"Eine alte Geschichte".

Skitse

Han stod endnu midt paa den solbeskinnede Plæne og stirrede hen for sig.

Han tav, saa ned og grublede.

Var det da virkelig saa? Var det den nøgne, uhyggelige, uigenkaldelige Virkelighed, hvad der var sket? - Ja, det var sandt, sandt.

Han genkaldte sig det hele i Erindringen, Træk for Træk, det ene efter det andet, som det var gaaet til.

Han følte endnu, hvor varmt Solen skinnede ind paa ham, da han vaagnede, hvor stille der var. Kun det store Kastanjetræs Blade raslede mod hans Vindu, naar Vinden jog legende gennem dets Krone. Der var vist ingen oppe endnu. Det var i Grunden morsomt, om man en Gang kunde naa at komme i rette Tid til Tebordet eller hellere lidt før, saa kunde man maaske faa passiaret lidt med Adele, inden de andre kom, - Adele! - han blev rød helt op i Tindingerne ved at tænke paa hende, besluttede at lade det være og satte sig op i Sengen for ret at bade sig i Solen; lidt efter generede den ham; han lagde sig tilbage for at døse en Smule, lukkede Øjnene og faldt i Slummer.

Udenfor kvidrede Fuglene lystig; langt borte fra hørte man Rumlen af en Vogn og Sang af Karle, som drog paa Arbejde. I Gaarden kom en Karl ud, strakte sig og gabede, lukkede Stalddøren op og hentede Vand fra Truget til Hestene og vexlede saa et Par dæmpede Ord med Gartneren, som i Skjorteærmer og paa bare Fødder kom for at sætte en Plante ud, der skulde have Morgensol. En Pige i Sirtses Skørt og Trøje listede over i Kostalden med sin Mælkespand. En halvvoxen Dreng polerede Seletøj, og en vaskede en Jagtvogn; men alt skete paa en egen dæmpet og tyst Maade.

Den stille, varme Morgenstund indbød til Ro og Tavshed, og desuden var Herskabet heller ikke vaagnet endnu, alle Persiennerne i den Etage, hvor Soveværelserne var, var endnu nedrullede. Alle disse Lyde hørte den unge Mand som i en Drøm kun dumpt og utydelig; men da en af Karlene

der ude kom til at vælte en Stige, for han op af sin Døs. Han tog sig til Panden, den var tør og hed. Han befandt sig ilde.

Han greb Haandklædet, dyppede det i Vandfadet og slyngede det om sit Hoved.

Saa blev han siddende lidt med lukkede Øjne og et Smil paa Læberne.

Han lukkede Øjnene ganske lidt op og saa mod Vinduet; dér kunde han se et Stykke klar, blaa Himmel mellem Kastanjetræets tætte Løv. Han forestillede sig et lokket, viltert Pigehoved, der kiggede ind mellem Grenene, Det var hende i sin lette, lyseblaa Sommerkjole; det var hende, der kom og bøjede de glatte, mørkegrønne Blade til Side for at kalde paa ham, for at raabe til ham, at han var Syvsover, at han skulde staa op og komme ned paa Græsplænen for at spille Ring med hende - eller Kroket, hvis det blæste for stærkt til at spille

Ring.

Fortsættes.