« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
„Stol paa mit Ord, Frue, det er slet, ikke noget, skrækkeligt. I den første Tid, jeg var her, prøvede jeg paa at lukke hende inde; men hun blev Ved at banke paa Døren og ruske i den, Ja, en Gang slog hun en Rude itu med Haanden og saarede sig derved alvorligt. Siden den Tid lader jeg efter Lægens Befaling Døren staa aaben, det er Døren ud til Gaarden, hvor hun ingen Skade kan komme til.”
”Og hvad gør hun, saa? Kære, ærværdige Moder, bliv ved, sig mig alt!”
„Hun gaar ned ad Trappen og sætter sig paa det nederste Trin, hvor hun bliver siddende en halv Times Tid; saa gaar hun op, lægger sig i sin Seng og sover trygt til om Morgenen, Men det mærkeligste er, at i sin Søvngængertilstand taler hun om Ting, som hun i vaagen Tilstand ikke ved noget af. Da taler hun om sin Moder og det i Udtryk, som om Moderen var en fornem Dame. Ja, hvad der er endnu mere vidunderligt, dersom jeg sætter mig hos hende paa Trappen og taler til hende, svarer hun mig, som om jeg var hendes Moder. Hun kysser mig, slaar Armene om mig, klapper mig paa Kinderne og ser mig i Øjnene med usigelig Ømhed, medens hun taler til mig i de kærligste Ord, som noget Barn bruge til sin Moder. Jeg tænker mig, at Moderen har plejet at kæle for hende paa denne Maade, da Clara var ganske lille, og at Moderen har gjort det i Sorg, under Taarer thi Barnet græder ofte, fordi hun tror at Moderen græder. Da er Clara saa, elskelig i sin barnlige Ømhed og Sorg at et Hjerte af Sten maatte røres derved. Ak, dersom denne Moder kunde se den kære lille Sjæl under disse Udbrud af Smerte, vilde hun sikkert trodse alle Farer for at ile til sit Barn og trøste hende! Men I græder Frue, min Fortælling har rystet Eder altfor stærk, tilgiv mig.”
Sennoraen sad en Tid i dyb Tavshed. Da saa hun op, skælvede, skiftede Farve og sukkede næppe hørligt
„O, hav Medlidenhed med mig, gode Moder! Clara er mit Barn, mit. Det er mig, som hun kalder paa, mig, som hun kærtegner!”
Hendes Stemme kvaltes af Graad. Forstanderinden trykkede hendes Haand og tav nogle Minutter. Derpaa gav hun sig igen til at tale om Clara og om Barnets Elskelighed. Grevinden blev snart roligere; det syntes en Lindring for hende, at hun havde udtalt sin Hemmelighed, og hun havde mangfoldige Spørgsmaal at gøre om sin lille Pige, Men pludselig for hun op, skælvende af Angst, rev en Skuffe op, kastede nogle Kniplinger paa Bordet og udbrød:
„Kære Moder, der er Greven, jeg hører ham komme, Gaa, gaa hurtig! Hvis han møder eder - hvis han gør Spørgsmaal, saa sig, at jeg har købt Kniplinger. - Farvel til i Morgen - ja, jeg kommer i Morgen - hver eneste Dag.
(Fortsættes.)