« Tilbage til søgeresultaterne

Ellen Keys lifsåskådning ock verksamhet som författerinna

« Se emneord

En undersökning af C. D. af Wirsén

(Norstedt og Sønners Forlag).

(Sluttet)

Ved Børneopdragelsen skal den ny Tid, i Følge Ellen K. først og fremmest lægge Vægt paa at indpode „Skønhedens og Forfinelsens Evange­lium” og at udvikle „den sunde Egoisme”. . „Naar Individualismens Princip en Gang er bleven Kød af vort Kød, Blod af vort Blod, skal Forældre og Samfund kappes om gen­nem Opdragelse at danne egenartede Væsener og det med lige saa stor en Iver, som de nu kappes om at danne sædelige.” Egenartede og skønne, det er Maalet, og Skønheden er paa ingen Maade, som man jo maaske kunde forudsætte, af ideel Natur. Ellen K. siger herom: „den, som i vor Tid har fundet en smuk Form for en Bajerflaske, turde have gjort mere for Kulturen, end den, der be­koster en Nordpolsekspedition”. „ Skøn­hedens Religion skal en Gang eje Jorden”, og den har allerede nu sine Bekendere, „for hvem alle etiske Vær­dier ere forvandlede”. For disse findes kun een Pligt - Pligten at være skøn, og Begrebet kan neppe have noget etisk Element, da Ellen K. jo bekæmper det konventionelle i al Moral.

Kristendommen har, „da den vendte Sindet imod Evigheden og gav Forsagelsen den højeste Plads blandt de etiske Værdier, brudt Menneskets Mod”. Nu skal disse Værdier omformes, saa at Lykken indtager Forsagelsens Plads.

Naar Individualismen skal raade, kan Lykken dog ikke blive alles Ejendom, men i følge Ellen K. behøver den det ikke og bør heller ikke bliv det. „Dannelsen, om den skal blive ret forfinet, maa reserveres for nogle faa, der med Vellyst kan nyde Afstanden fra den store Hob. „Disse Individualister vil begaa og have altid begaaet Handlinger, der umiddelbart kun have haft deres egen Lykke til Maal, og som ofte have bragt Lidelser over andre. Men middelbart kommer dog disse Menneskers Egoisme Slægten til Gode. Den herskesyge, som for sit Maal har ofret hundredtusinder af Menneskeliv, har dog middelbart fremkaldt Resultater, der i mange Slægtled har gavnet Menneskene. Ge­niet, der skaber for sin egen Glæde, drager Lidelse over mange Mennesker, enten derved at det i egoistisk Kulde ser dem over Hovedet, eller derved at det i det ene Øjeblik nær­mer sig dem i Glød, i det andet støder dem fra sig. Men de Værker, som Geniet netop Ved sin Selvkoncentration eller inspireret af sin flygtige følelse skaber, inspirerer Menneskene i Aarhundreder efter at de enkelte, der maatte gaa under for Geniet, have ophørt at lide. Og selv om disse Menneskers store, uimodstaaelige, og glødrøde Lidenskaber ikke umiddelbart kommer Menneskeheden til Gode, saa har de dog været en umiddelbar Aabenbaring om de uhyre Dimensioner i ondt eller godt, som Menneskenaturen kan antage”.

Det store Flertal af os, der jo ikke kan blive Overmennesker, vil sikkert ikke med nogen videre Begej­string se op til disse, men Flertallet fejes til Side med den Besked, af det vilde være spildt Møje at søge at lære „Overmenneske og Dusinmenne­ske at forstaa hinanden.”

Hele denne Lære om Overmenne­sket og Dusinmenneskene, om Selvforherligelse og hensynsløs Selvhæv­delse er dog ikke original. Den er af Ellen Key hentet lige ud af Nietzsche, men ikke tillæmpet med dennes Konsekvens. Nietzsche har aldrig som Ellen K. søgt at forene en ultra individualistisk Opfattelse med Socialismens Lære, hvilket ogsaa er Meningsløshed. Den „Ligevægt mellem Selviskhed og Uselviskhed”, som Ellen K. et Steds anbefaler, vil næppe have praktisk Betydning, og det saa meget mindre, som Følelsen af Skyld er ophævet.

For Originalitetens Skyld kan Men­nesket nemlig „gerne beholde en Fejl, og det vælger da den Fejl, der stem­mer med dets Temperament”.

Dette er „en frigjort Personlighed”, Overmennesket, for hvis Skyld de My­riader af lidende,   slæbende, ulykkelige Dusinmennesker er til, de, der ikke kan hæve sig  paa de andres Bekostning,   men følger hinanden og den vedtagne Moral som  „en Hjord af umælende Dyr”. For disse er „Slavemoralen” god nok. Ærbødighed, Beskedenhed, Samfundsfølelser, Maadehold,   Hensynsfuldhed  og Takt er i  Følge Forfatterinden tit kun Fejghed. - -

Dette er i Hovedtrækkene Ellen K.s Teorier, sammenstillede i Citat fra hendes forskellige Værker. Forf. ud­taler sin Beklagelse over, at det er en Kvinde, der i Sverrig er Banebry­der for disse Ideer, der vil opløse alle naturlige og hellige Baand. Da de udgiver sig for at være frisindede, virker de besnærende paa den uud­viklede. Men for den, der gaar til Bunds i Sagen, for den, der har Øvelse i at undersøge en Fremstil­lings logiske Sammenhæng, røber El­len K.s Lære meget  snart  sin

Uvederhæftighed. „Der er aldrig  Tale om Bevisførelse eller Undersøgelse, men det er jo ogsaa unægtelig meget lettere at udkaste Teorier end at bevise dem. Det er en Art Dilettantisme, der ved Fremstillingens Parodokser, ved den tilsyneladende storslaaede Djærvhed, ja, ved selve Sprogets Dunkelhed, vir­ker paa ubefæstede Sjæle.

