« Tilbage til søgeresultaterne
Aguacates
I „Kvinden og Samfundets sidste Nummer findes en fornøjelig Beretning om Sydfrugtudstillingen. Kun erklærer Meddeleren sig fallit med Hensyn til Kendskabet til ovenstaaende Frugt. Maaske det kunde interessere en og anden at høre den lidt nærmere beskrevet. Ganske vist maa jeg ogsaa af gode Grunde, erklære mig fallit med Hensyn til dens Plads i Botanikken. Men Frugten selv kender enhver, der har levet i Troperne og lært at sætte Pris paa dens Velsmag. Man skulde nu ikke af det noget forkomne Eksemplar, der fandtes paa Udstillingen, kunne danne sig en Forestilling om den i dens Velmagt. Den ligner i sit Udvortes nærmest en af vore største Pærer, f. Eks. Grev Moltkes, ogsaa i Farve, men er noget slankere formet. Dermed hører imidlertid ogsaa Ligheden op. Skallen kan trækkes af som af en kogt Kartoffel; indenfor findes saa den spiselige Del af Frugten, en hvidgrønlig fast og dog blød Masse, som omslutter en temmelig stor og haard uspiselig Sten. Den spises saa med Salt og Peber til Smørrebrød, og har en ejendommelig Aroma, som det ikke er let at give nogen Forestilling om; dens Konsistens er nærmest som Stolen i en Ærteskok, men fastere. Jeg tør ikke benægte, at Aguacates er det rigtige botaniske Navn; paa de spansk-vestindiske Øer og i Mexico kaldes den „avocates”, paa de engelske og danske Øer „Allegitepære”. Det sidste er rimeligvis en Fordrejelse af „Alligatorpære”; under dette Navn findes den i Websters engelske Lexikon og henføres der under Laurus persea.
