« Tilbage til søgeresultaterne

A. B. C. for Kvinder.

« Se emneord

Frit bearbejdet efter det engelske.


Spørgsmaal: Hvad er en Kvinde?


Svar: Et Menneske.


Sp.: Hvad er en Mand?


Sv.: Et Menneske.


Sp.: Har alle Mennesker Krav paa Retfærdighed og Frihed?


Sv.: Ja, i Guds Øjne, men ikke efter menneskelige Love.


Sp.: Har danske Kvinder Rettigheder?


Sv.: Nej, de leve under en repræsentativ Regering, hvori de ikke selv er repræsenterede.


Sp.: Hvad giver Mænd Ret til at blive repræsenterede?


Sv.: At have eget Bo eller Ejendom, for hvilket de betale Skat.


Sp.: Er der Kvinder, som opfylde disse Betingelser?


Sv.: Ja, tusender.


Sp.: Betale alle Mænd, som har Stemmeret, direkte Skatter?


Sv.: Nej, ofte har Ejerindens Tjenere og Arbejdere Stemmeret.


Sp.: Vilde det da være rigtigt at berøve disse Mænd deres Stemmeret?


Sv.: Nej, det vilde være baade dumt og uretfærdigt.


Sp.: Hvad vilde da være retfærdigt?


Sv.: At give Kvinden saa vel som Manden Stemmeret.


Sp.: Fordre Stemmeret for alle Kvinder?


Sv.: Nej, kun for dem, der opfylde de samme Forpligtelser, som give Mændene Adgang til Stemmeret.


Sp.: Men Kvinderne er jo anerkendte som Borgere, naar de betale Skat.


Sv.: Ja, men ikke som Medlemmer af Staten.


Sp.: Er dette fornuftigt eller retfærdigt?


Sv.: Nej, det er baade dumt og uretfærdigt.


Sp.: Lider Kvinderne ved ikke at blive repræsenterede?


Sv.: Det gør de, deres Interesser er altid udsatte for at forsømmes, og et Faktum er det, at de er forsømte.


Sp.: Nævn nogle Exempler?


Sv.: Naar en myndig Kvinde gifter sig, bliver hun umyndig, og alt, hvad hun ejede, mister hun Raadigheden over; over hele den Formue bliver Manden alene Herre, og kan ikke tvinges til at give Hustruen mere end saa meget, at hun ikke ligefrem lider Nød. Over Børnene har Manden alene Raadigheden, og han er ikke retlig forpligtet til at tage noget som helst Hensyn til Hustruens Ønsker med Hensyn til Børnenes Opdragelse; Hustruen kan endog ikke forhindre, at han sætter Børnene i Pleje andet Steds. Der er nægtet den ugifte Kvinde Adgang til talrige Stillinger og Embeder, selv om hun besidder nøjagtig de samme Egenskaber og opfylder ganske de samme Betingelser som Mændene: en Kvinde, der har taget fuldstændig juridisk Examen med 1ste Karakter, kan ikke engang blive Sagførerfuldmægtig, medens en Mand, der har taget samme Examen med 2den Karakter, kan blive Overretssagfører. En Kvinde, som i et og alt bærer de samme Byrder og Skatter som en Mand (mange Mænd er jo fri for Værnepligt), har ingen politisk Stemmeret, selv om hun har nok saa mange Kundskaber og Examiner og maaske sidder i en stor Forretning, men en Mand, der hverken kan læse eller skrive, har Stemmeret. Saaledes kunde man vedblive længe at opregne Exempler.


Sp.: Men bryde Mænd sig da ikke om Kvindernes Interesser?


Sv.: Mange gør det, men en Del af Samfundet kan ikke fuldt forstaa at varetage en anden Dels Interesser.


Sp.: Kan ikke mandlige Vælgere forklare Folketingsmændene, hvad der er Kvindernes Ønske?


Sv.: Nogle gør det, men blive ofte meget misforstaaede, og andre overser helt Kvindens Interesser.


Sp.: Har man erfaret, at en Klasse af Folket kan varetage en anden Klasses Sager forsvarligt?


Sv.: Nej.


Sp.: Er det blevet prøvet?


Sv.: Utallige Gange. Enhver, der ikke mangler al Kundskab til Historien og ikke er aldeles blind for, hvad der gaar for sig hver eneste Dag, maa vide, at gennemgaaende ser enhver først og fremmest paa sin egen Fordel. Dengang, da Herremændene var sat til at varetage Bøndernes Interesser, udpintes og mishandledes disse paa det forfærdeligste. For Tiden er Arbejderstandens Interesser varetagne af andre, og Arbejderstanden er ude af Stand til at sætte de Reformer igennem, som den vil, thi selv om ogsaa en Del blandt Arbejderne har Stemmeret, er det i alt Fald i Landstinget de andre Klasser, der har Flertallet og bestemmer, hvad der skal gøres for Arbejderne. Hvad er Følgen? At Tusender af stræbsomme og hæderlige Arbejderfamiljer lever i den forfærdeligste Usselhed og Nød, medens enkelte Rigmænd fraadser i Overdaadighed. Siden Oldtiden har Mændene været sat til at vogte Kvindernes Interesser: Resultatet har været, at disses Interesser gennemgaaende er tilsidesatte. Naar i Aartusender Mændene har været dem, der varetog Kvindernes Sager, og de til Dato ikke har udvist Retfærdighed, er det latterligt at tro, at Mændene i Fremtiden skulde se mere paa Kvindernes Interesser end før, og give det andet Køn den fulde Ligeberettigelse, som det selvfølgelig har Krav paa.


Sp.: Er der nogen Grund til antage, at Kvindernes Ønsker vilde blive mere respekterede, dersom de fik Stemmeret.


Sv.: Ja, det er lige saa sikkert, som at to og to er fire.


Sp.: Hvorfor?


Sv.: Naturligvis fordi de da kun vil stemme paa saadanne Rigsdagsmænd, som vil stemme saaledes, som de ønske det. Da der vil blive lige saa mange kvindelige Vælgere som mandlige, og disse sidste altid er delt i flere Partier, vil de kvindelige Vælgere ved at holde sammen, indtil det er opnaaet, at Mand og Kvinde i alle Henseender har lige Ret for Loven, kunne sætte et Flertal ind i Rigsdagen, der vil gennemføre Kvindens Ligeberettigelse med Manden.


Sp.: Vil det blive slemt for Mændene, at Kvinderne faar Valgret?


Sv.: Nej. Ganske vist vil Følgen blive, at Lovene da snart bliver lige for begge Køn, og at Mændene miste deres begunstigede Stilling. Men det vil ikke gøre Livet ulykkeligere for Mændene, tvært imod.


Sp.: Hvorfor?


Sv.: Fordi Livet vil blive rigere, naar Mændene i Kvinderne finde deres Lige i Kundskaber, Interesser og Rettigheder, og ikke i saa mange Retninger staar fremmede overfor dem.


Sp.: Vil Staten have Gavn af, at Kvinderne faar Stemmeret og derigennem tilkæmpe sig lige Stilling for Loven med Mændene?


Sv.: Naturligvis; thi Staten er ikke andet end Borgerne, og hvad der er godt for disse, er ogsaa godt for Staten. Enhver Reform, der gør baade Mænd og Kvinder lykkeligere, gavner selvfølgelig Staten.


Sp.: Vil Lovene blive bedre, naar ogsaa Kvinderne faa Del i Lovgivningsmagten?


Sv.: Ja, thi nu gaar jo al den Dygtighed og Forstandighed og særlige Indsigt i mange Sager, som Kvinderne besidder, tabt for Samfundet.



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner