. Teater i Tidens Løb har spillet, men yderst faa af dem har kunnet holde sig paa Repertoiret. "De forelskede", som var en af forrige Sæsons faa Nyheder, maatte henlægges efter kun 3 Opførelser. "Tilfældet har Ret" har Skæbnen været blidere imod. Det vandt i sin Tid Berømmelse ved Fru Heibergs, Mantzius' og Hultmanns glimrende Spil, og skønt Udførelsen nu ikke paa alle Punkter er lige vellykket, morede Goldonis gamle Lystspil dog Publikum fortræffelig. Intrigen er slynget med behændig Haand, og hele det gamle, traditionelle Komedieapparat er benyttet med Held. Man kender de forskellige Typer saa godt igen fra de mangfoldige Komedier af samme Retning, men morer sig over den ny Belysning, der falder over dem paa flere Punkter. Fru Oda Nielsen fik omsider Lov til at vise sig i en ny Rolle. Hun spillede friskt og nydelig som den forslagne Mlle. Hanna, der narrer sin rige Fader Mynher Philip og ægter sit Hjærtes udkaarne, den franske Løjtnant, medens Philip tror, at Løjtnanten fejrer sit Giftermaal med en ganske anden Pige, og bliver som lamslaaet, da han erfarer, hvem Bruden i Virkeligheden er. Hr. O. Poulsen fyldte ikke rigtig som den selvbehagelige, buldrende Mynher Philip, der dog i Bund og Grund er en godmodig Mand. Fru Sinding som Kammerpigen og Fru Bloch som Toldforpagterens Datter var upaaklagelige, Hr. Liebmann derimod magtede ingenlunde den franske Løjtnant.

Stykket var omhyggelig indstuderet, Iscenesættelsen pragtfuld.

Operaen har ført en temmelig tilbagetrukken Tilværelse. En ung Sangerinde Frk Noack debuterede i Begyndelsen af September som Aïda og syntes at have alle Betingelser for at kunne blive vor Opera til Nytte. Den 27de September holdt Wagner sit Genindtog paa vor Scene med "Lohengrin", efter at man i to Sæsoner ikke har set hans Navn paa vore Teaterplakater. Publikum havde fyldt Huset, og Bifaldet var levende. Frk. Ellen Nordgren havde i Ortrud faaet tildelt et Parti, som sjælden godt passede for hendes Naturel. Hendes mørktfarvede Alt-Stemme klang fyldig ud i Rummet; hendes Spil strejfede maaske undertiden Parodiens farlige Grænse, men set som Helhed vidnede Præstationen om Sangerindens udviklingsrige Talent. Hr. Simonsens Frederik af Telramund hører til Sangerens bedste Roller, og Hr. Frederik Brun overraskede som Lohengrin ved sit energiske Sang-Foredrag. Fru Keller var ingen "ideal" Elsa, men man maatte tage til Takke i Mangel af nogen virkelig Wagner-Sangerinde, og Hr. Holm viste i Kongens Lignelse tilstrækkelig sin Umulighed som Operasanger.

Den ⁸/₁₀ 90.