Siden sidst.

I Folketinget. Ved Fortsættelsen af første Behandling af Finansloven, Onsdagen den 15de Oktober, fremkom Hr. Herman Trier med Forslag til Statstilskud til Privatskoler og Privatlærere i København. Paa sin sædvanlige grundige og omfattende Maade viste han Kommunens store Arbejde i København for det offenlige Skolevæsen og Statens Uret overfor den og Københavns private Skolevæsen, som man skyldte megen Tak. Han viste, hvorledes det skadede den pædagogiske Side, at Privatskolen maatte paa Grund af det økonomiske Tryk nøjes med et stadig skiftende Personale; her øvedes en stor Uretfærdighed af Staten.

Herover blev Falkenstjerne vred. Vel saa han ogsaa den kaotiske Forvirring og Uretfærdighed, og medens han gav den højtærede Minister adskillige ubarmhjærtige Stik, hævdede han, at hvis Hr. Triers Forslag blev mødt med Imødekommenhed, blev det kun en endnu større Uretfærdighed. Han maatte tale Landsbyernes Sag. Det var de lavere Skoler, der skulde støttes, at ikke de flinkeste Elever gik til Byerne og derved unddrog Landbruget dets bedste Kræfter. Hr. F. talte som Landets Repræsentant (Vejle Amt III) og forlangte bestemt nægtet Tilskud til tekniske Skoler i Byerne.

Inden Slutningen af sin Tale kom han dog i Tanke om, at han var Københavner og bode paa Frederiksberg, hvorfor han ogsaa vilde være blød overfor Tilskudet til Søndermarken, naar blot hans Børn maatte faa Lov at slaa Koldbøtter paa Græsplænerne og faa et Stykke Jord til at grave i, lave Huler o. s. v., at de smaa Poder kunde udvikles.

Ved første Behandling af det af Hr. Berg indbragte Forslag om Besættelsen af Sognepræstembeder i Folkekirken udtalte Hr. Henning Jensen, at ogsaa han var enig med Forslagsstilleren i, at Menigheden selv maa være medbestemmende om Valget af deres Præst, men han fandt, at Sognegrænsen ikke skulde være geografisk, men derimod afstikkes efter de dér nærede religiøse Sympatier. De vedtagne Love om Sognebaandsløsning og Valgmenigheder viste Vejen. Der maa være Plads til alle religiøse Afskygninger indenfor Folkekirken. En Folkekirke, hvor kun en Tiendedel af Folket kunde faa sin religiøse Trang tilfredsstillet, ophørte at have sin Berettigelse. Flertallet i et Sogn (ikke geografisk) valgte da sin Præst, som blev lønnet af Staten, benyttede Kirken og Præsteboligen, hvorimod Mindretallet vel benyttede Kirken, men selv maatte skaffe Præsten Bolig, dog lønnedes Præsten ogsaa her af Staten. Naturligvis maatte alle de, der stod i Folkekirken, bekende sig til den historiske Kristendom.

Tang tillagde Religionsundervisningen i Skolerne den skadelige Indflydelse paa Kirkens Tilstand, men hvis H. J. s Forslag blev gennemført, da var Opløsningen der.

Kultusministeren svarede, at han gik aldrig i Evighed ind paa slige Reformer og mente heller ikke noget andet Ministerium gjorde det.

I Bergs Forslag nævnes ogsaa Enker og ugifte Kvinder over 30 Aar som Vælgere, ikke direkte, men til sammen med Mænd at vælge et vist Antal Mænd af deres Midte, som da vælger Præsten. Ikke engang til Præstevalg turde vore mest demokratiske Mænd vove at sætte Kvinder som direkte Vælgere.

I Amerika er talrige Kvinder Præster og samler store Menigheder om sig.

Vi siger med H. J.: "Trænger vi til en Grundlovsforandring, saa lad os faa den."