"Eine alte Geschichte".

Skitse.

Fortsat.

Den første Dag var hun meget ivrig og gjorde ham næsten Helvede vel hedt med alle sine videbegærlige Spørgsmaal; hun viste en hurtig og klar Fatteevne og udtrykte sig kort og bestemt. Men næste Gang erklærede hun, at det i Længden var gyselig kedeligt, at den rene Mathematik ikke laa for en saa sort Sjæl som hendes, at den praktiske vist vilde passe langt bedre for hende, tegnede Krimskrams paa Tavlen i Stedet for at regne sine Opgaver, afbrød ham med et intetsigende Spørgsmaal, naar han var i sin højeste Extase, lo ad hans Ivrighed, tegnede raske Figurer - Tegnetalent havde hun, og det havde han ikke - gav dem Studenterhuer paa og sagde, at det var smaa, vigtige, mathematisk-videnskabelige Studenter, som løb omkring i Verden og havde grulig travlt og snakkede om Logik og var selv saa ulogisk som vel muligt. Hvorfor havde han f. Ex. først raadet hende til at studere Mathematik og senere sagt, at det skulde hun ikke? Var det maaske logisk? Tilsidst fik hun ham ind paa en Samtale, der fjærnede sig meget langt fra denne Undervisningstimes oprindelige Formaal.

Dagen efter skulde de til Skovbal. De to nærmest paafølgende Dage erklærede Adele, at hun var saa ødelagt, at hun virkelig ikke kunde tænke paa noget alvorligt. Saa kom der fremmede fra København, og saa kunde de jo ikke læse; snart var Sommerferien forbi, og han rejste hjem.

Da han dette Aar kom igen, havde Adele ikke talt om Mathematiken. Sandsynligvis mente hun, at hun alt havde erhvervet sig tilstrækkelig Logik.

Saa faldt det ham ind, hvorledes de den foregaaende Aften havde siddet i den store, brede, gammeldags Gynge; det var mod Solnedgang, og det glødende Purpurskær, der brød tindrende frem gennem det mørke Løv, gjorde Aftenens dybe, stille Fred endnu mere velgørende.

Han havde sat Gyngen i Gang med Foden; de havde ikke talt noget videre, men de havde gynget saa højt, at han fandt det fornødent at lægge sin Arm om hendes Liv, for at hun ikke skulde falde ud. Og den ellers saa kække Pige syntes at være bange for det, ti hun sad ganske stille i hans Arm, som om det var noget, der faldt af sig selv. Hendes Haarbaand var gaaet op i Flugten; hun bandt det til et af Gyngens Reb; men da de gik ind i Huset, var de saa fordybede i Samtale, at hun glemte at tage det med.

Mon det hang der endnu? Han vilde se ad, han rejste sig halvt op og saa i det samme Havelaagen aabnes. Stuepigen kom ind ad den. Det første, han lagde Mærke til, var, at hendes lyserøde Kjole stod smukt til det friske, fine grønne, da hun lænede sig op til Gartnerhusets kaprifoliedækkede Mur og skyggede med Haanden for Øjnene. Hun fløjtede lidt falsk, en stor, langbenet Mynde sprang over Stakittet og hoppede fornøjet og gøende op ad hende og lod sig klappe.

Fortsættes.