Kvindevalgretsforeningen

forsømmer intet Tilfælde, hvor det kan sende et Opraab ud til Folket, og saaledes tog da Bestyrelsen ogsaa her Lejligheden i Agt og indbød til Møde, just i de Dage, Venstres delegerede rundt fra Landet var samlede i Hovedstaden.

Og det blev et vellykket Møde. Talrige delegerede overværede det, og Formanden, Fru Line Luplau, havde formaaet Sagfører Nonboe fra Varde, bekendt for sit ihærdige Arbejde, hvor det gælder alle demokratiske Reformer, og da navnlig Kvindesagen, til at tale paa Mødet.

Den store Sal paa Østergade 15 var næsten fyldt, da Fru Luplau aabnede Mødet med den Oplysning til dem, der ved Lejlighed spottende havde spurgt, om Foreningen sov, eller hvor den var henne, at den var lysvaagen og hjemme, hvor den skulde være, muligen led den undertiden af Sult, da Medlemskontingentet jo som bekendt kun var 50 Øre aarlig, og følgelig kunde den ikke lade høre fra sig saa tidt ved Medlemsmøder, som maaske var ønskeligt. Bestyrelsen var dog altid paa Færde tidlig og sent og agiterede, hvor den kunde, uden at bryde sig om hverken Medynk eller Latter; ti begge Dele maatte endnu døjes. Hvis nogen trode, det var et overvundet Stadium, da var det en Fejltagelse. Endnu i de sidste Dage havde hun set det; men vi skulde arbejde paa, at Latteren forvandledes til maabende Forbavselse, naar Kvinderne for fulde Sejl styrede ind i Rigsdagen. For at opnaa dette, maatte vi imidlertid ikke alene have passive, men ogsaa aktive Medlemmer, der kan og vil gøre noget for Foreningen og dens Formaal. (Bifald.)

Fru Nørlund valgtes af Formanden til Dirigent og gav strax Ordet til Folketingsmand Herman Trier.

Hr. Trier hævdede i et langt med stærkt Bifald modtaget Foredrag, at Kvinden havde fuldgyldig Ret til sammen med Manden at deltage i Lovgivningsarbejderne. Var end Kvindens Optræden endnu præget af en vis Formløshed, saa er det kun, fordi denne Sag er for ny til at have kunnet antage faste Former, en Sag, der er i Gæring, i Gennembrud, kan ikke endnu have antaget disse, men det kommer nok. Kvindesagen er ung og frisk. Den kommer med nyt Liv og Friskhedens Aandepust ind i Tidens svækkende Kampe, og Manden maa ikke, tør ikke kaste Vrag paa den Hjælp, der bydes ham, de ny Kræfter, de friske Skud, der tilføres Kampen for Friheden. Kvinden er som Barnet, der har voxet sig stor og brænder efter at deltage i de voxnes Arbejde. Omsider kommer det med, men nu er den blotte Deltagelse det ikke nok. Det vil selv vælge, selv lægge sine Planer. Det vil vor Tids tænkende Kvinder ogsaa. Hun vil være med i Bevægelsen, hun vil føle den Lykke, det Velvære, at være et frit Menneske. Men hun ser alle Sunde lukkede for sig, bliver slaaet tilbage paa alle Kanter af Samfundets Vedtægter, Samfundets Former. Samfundets Love, der forbyder Kvinden at træde ud over Hjemmets Tærskel. Samfundet i sin Helhed har endnu ikke faaet Fornemmelsen af at være enøjet, idet den største Halvpart af Menneskeslægten ikke tør være med til at se. Men den Fornemmelse har de Kvinder faaet, der har startet denne Sag, og de vil med Held føre den frem; ti Kvinden er skabt som Agitator. Hun tøver ikke med en vigtig Sag til engang ved Lejlighed, men hun sætter alle sine Kræfter ind paa den. Og det er en retfærdig Sag. Lovgivningen bør ikke være ensidig, Mænd og Kvinder skal her arbejde i Forening, det har altfor længe været glemt, at Mennesket har to Øjne. Alt lider derunder, Skole, Kommune, Opdragelse. Manden har jo dog i Familielivet set, at Samarbejdet er nødvendigt, om alt skal trives.

