Victoria Benedictsson, (Ernst Ahlgren).

Af

Axel Lundegård,

Hæggstrøm, Stockholm.

I.

Gennem Breve og biografiske Notitser bringer denne Bog et fint og paalideligt Billede af den altfor tidligt bortgaaede svenske Forfatterinde. Den viser os en Personlighed, i hvem alle Tidens ny Tanker rører sig og finder selvstændigt Udtryk. "En Romanfigur midt i vor realistiske Tid" kalder Udgiveren hende. Med samme Ret kunde man sige, at hun var et ærligt Menneske midt i en forløjet Tid. Et Menneske, der elskede Livet under friere og sundere Former for højt til at kunne nøjes med gammel Slendrian, dækket af moderne Ord. Saa vilde hun hellere dø. Men literært lever hun endnu iblandt os som et Forbillede for enhver, der stræbende og ævnerig arbejder sig frem, og hendes Plads er i forreste Række blandt vore Dages skrivende Mænd og Kvinder.

Hvor havde hun ikke kæmpet sig gennem Læreaarene, denne Ensomme, hvis Fødsel var Resultatet af en kortvarig Fredslutning mellem to uenige Ægtefæller, og hvis Barndom paa det øde skaanske Herresæde blev en tvungen Forsagelse af alt, hvad Barnehjærtet længes imod. Fra Hjemmets strænge Tugt tyede hun ind i et Fornuftægteskab, der naturligvis ikke formaaede at tilfredsstille den higende og fribaarne Aand. I de smaa provinsielle Forhold, omgiven af ubetydelige Hverdagsmennesker, begynder hun at skrive for at glemme Virkeligheden. Men hun vil ikke være en middelmaadig Forfatterinde. Tidens oplyste Kritik vil hun underkastes, og Sandheden er hun ikke bange for, "kun for kolde, strænge, onde Øjne."

"En Kritikers Opgave," siger hun, "er ikke blot den at opdrage Publikum, men ogsaa Forfatteren. Derfor bør han forstaa, hvad denne mener, selv naar Udtrykket er ubehjælpsomt. Enhver ung Forfatter er famlende og mangler Selvkritik. Fejlen skal paapeges, men ikke straffes. Saaledes, at den unge Forfatter tydeligere forstaar, hvad han har villet sige. Søg at gaa ind i hans Tankegang og led ham med Kærlighed, som man leder et fremmeligt Barn, der maaske en Gang vil kunne gaa længere, end man selv naaede. Den Kritik, Forfatteren ikke lærer noget af, er en daarlig Kritik, som heller ikke gavner Publikum."

Hun har et aabent Øje for Kvindernes Svagheder, men føler sig dog for solidarisk med sit Køn til ikke at lide under den moderne Kvindeforagt. De drøje og hensynsløse Slag, der rettes mod kvindelige Forfattere, saarer hende dybt, skønt de ikke rammer hende personlig. Selv er hun, efter at være naaet frem, moderlig hjælpsom og overbærende imod enhver ung Begynder, Mand eller Kvinde, men den mandlige Intelligens tiltaler hende mest. Som det højeste at tragte efter ønsker hun at være Ven og Kammerat med en begavet og fordomsfri Mand. Men han maa ikke slaa hende til Jorden med Haan, ikke trampe paa hende med sin Overlegenhed, fordi hun kun er en Kvinde.

De Kvinder, der stødes over, at hun stiller Manden saa højt, beder Victoria Benedictsson at huske paa, hvad hun selv er: "Kvinde lige ud til Fingerspidserne, fuld af Fejl, Svagheder, Inkonsekvenser. Er det da en Ulykke at være Kvinde? Nej, tvært imod, dersom blot vi Mænd og Kvinder vilde opfatte vort Forhold til hinanden paa rette Maade. Mændene har gjort os skrigende Uret, men ogsaa vi bærer Skyld, og der maa opdrages ny Slægter, før vor Skyld kan udslettes. Men jeg tror, at det vil blive bedre, at der vil komme en Tid, da Mand og Kvinde i fælles Arbejde og fælles Livssyn vil finde den Lykke, som de nu begge savner."