« Tilbage til søgeresultaterne
Skolen paa Tjasnaïa Poliana
Af Grev Leo Tolstoï.
Oversat fra Fransk af Helga Westergaard.
V.
Men lad os nu komme tilbage til den daglige Undervisning. Hen imod Kl. 2 om Eftermiddagen løber Børnene forsultne hjem. Trods deres Sult bliver de imidlertid endnu nogle Minutter for at faa deres Karakterer at vide.
Disse Karakterer er de meget optagne af, skønt de slet ikke medfører nogen Rang.
„Jeg har faaet 5*) med Kryds, og Olhuehka et stort Nul!”
*) I Rusland er 5 bedste Karakter.
„Og jeg har faaet 4,” raaber en anden.
Det er for Børnenes egen Skyld, at Karaktererne gives, for at de derved kan faa en Værdsættelse af deres Arbejde, og de lægger aldrig nogen Misfornøjelse for Dagen, uden hvis denne Værdsættelse er uretfærdig. Ve den Lærer, som ikke har lagt Mærke til en Elevs Flid og derfor giver ham mindre, end han fortjener! Barnet holder ikke op at plage ham og tudskraaler, hvis det ikke lykkes det at faa Karakteren forandret.
De daarlige, men fortjente Karakterer bliver dog bestaaende trods al Indsigelse. Karaktererne er imidlertid en Levning fra tidligere Tider, og de begynder af sig selv at gaa af Brug.
Naar Børnene kommer tilbage til Skolen om Eftermiddagen, samler de sig ligesom om Morgenen og venter paa Læreren. For det meste har de saa Bibelhistorie eller Russisk, og alle Klasserne er samlede.
Denne Time begynder i Almindelighed i Tusmørket. Læreren staar eller sidder midt i Stuen, og alle Børnene ordner sig amfiteatralske om ham, nogle paa Bænkene, nogle paa Bordene og andre i Vindueskarmene.
Over alle Aftentimerne, og især over den første, er der, i Modsætning til Morgentimerne, et særegent Præg af Stilhed og Poesi.
Kom hen i Skolen i Tusmørket. Du ser ikke Lys i Vinduerne; alt er roligt. Sneen paa Trappetrinene, en svag og dump Mumlen, en Bevægelse bag Døren, en Dreng, som med Haanden paa Rækværket tager to Trin ad Gangen, idet han gaar op ad Trappen, er de eneste Vidnesbyrd om, at Eleverne er til Stede. Gaa ind i Skolestuen. Det er næsten ganske mørkt bag de opfrosne Ruder, de ældste og bedste Elever, som af Kammeraterne er skubbede helt hen til Læreren, hænger ved hans Læber, idet de holder deres smaa Hoveder i Vejret. Den lille Pige fra Gaarden, der altid sidder paa et højt Bord, ser med det opmærksomme Udtryk i Ansigtet ud, som om hun vilde sluge hvert Ord.
Lidt længere borte sidder de mindre gode Elever, bagest de mindste; disse sidste hører opmærksomt efter, ja, endog med rynket Pande, i samme Stilling som de store, men trods al deres Opmærksomhed ved de godt, at de ikke vil kunne svare, skønt de bevarer mangt og meget i deres Hukommelse. En eller anden støtter sig paa sin Sidemands Skulder eller staar oprejst paa et Bord. Undertiden kan ogsaa et Barn, der har trukket sig tilbage i Massen bag ved en Ryg, være i Færd med at kradse Figurer paa denne Ryg med sine Negle. Naar Læreren begynder paa en ny Fortælling, lytter alle forundrede til. Ved en Gentagelse af noget hører man hist og her Barnestemmer, som i deres forfængelige Iver ikke kan lade være at supplere Læreren. Men er der en gammel Fortælling, de holder af, beder de Læreren om at sige dem den ordret, og saa taaler de ikke, at nogen afbryder ham.
,,Naa du! har du ingen Taalmodighed? Ti dog stille!” raaber de til dem, der drister sig til at gøre det.
De ser med Sorg, at en Afbrydelse forandrer Karakteren og Skønheden i Lærerens Fortælling. I den sidste Tid blev der fortalt dem om Kristi Liv. Hver Gang forlangte de Historien gentaget med alle dens Detailler. Fik de den ikke helt og holdent, fuldstændiggjorde de selv Peters forjættelse og Frelserens Lidelser.
Det synes, som om alt er dødt, intet rører sig: sover de da ikke? Du gaar frem i Halvmørket, du ser en af de smaa ind i Ansigtet, han sidder og sluger Læreren med Øjnene, Øjenbrynene er rynkede; for tiende Gang skubber han til en Kammerat, der støtter sig paa ham. Du kildrer ham paa Halsen; han trækker ikke en Gang paa Smilebaandet, han ryster kun paa Hovedet, som for at jage en Flue bort; han gaar helt op i den hemmelighedsfulde og poetiske Fortælling om Forhænget, der splittedes, og Mørket, der kom over det ganske Land: denne Fortælling baade piner og glæder ham.
Men nu er Læreren færdig med at fortælle. Alle rejser de sig fra deres Pladser, trænger sig frem omkring Læreren, og idet den ene raaber højere end den anden, prøver de paa at gentage alt, hvad de kan huske. De, hvem det er blevet forbudt at tale med den Forsikring, at de kan det hele, holder sig derfor ikke roligere; de gaar hen til den anden Lærer, og naar der ingen er, til en Kammerat, til en fremmed, endog til Karlen, der passer Ilden i Kakkelovnen; de gaar, i Grupper paa to og
tre fra den ene Krog til den anden, idet de tigger hvem som helst om at høre dem. Det er sjeldent, at kun en fortæller. De deler sig Grupper, idet enhver søger sin Ligemand i Forstand, og de fortæller, medens de opmuntrer, udspørger og retter hverandre.
„Skal vi to ikke fortælle sammen?” siger en Elev til en anden.
Men denne, som ved, at han ikke kan maale sig med hin, sender ham til en tredje. Saa snart de har sagt alt, bliver de atter rolige. Der bliver bragt Lys, og deres Tanker ledes hen paa en anden Genstand.
I Aftentimerne er Eleverne i Almindelighed mindre skrigende og støjende end i Morgentimerne, men mere lærvillige og lydige mod Læreren. De viser afgjort Ulyst til Matematik og Analyse, derimod stor Forkærlighed for Sang, Læsning, men især Fortælling.
„Til hvad Nytte er al den Matematik?” siger de. „Fortælling er meget bedre eller Historie; det kan man da forstaa.”
Hen imod Kl. 8 bliver Øjnene smaa, og der gabes hyppigt; Lysene brænder mindre godt, fordi de ikke bliver saa ofte pudsede. De ældre holder sig endnu vaagne; men de yngre og de mindre gode Elever begynder at sove ind med Armene paa Bordet, dyssede i Søvn af Lærerens Tale.
(Fortsættes).
