« Tilbage til søgeresultaterne

Houten Clara

Af: Julie Meyn, Henri Conscience

« Se emneord

Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.

(Fortsat).

 

Med disse Ord omfavnede hun Bar­net med Heftighed. Men i Stedet for at gengælde hendes Kærtegn, henfaldt Clara i dybe Tanker og sagde ligesom til sig selv:

„Skulde jeg blive rig og faa Tje­nere og smukke Klæder? Og har jeg en Moder? Aa, hvor jeg skal holde af hende! Men hvorfor tager hun mig ikke til sig? Hvorfor kender jeg ikke min Moder?”

Grevinden var aldeles ude af sig selv. Hendes Øjne flammede og hun knugede Clara i sine Arme. Se paa mig, min søde Engel! se paa mig. Jeg er din Moder. Har mine bræn­dende Kys ikke sagt dig det? Du er min Sjæls Skat, mit elskede, elskede Barn!”

Et Glædeslys glimtede i Claras Øjne, men formørkedes hurtig. „Er I -  er I min virkelige, rigtige Mo­der? - som er hos min Fader?”

„Din Fader er i Himlen, Clara, han er død; han beder, til Gud for os begge. Jeg er din Moder, og du er mit eneste Barn.”

„Madonna være priset!” udraabte Clara. „Det er hende, som har gjort dette Under. Jeg skal synge Takkesange til hendes Pris, saa længe jeg lever. Hvor jeg er lyksalig, fordi I er min Moder. Jeg holdt fra først af saa meget, saa meget af eder.”

Her afbrødes de af en sagte Stem­me, som lød ud fra Mørket: „Sen­nora, Sennora, det er Tid at gaa!”

Grevinden gav sig til at tale gan­ske sagte og med lidenskabelig Hast til Clara. Samtalen varede længe, og Smil og Taarer vekslede hos dem begge. Endelig rejste Barnet sig, gav sin Moder et sidste Kys og sagde:

„Nej, jeg skal ikke sige det til nogen. Ingen skal vide, at du er min Moder. Men du vil komme tilbage fra Spanien, ikke sandt? Dag og Nat skal jeg bede Sankt Michael om at beskytte dig paa din Rejse.”

Et Øjeblik efter forlod Grevinden Huset med sin Duenna. Hjemme fandt de Porten aaben, gik ind. listede sig op ad Trapperne og naaede Grev­indens Værelser. Endelig var deres farefulde Vandring til Ende. Med et dybt, lettende Suk aabnede Duennaen Døren til Soveværelset for sin Hersker­inde; men denne fo’r tilbage med et Rædselsskrig og styrtede om. Bleg og skælvende stirrede Duennaen om sig, og ved Natlampens svage Lys saa hun et forfærdeligt Syn. Grev Almata sad ved Siden af Grevindens Seng med en Pistol i hver Haand. Han fæstede sit flammende Blik paa sin Hustru, brød ud i en vild, for­færdelig Latter og løftede Pistolen imod hende. Men i samme Nu slængte han Vaabnet fra sig og styrtede ud af Værelset med en skrækkelig For­bandelse, som længe lød i den forfærdede Ines’s Øren.

(Fortsættes.)

« til toppen

Emneord

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner