« Tilbage til søgeresultaterne
Ægteskabets fremtid
Af
Mme. Schmahl i Etische Kultur.
(Fortsat.)
Paragraferne 1387 og 1388 i Code Civil gør det umuligt, selv for den bedste Ægtemand, at frigøre den Hustru, han elsker og ærer, fra de Rettigheder, som Loven giver ham over hendes Person og hendes Formue.
De Lovparagrafer, som handler om Ægteskabet, byder Kvinden Lydighed og indrømmer intet Forbehold. Men for at kunne underkaste sig, maa man have Raadighed over sig selv; for paa retsgyldig Maade at kunne indgaa Forpligtelser, maa man vide fuldt ud Besked med disse Forpligtelser.
De fleste Kvinder gaar fra Faderens Formynderskab ind under Ægtemandens. Hvor mange af dem ved, hvortil de ved Ægteskabet forpligter sig? Hvor mange kender de fysiologiske Vilkaar for det ægteskabelige Samliv og for Moderskabet? Den tilkommende Moders Uvidenhed med Hensyn til Loven for Forplantningen kan have de sørgeligste Følger for Familiens Fremtid.
Lady Burton siger, at denne Uvidenhed hos de gifte Kvinder bærer Skylden for mere end Halvdelen af de Forbrydelser og den Elendighed paa Sjæl og Legeme, som træffes i mange Hjem. „Uvidenhed maa ikke forveksles med Uskyldighed,” siger hun.
Det var i Sandhed ønskeligt, at Forældrene kunde overvinde den besynderlige Ængstelighed, som bringer dem til at frygte for at besmitte den unge Piges Sjæleliv ved i Tide at belære hende om, hvilke de Vilkaar er, hun som Hustru og Moder maa underkaste sig. Dersom den ene af to unge Ægtefæller nødvendig skulde være i Uvidenhed om Loven for sjælelig og legemlig Sundhedspleje i Ægteskabet, saa maatte det hellere være Manden, da hans Del i Forplantningen er den mindre vigtige. Videnskabelig Indvielse i Undfangelsens Løndom bliver stadig mere uundværlig for Kvinden alt som Forstandsudviklingen giver hende den Følelse af Individualitet som fuldstændig tilintetgør den tidligere passive Underkastelse.”
Nutidskvinden vil vælge sin Ægtefælle, lige som hun ogsaa selv ønsker at være den udvalgte for ham af alle Kvinder. Men for at kunne vælge, maa man sammenligne, og for at kunne sammenligne, maa man vide.
Nødvendigheden af, at Kvinden faar denne Viden, er for enhver, der ejer Verdensvisdom, et sikkert Fingerpeg med Hensyn til Ægteskabets Fremtid.
Den vidende Kvinde, hun, hos hvem Ansvarsfølelsen er udviklet som Følge af hendes Viden, vil ogsaa bekymre sig om den Mands Fortid, som hun skal ægte. Hun vil ikke mere blindt hen tage til Husbond ham, som Forældrene vælger dertil paa Grund af hans Stilling og Formue.
Følgen deraf vil blive, at den unge Kvinde vil vælge sin Mand ganske anderledes omhyggelig end hidtil, og Manden vil nødes til at stile mod et langt højere Stade i moralsk og intellektuel Udvikling for at nærme sig til den Kvindes Ideal, som ejer den fulde Viden.
Vil de Giftermaal, som kun indgaas af Egennytte, forsvinde, naar Kvinden faar fuld Kundskab om, hvad der venter hende i Ægteskabet? Vist nok ikke. Forfængelighed, Ladhed og taabeligt Hovmod vil ikke saa let udryddes af Menneskehjertet. Men Kvinder, som fornemlig indgaar Ægteskab for at tilfredsstille deres Trang til Luksus og andre ydre Fordele, vil ikke mere kunne undskylde sig med deres Uvidenhed.
Ægteskabet er for Kvinden Livets vigtigste Spørgsmaal, og hendes Hovedopgave er Moderskabet; derfor er det hende frem for alt vigtigt at vide, om Fremtidens Ægteskab sikrer hende alle de Vilkaar, som hendes nye Personligheds Værdighed fordrer, og som hun ikke forefinder i Nutidens Ægteskab. Dette er Livsspørgsmaalet for Kvinden, thi Utilfredsheden er almindelig.
