Værd at lægge Mærke til.
Hvad der bydes Almuen paa Landet.
Danmarks mest udbredte Ugeblad byder sine kvindelige Læsere følgende opmuntrende Læsning:
Eftergivenhed og Offervillighed.
To ægte kvindelige Dyder; vel den, som er i Besiddelse af dem.
Men Grundlaget til disse Dyder maa allerede lægges i den aller første Ungdom, og man kan ikke noksom betone, at særlig Smaapiger maa holdes til Eftergivenhed. En Kvindes Liv er en uafbrudt Kæde af Selvopofrelse og Eftergivenhed. En Digter har sagt, at Skønheden er Kvindens Krone, men Ædelstenen i den er Offervillighed og Eftergivenhed.
Hvor mange undertrykte Ønsker og Følelser omfatter ikke et Kvindeliv? Hvor mange unge Piger bytte ikke Fædrehjemmets Hygge og Velstand med et Ægteskab, som snart bringer Ulykker og Savn af enhver Art. Og hvor villig lægger hun ikke alle Ønsker til Side, blot hun dog ikke med Velstanden mister sin Mands Kærlighed. Og skønt hun selv er uden Haab, maa hun dog trøste og opmuntre sin Mand.
Og den Kvinde, som er Moder, maa selv under lykkelige Kaar vise Selvopofrelse. Hvem kan tælle alle de ængstelige Timer og søvnløse Nætter, som den trofaste Moder maa ofre for de smaa? Hvor mange Behageligheder maa hun ikke undvære for at kunne pleje sine Børn. Og er hendes Pligter som Hustru for intet at regne? Det hedder hver Time paa Dagen: "Giv efter og underlæg dig din Mands Ønsker!" Og det er det rette. Ti det staar ilde til i det Hus, hvor Mandens Ønsker først kommer i anden Række, og hvor Hensynet til ham kun er Nummer to.
Det er intet let Studium at lære en Mands Anskuelser og Ønsker at kende, ligesom at læse hans Ønsker i hans Øjne. Og hvor ofte har Hustruen ikke ganske andre Ønsker og Anskuelser. Skal Hustruen saa give efter? Saa vidt det ikke kommer i Modstrid med hendes Pligter som Moder og Husmoder eller vel endogsaa mod hendes Samvittighed overfor Gud. Ja. Eftergivenhed er som en Hovednøgle til huslig Lykke. Den unge Kone, som i den første Ungdom har lært at vise Eftergivenhed lige overfor Brødrene, vil det senere hen ikke falde saa svært at vise Eftergivenhed overfor Manden.
Klogskaben raader hende til Eftergivenhed lige overfor Manden, til at underordne sig hans Ønsker, ogsaa naar de gaar stik imod hendes, til ikke at trodse sig noget til, men snarere trygle sig det til. Trods klæder en Kvinde ilde, og det har almindeligvis aldeles ingen Virkning paa en karakterfast Mand, men med det gode, med kloge Forestillinger faar hun ofte Manden langt videre.
Naar vore Landbokvinder hver Uge sætter en lignende Kost til Livs, saa forstaar man lettere, hvorfor fornuftige Kvinders Ord om Valgret, Kvinders retlige og sociale Stilling o. s. v. er magtesløse.
Naturligvis er det Mandfolk, der i "Ugens Nyheder" delikaterer Kvinderne med slige Lækkerier. Jo, de Mænd véd nok, hvordan en god Madpose skal skæres.
Siden den 10de Juli er Wyoming indlemmet blandt de amerikanske Fristater som den 44de selvstændige Stat. Wyoming er den Landsdel, hvor Mænd og Kvinder er stillet fuldstændig lige, med de samme Rettigheder til at vælge og vælges i politisk og kommunal Henseende.
Selv om enhver Lov i Kongeriget var ideelt retfærdig mod Kvinderne, saa vilde dog deres Fordring om Stemmeret, efter min Mening, være lige saa stærk som den er nu. Udelukkelsen af det hele Køn fra Lovgivningsmagtens Fordele er en offenlig Godkendelse af den Opfattelse, at man ikke venter af Kvinderne, at de skal tænke paa og bryde sig om det Folks Interesser, til hvilket de hører.
Millicent Fawcett.