Tilsidst.

Efter "Dalmasen".

Fortsat.

Aftenen var langt fremrykket inden han igen vendte hjem.

"Det er koldt derude," sagde han, "men her er hyggelig og varmt."

Han satte sig i Sofaen med et træt Suk.

Moderen satte sig hen til ham, tog hans Haand i sin og sagde: "Nu, min kære Dreng, skal du have dette Værelse for dig selv, jeg har ordnet det saaledes, at jeg tager det lille Kammer bagved til mit eget Brug".

"God Nat min Dreng, og Tak for i Dag og alle Dage," sagde hun rørt, "du har aldrig gjort mig andet end Glæde, maatte det altid blive saaledes."

Morgenen kom herlig og klar, en yndig Majmorgen med Solskin og Fuglekvidder, men for den fattige Kone var den mørk og truende; Sønnen laa i hæftig Feber.

"Hjærnebetændelse," sagde Lægen, der blev hentet, "han har overanstrængt sig, og siden har han forkølet sig."

O, hvad Moderen led.

Nogle Dage efter var alt Haab ude. Hans mørke Øjne glødede, han var vild og urolig.

"Naar han blot et eneste Øjeblik kunde komme til sig selv," tænkte hun i navnløs Smærte. Hun laa paa Knæ ved hans Seng. Pludselig mødte et klart Blik hende.

"Moder, Huen_," sagde han svagt.

Hun rejste sig og gav ham den.

I nogle Minuter saa han paa den, drog et dybt Suk og forsøgte at række Moderen Haanden.

Hun bøjede sig over ham og modtog det sidste Kys af sin Dreng. Saa var det hele forbi.

Solens første Straaler lyste over dem begge; hun sad paa en Skammel ved Sengen

med Studenterhuen fast knuget mellem Hænderne, den var engang for dem begge bleven Frihedens Symbol.

Nabokonen havde sagt: "Saa bliver han vel ikke ret længe hos dem." Nu var han gaaet bort, men hun maatte blive tilbage ene med sin Kamp og Smærte.

Taare efter Taare trillede ned ad hendes Kinder og faldt paa Huen. Hendes Livsglæde var forsvunden, og hun syntes at Hjærtet laa knust under en tung Blyvægt, og endda levede hun maaske skulde hun leve længe uden Haab og Fred.

Hun saa paa sin Yndling, han laa dér saa bleg og kold, aldrig mere skulde han tage Del i hendes Smerte, aldrig mere give hende nogen Glæde. Alt var forbi.

Foran hende laa blot den aldrig løste Gaade Livet.