Men, vi ønsker ikke, at Spørgsmaalet skal løses ved en brat, voldelig Omvæltning; hvad vi vil, er at støtte Huset, uden at dets Beboeres Liv udsættes for Fare.
Skal vi vente, at Statssocialismen bringer os Løsningen, saaledes som Karl Pearson vil, og som det allerede til Dels sker flere Steder ved Hjælp af Alderdoms- og Ulykkestilfælde-Forsikringen? Vi tror ikke, at Løsningen skal søges ad den Kant.
Medens man ellers i Almindelighed nærmer sig mere og mere til den Synsmaade, at ethvert Arbejde, enhver Virksomhed maa anerkendes som social Værdi, betragter Kvinden ikke sin Modervirksomhed som en Ydelse og ikke sin Frembringen af Borgere som noget, hvorfor der bør indrømmes hende særlige Forrettigheder. Medens det nu om Stunder erkendes som Statens Pligt at komme Arbejderen til Hjælp paa Tider, da han er ude af Stand til at arbejde, bliver Kvinden ved at være af den Mening, at det at føde er et udelukkende personlig Anliggende, for hvilket der hverken skyldes hende Løn eller Skadeserstatning, hvad saa Følgerne maatte blive for hende. Naar Kvinderne nægter sig selv at fordre Anerkendelse af Moderskabets sociale Værdi, saa sker dette, fordi de uvilkaarlig føler at der fra denne Side intet godt er at vente for Familien, og fordi de
Ved, at en Kvinde, som staar uden for Familien, maa synke ned til at blive et Hundyr.
Til deres egen Sikring i Ægteskabet benytter Kvinderne sig af den moderne Fordring, som ogsaa Manden stiller til Kvinden, nemlig Fordringen om et menneskeligt og aandeligt Element i Kærligheden. Denne Opfattelse tilhører ene og alene Nutiden, i Oldtiden er der, trods dens Æstetik, intet, der viser, at Kærligheden har været andet end den naturlige Tilfredsstillelse af Kønsdriften, nu om Stunder træder Trangen bestandig klarere frem til ogsaa at se det elskede Væsen udviklet i Henseende til Moral og Intelligens.
Naar Nutidens Mænd mere og mere lærer at værdsætte Kvindernes forskellige aandelige Egenskaber, saa vil herved Sansen for Monogamiet og for Ægteskabet styrkes. Allerede fra dette Standpunkt set, er Kvindens højere Dannelse et Værk af sædelig Forædling, og Kvindernes Iver for at gribe enhver Lejlighed til at vinde Aandsudvikling viser ogsaa, at de forstaar dens Værd. Nutidens Ægteskab, hvor mangelfuldt det end monne være, er dog en Vinding for Kvinden. Hun har fundet sig i kun at synes et underordnet Væsen og har givet Afkald paa enhver synlig Indflydelse; hun har fundet sig i at blive kaldt letsindig, frivol og upaalidelig og at blive betragtet af Manden som et Legetøj eller en Tjenestepige. Hun har taalt alt det, som den stærke kan tilføje den svage, hun har stadig givet efter - eller i det mindste syntes at give efter - thi i sit inderste holdt hun med blindt Instinkt fast paa Ægteskabet; thi kun Ægteskabet sikrer hende Børnene.
Hermed er en Del af Værket fuldbragt; tilbage staar endnu kun at forbedre Lovene og bringe dem i Samklang med Sæderne og de nye Moralfordringer. Opgaven i Dag er ikke den samme som den var i Gaar: den bestaar ikke mere i den enkeltes stille, lønlige Arbejde; der behøves nu Fællesoptræden, lydelig og offentlig Fremførelse af Klagerne. Nu maa der kæmpes aabent, og nu trænges der særligt til at vises Mod, hvortil Kvinden saa vel ved Natur som ved Opdragelse kun er lidet skikket. Men hun vil ikke lade sig skræmme eller forvirre, thi Hjemmets og Familiens Vel afhænger af Ægteskabets Fremtid.