Der er ogsaa sagt, at Kvinden selv savner Interessen for den politiske Valgret, at det kun er et lille Mindretal, der arbejder for den. Det er muligt. Saa skal Interessen vækkes. Saa mange dygtige, ubragte Kræfter bør ikke gaa til Spilde. Ingen bør derfor tabe Modet.

Kvindens Magt er og har altid været stor, men det er bag Kuliserne, i Smug, hun har øvet sin ansvarsløse Magtudfoldelse. Det er galt; den skal træde frem i Dagens Lys, under fuldt Ansvar, offenlig anerkendt og underkastende sig Kritik. Da først vil store Egenskaber kunne udvikles, da først vil Kvindens Magt ikke virke demoraliserende paa hende.

Kvindens Kamp for den politiske Valgret havde gennemgaaet adskillige Stadier; nu forestaar alvorlig Kamp, der vil bringe begejstrede Tilhængere, forbitrede Modstandere. Øjeblikket er nær. Hvorfor skulde ikke Kvinden repræsenteres? Mangler hun Begavelse, Dannelse? Nej! Den Mand, der ivrigst priser Kvinden i Sang og Taler, er i Kampen for Friheden hendes bitreste Modstander. Derfor skal der agiteres - Agitation betyder Oplysning - agiteres blandt Kvinder, ivrigst blandt dem, men ogsaa blandt Mænd.

Sagfører Nonboe talte om Kvindens Modenhed og om den Paastand, der af mange førtes i Skranken, at før denne Modenhed var til Stede, kunde der ikke være Tale om at give Kvinden Valgret. Det kunde han ikke forstaa. Var Mændene modne, da de fik Friheden? Aldeles ikke. Kvinderne maa og skal have Valgret; efter den modnes hun og bliver delagtig med Manden i al anden social Ligestillelse.

Taleren udviklede sine humane Anskuelser om Kvindens retlige og sociale Stilling og den Uret, der gjordes hende gennem disse Love givne af Mænd, og han oplyste det ved en Del livlige Exempler. Navnlig er jo gift Kvindes Stilling uheldig, og han indser fuldt vel, hvilken Konfusion der vilde opstaa, om Valgretten blev gennemført, da jo gift Kvinde er umyndig som et Barn. Lovene maatte her forandres, obligatoriske Ægtepagter indføres. Den ugifte Kvinde var forholdsvis heldigere stillet, men ogsaa mod hende burde der ved Lov øves simpel Retfærdighed ved at betale hendes Arbejde efter dets Værd.

Han raadede Kvinderne til som eneste Middel til at vinde Sejr, at organisere sig fast og tæt, talte derpaa om Kvindens Opdragelse før og nu, og anbefalede fælles Undervisning. Den lille Pige skulde saavel som Drengen have et Maal at arbejde hen til. Det skulde i hende indpodes som i ham, at hun skulde lære for selv at blive til noget. Det vilde for Kvinden være den bedste Vej til det store Maal. (Bifald.)

Nu paafulgte en livlig Diskussion.

Fru Luplau oplæste et Telegram, med Hilsen fra Medlemmer i Odense og Ønsket om, at Sagen maatte fremmes, undertegnet: Frida Schmidt, Kristine Nielsen, Petrine Grønning, Signe Schyth.

Fru Meyer mente, at den politiske Valgret just let og hurtig vilde være Midlet til Kvindens Ligestillelse med Manden. Økonomisk Uafhængighed kan ikke opnaas, uden Kvinden selv kan komme til at indvirke paa Lovgivningsarbejdet. Hun minder om de engelske Kvinders ihærdige Arbejde samt om Agitationen i Norge, hvor et Forslag bragtes frem til Stortinget med 40 Stemmer mod 70.

Fru Luplau vil Revolution, vil at vi skal fylke os i Flokke, i Massevis, rejse alle frisindede Kvinder med Raabet: Valgret! Giv os Valgret!

Sagfører Nonboe imødegaar hende, og en lille Diskussion opstaar. Derefter taler endnu Fabrikant Nielsen, Fru Nørlund og Folketingsmand Bajer, hvorpaa Fru Nørlund afsluttede Mødet med en Tale til Talerne og de tilstedeværende med Ønsket om, at en og hver maatte arbejde efter Ævne for Sagen.

Mødet var i enhver Henseende vellykket, og man gik hjem med Bevidstheden om, at Kvinde valgretsforeningen var det, den i sin Fødsel lovede at blive, kraftig og levedygtig.