Ægtefællers formueretlige Frihed og Lighed.
Sammendrag af Fr. Bajers Foredrag i Kvindelig Fremskridtsforening d. 13. Oktober 1890.
Hvad vi vil?
Derover maa vi, Kvindesagens Venner, først være klar.
Hvorledes naar vi, hvad vi vil?
Det er det næste Spørgsmaal. Det første er Politik, det andet Taktik. Kun gennem begge Spørgsmaals Løsning naar vi Maalet.
Mange mener, at Valgret er Stigen til alle Reformer. Saa snart Kvinden har den Stige, kan hun selv sætte den til Reformernes Træ og plukke Frugterne.
Men hvorledes faar Kvinden fat i den Stige? Et nyt Spørgsmaal, som først maa løses!
Saa meget er vist, at den gifte Kvinde faar ikke Valgret hverken kommunal eller politisk , saa længe hun "er ude af Raadigheden over sit Bo" (Grundlovens § 30, c).
En fuldstændig Løsning af Valgretsspørgsmaalet forudsætter derfor en forudgaaende Løsning af Spørgsmaalet om det formueretlige Forhold mellem Ægtefæller i den Retning, at gift Kvinde bliver raadig over sit Bo, det vil sige: formuemyndig, saa at hun lige saa frit som Manden kan raade over Boet, hvad enten dette er "Fælleseje" eller "Særeje".1)
Ligesom Borgerne i det store Samfund, Staten, frit bør kunne vælge, under hvilken Forfatning de vil leve, saaledes maa Ægtefællerne i det mindste Samfund, Ægteskabet, Grundlaget for Familjen, ogsaa selv frit kunne vælge "den ægteskabelige Regeringsform". De maa ved Ægtepagten bestemme sig for den ene eller den anden Ordning af det indbyrdes formueretlige Forhold. Derfor maa enhver Demokrat være for fuld Kontraktsfrihed i denne Henseende.
Hensynet til Tredjemand kræver imidlertid, at der ogsaa virkelig træffes et Valg. Derfor maa man kræve obligatoriske Ægtepagter.
Som Udgangspunkt ved disse Ægtepagters Affattelse bør man vælge det modsatte af det nuværende. Nu er Mandens Eneraade over Fællesboet Reglen, og Afvigelser ved Ægtepagt fra denne Regel trykker mange vordende Hustruer eller deres Værger sig ved at gøre, fordi de derved let faar Skin af at nære Mistillid imod de vordende Ægtemænd. Det modsatte vil blive Tilfældet, og Ægtepagters Afsluttelse derfor i høj Grad lettet, naar Loven fastsætter det helt modsatte Udgangspunkt for Afvigelse ved Ægtepagt, nemlig: Særraade over Særeje. Dette maa ikke misforstaas, som om nogen skulde tvinges til denne Ordning. Fuld Kontraktsfrihed bør hævdes. Ægtefællernes Frihed og Lighed skal værnes ved Loven.
Frygten for, at den Kvinde, som uden at eje noget indtræder i Ægteskabet, og dér maa ofre hele sin Arbejdskraft til Hjemmets Gærning, at hun intet "eget Bo" skal faa at raade over, denne Frygt har gjort mange ellers gode Kvindesagsvenner blinde for, at ogsaa Arbejdskraften, som ofres alene til Hjemmets Gærning, har Værdi, som kan maales med Penge, og at følgelig en saadan Kvinde om hun og hendes Mand ønsker Særraade over Særeje ved Ægtepagten kan betinge sig Raadighed over et saa stort aarligt Beløb, som hun anser for et passende Vederlag for sin Arbejdskraft (jf. Fru Bugge-Wicksells Afhandling i "Kvinden og Samfundet" 1890, S. 210 flg.)
Dersom det var muligt at faa indført i Skolerne ikkun nogle Timers Undervisning om det vigtige økonomiske Forhold mellem Ægtefæller, vilde Fordommene i denne Henseende nok svinde lidt efter lidt.
Fordommen imod Muligheden af Særraade er endnu saa stærk, og Uenigheden imellem Kvindesagens Venner saa stor, at det for Tiden vistnok vilde være frugtesløs at indbringe Lovforslag i Rigsdagen om fuld Kontraktsfrihed med Særraade over Særeje som Udgangspunkt for Ægtepagternes Afsluttelse.2) Man maa vistnok heller vælge, som et Overgangstrin, Højesteretssagfører Sv. Høgsbros Forslag om Indførelsen af obligatoriske Ægtepagter slet og ret (se "Kvinden og Samfundet" 1888, S. 217 flg.). Paa dette Grundlag bør der søges et Forlig imellem Kvindesagens Venner i denne Sag. Lad da den videre Udvikling overlades til Fremtiden!
1) "Ja, men de udemidlede har jo ingen "Formue". Hele dette Spørgsmaal interesserer kun de rige." Denne Indvending, som ofte høres af ukyndige, er en Følge af. at Ordet "Formue" i Retssproget omfatter al mulig Ejendom, saa at endog den, der kun ejer de Klæder, han bærer, i denne Forstand er "formuende". Nu er den gifte Kvinde, der ej har gjort Ægtepagt, ej engang raadig over sine egne Klæder (kun Lov af 7. Maj 1880 gør en Undtagelse herfra).
2) Mit Lovforslag i Rigsdagene 188788 og 1888 -89.
