« Tilbage til søgeresultaterne
Breve fra udenbys Venner
I
Fru Redaktør.
De skal ret have Tak, fordi De vilde give mig Anledning til at klare for mig over for Frk. Hansen, som jeg ingenlunde vilde fornærme lige saa lidt som de andre Damer af Kvindernes Bygning. Jeg ved nok, at Frk. Hansen har været Dansk Kvindesamfunds Repræsentant i det Selskab siden i Fjor; og vi er glade ved at have saa dygtig og brav en Kvinde paa den Plads og ønsker ikke nogen anden i hendes Sted. Men om vi saa fik hundrede Repræsentanter, maatte vi dog selv have Lov at dømme og kritisere. Naar vore Mænd har valgt en Repræsentant til Rigsdagen, er de først rigtig vaagne og følger med i Aviserne og giver ogsaa selv deres Besyv med af og til. Min Mening er nu, at Kvinderne maa hellere kritisere hinanden indbyrdes, end at Mændene skal le ad dem - fejlfri er jo ingen. Hvad det aarlige Regnskab angaar, saa var det, om jeg ikke husker fejl, et Løfte fra den Tid, før Frk. Hansen kom til, som hun maaske ikke kender. Man siger jo, at et Ord er et Ord, og man skulde nødig kunne sige, at en Kvinde er - kun en Kvinde. Og jeg synes da ogsaa nok, der kunde blive saa meget ud af de 17000 Kr., at der kunde trykkes et Par Sider i et Kvindeblad, selv om Bladet skulde have lidt for det.
Hvad de nye Ansigter angaar, saa skulde det ikke være en Stikpille til Frk. Hansen; Hun har da i alt Fald Været med til et af vore Fællesmøder, og hun gav ogsaa god Besked med sit Brev sidste Gang. Men jeg synes nok; at de københavnske Damer skulde ikke være for stolte, naar de vil vinde os Landboere, til at komme over til os en Gang imellem. De skal ikke være bange for Omkostningerne, da vi altid plejer at betale Rejsen for vore Foredragsholdere og endda at give dem en lille Skilling med i Lommen hjem. Det er godt, som Frk. Hansen siger, at de kvindelige Foreninger skal være med at stemme paa Styrelsen, rigtig som det skal være. Men vi er jo ikke Barndomsveninder med de Damer, og vi vilde gerne vide lidt mere om dem end netop deres Navne.
Hvad Frk. Hansen siger om Dansk Kvindesamfund og Ungdommen, der ikke har kendt de gamle Dage, finder jeg, er kønt sagt, og der kan vist ogsaa være noget i, at de unge gerne skulde frem nu. Men mon det egentlig er de gamles Skyld, at de ikke kommer det? Dersom, de unge vilde komme, lige som den unge Viking i Bjørnsons Digt, og vise, at de var de stærkeste og de ivrigste, saa vilde nok de gamle blive nødte til at takke af og at sige Ja, naar de unge spurgte: Faar jeg saa Lov? Det tror i alt Fald
Deres ærbødige
Landbokvinde.
II.
Flittige Kvinder!
Naar jeg bruger dette som Overskrift, da er det egentlig ikke for at ræsonnere over de Kvinder, som er flittige; men jeg vilde gerne have Lov til at sige et Par Ord til de Kvinder, som over Hjemmets Travlhed ofte glemmer den store Verden ude omkring dem. Der er mange Kvinder, som, godt kunde faa Tid til at udrette noget godt uden for Hjemmets fire Vægge - bare de havde Interesse derfor.
Der er mange Maader at hjælpe paa: Man kan fjerne et Onde; men man kan ogsaa forebygge det. Det første er ulige vanskeligere end de sidste. Vor Tid er da ogsaa kommen mere ind paa den forebyggende Virksomhed.
Der er mange, gode Sager oppe i vor Tid; Kvindesagen og Børnehjemssagen er vel dem, der ligger nærmest for os Kvinder. Vi har sikkert Evne til at kunne føre meget igennem, naar blot vi vilde tage os sammen
og løfte i enig Flok
og ej staa paa Stedet stille
og tro, vi har gjort nok;
nej, vi Kvinder, vi har ogsaa Vor Plig at opfylde her i Livet, vi maa vær med til at rejse de aller lavest sunkne i vort Fædrehjem, for det er jo, som der siges:
„Kvinde, din Plads er ved Mandens Side, med ham maa du kæmpe lide og stride.”
Lad os derfor slutte os tættere og tættere sammen og fordre vor Ret til at være med i det store Arbejde, og lad os gøre vort til, at det med Sandhed kan siges om os: „ Du er mægtig, du Kvinde i Nord!
Lad os ikke ved Smiger og Tale lade os lede og lokke.
Nej, lad os vise baade i Ord og Gerning, at vi baade kan og vil noget, at vi vil være med til at løfte vort Land til det bedste paa Jord.
