Tilsidst.

Efter "Dalmasen".

Fortsat.

Tiden gik sin jævne, rolige Gang fremad, Dag efter Dag, Aar efter Aar. Af Vaskerkonens lille Dreng var der nu blevet en høj, stadselig Yndling, med et fint, blegt Ansigt og store drømmende Øjne.

Han skulde studere, og derfor maatte Moer og Søn stadig arbejde til langt tid paa Natten. Hun havde tillige taget Syning hjem foruden sit vante Arbejde for at forøge Fortjenesten. Han gav Timer og saaledes levede de et Liv fuldt af Anstrængelse og Kamp, men ogsaa et Liv fuldt af Kærlighed og Fred.

Til Foraaret skulde han tage sin Studenterexamen; man var nu i Marts Maaned og Arbejdet gik strygende. Han blev blegere og blegere, men hvad gjorde det, det jublede i ham: Til Maalet! Til Maalet! - Drømmenes Længsel, hans Livs Maal var at blive Forfatter og som en stor Skjald at brede Vingerne ud til Flugt og svinge sig til ukendte Lande i Frihed og Lys. Det var det brusende Ungdomsblods Drømme, der flagrede omkring ham og fyldte Sind og Tanke med Haab om Lykke.

Maj Maaned var kommen med friske Vinde og den milde Luft, der pynter Mark og Skov med det spæde, lyse Grønsvær, der gør Øjet saa godt efter Vinterens Sne og de mørke, smudsige Marker og den taagede Luft.

Oppe hos Vaskerkonen var der pyntet og fint. Der var hængt rene Gardiner for de smaa Vinduer, hvis Karme var prydede med smukke Planter, som stod i Flor og legede med Solstraalerne, der kiggede venligt ind med sin oplivende Magt.

Stolene og Sofaen havde faaet nyt Betræk og over Sengen var der bredt et rent Tæppe. Alt Vasketøj var lagt til Side. Foran Sofaen stod et lille Bord, hvorpaa Middagsmaden var fremsat og midt paa Bordet en Skaal fyldt med Anemoner og friske Bukkar.

Moderen gik og puslede nervøst saa med et og saa med et andet, imedens hun af og til kiggede ud af Vinduet, dels med Ængstelse, dels med Haab. I Dag skulde det afgøres, om hendes Dreng skulde blive Student eller trække sig tilbage, det sidste ensbetydende for dem begge med dobbelt Anstrængelse, Nattevaagen og Sult.

"Det gaar nok, lille Moer!" havde han sagt saa rolig og alvorlig, da han gik.

Kunde det alligevel ikke mislykkes?

Tys, der gik nogen med Porten, skulde det være ham?

Hun sprang ned. Nej, det var Nabokonen. De nikkede til hinanden.

"Goddag."

"Goddag."

"Naa, i Dag faar Madamen nok sin Søn at se med Studenterhuen, har jeg hørt, til Lykke."

"Tak, Tak, jeg haaber ikke, jeg skal vente forgæves," svarede hun.

"Aa, det gaar nok, men saa faar de vel ikke Lov at beholde deres Søn længere hjemme," spurgte Nabokonen.

"Det kan nok være," svarede hun og sukkede let.

Nu aabnedes Porten. Det var hendes Søn med Studenterhuen om det lokkede Hoved. Moderen tog ham i Favn, som om hun aldrig mere vilde slippe ham, og dér sad de saa i det lille Værelse og saa glædesstraalende paa hinanden. Der laa en hel Verden af Forsagelse og Nød bag ved dem, men i dette Øjeblik saa de kun en Verden aaben for dem med en uendelig Lykke.

"Nu, lille Moer, maa jeg gaa fra dig, Klokken slaar syv, og jeg maa i denne Aften være sammen med Kammeraterne."

"Farvel, min egen, store Søn!"

Fortsættes.