Ellen K.s Sprog udmærker sig især ved en fantastisk Dunkelhed og hendes Fremstilling ved Modsigelse. Forf. paaviser mangfoldige saadanne Modsigelser, endog i samme Afsnit, men Pladsen tillader os ikke at gaa nærmere ind herpaa. Vi opfordrer vore Læsere til selv at gøre sig be­kendt med dette lille Skrift, som vi af vægtige Grunde har skænket vor Opmærksomhed. Disse Teorier

er ikke ny for os.

En god Del af vor Tids Skønliteratur er gennemsyret af dem, især af Læ­ren om Sansernes Forherligelse og den fri Kærlighed. Det er lærerigt at se, hvorhen den Lære i sine yder­ste Konsekvenser leder.             

Ellen Key viser os Vejen. Hun har med en ganske forbavsende Modtagelighed og Kritikløshed optaget og sammenbragt alt det i Nutiden, der ønsker at „sætte Torpedo under Ar­ken.”

Udgangspunktet: Individets Ret,  Slutningspunktet: en Ultraindividualisme, der næppe kan drives videre.

Det er ogsaa til dette Punkt, at Læren om den fri Kærlighed maa føre - trods det demokratiske Præg man søger at give den.

Først er det i Idealitetens Navn man fordrer Plads for den fri Kærlighed. Det Ægteskab, der indgaas af Bereg­ning er usædeligt, og Ægteskabet som In­stitution kan let opmuntre Beregningen. Paa dette Trin betragtes Kærligheden endnu fra et ophøjet Standpunkt som Hjærtets, Sjælens, Sansernes Kærlighed i Forening, og her kan vi fuldt ud være med og fordømme det Ægteskab, der indgaas af andre Grunde.

Men Forkæmperen for den ny Kærligheds Evangelium forlader hur­tigt dette høje Stade. Nu bliver det den sanselige Drift, der bliver ensbetydende med Kærlighed, og Forbindelsen mel­lem Mand og Kvinde bliver ene og alene bestemt af denne Drifts Varighed. Paa Naturen maa der ikke lægges Tvang, det er det næste Skridt. Driftslivet, som vi ved, er noget af det mest flydende, usikre, der er i Menneskets Væsen, er nu det, som skal bestemme over Familiens Lykke. Den, der har en lille Smule Fantasi, kan udmale for sig, hvordan det vil komme til at se ud i Fremtidens Samfund, hvis denne Lov bliver gennemført.

Dette Standpunkt er i ganske sær­lig Grad individualistisk og munder ud i den reneste Egoisme.

Et Menneske, der kun følger sine Sanser, kan ikke undgaa at træde andres Ret for nær, kan ikke undgaa at træde andres Lykke under Fødder. Han opdrages herved til at betragte sig selv som Overmenneske, de andre, hvem han har traadt under Fødderne, som Gennemsnitsmennesker, der kun er til for hans Skyld. Jo flere Evner, jo mere Energi der er i ham, jo far­ligere bliver han.

Her er vi altsaa naaet til det ultraindividualistiske Standpunkt, som Nietzche, og efter ham, Ellen Key forfægter. I sine yderste Konsekven­ser staar denne Lære ved Vanviddets Grænse, og den undlod, som vi ved, heller ikke at formørke Nietzsches Hjærne for stedse.

Hos Kvinden er Driftslivet ikke saa ubestandigt som hos Manden - det vilde altsaa blive hende, der oftest vilde blive Ofret. Men haardest og mest. uretfærdigt vilde det gaa ud over Barnet. Ellen K. og Konsorter synes blot at tænke paa Barnets økonomiske Ret, og stiller derfor i Udsigt en Ud­betaling af Statskassen som Erstatning for det Tab at miste den ene af sine Forældre. Men dette er et meget overfladisk Synspunkt,

Barnet har foruden dets Ret til tilstrækkelig Ernæring først og fremmest Ret til at kende begge dem der har sat det ind i Livet, og tillige til at kendes af dem, elskes af dem, opdrages af dem. Dette er Barnets uafviselige Ret. Og for Foræl­drene vilde saa store Livsværdier gaa tabte, hvis de frasagde sig de tilsva­rende Pligter, at Skaden for Menne­skehedens Vegne vilde være uoprette­lig. Der vilde ikke gaa lang Tid hen, inden vi aandeligt talt, igen vilde gaa paa „alle fire”. 

« til toppen

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner