Er Kvindesagen dødsdømt?

Til Svar paa en Artikel, som for nogen Tid siden stod i Ringsted Folketidende: "Er Kvindesagen mere end en Døgnbevægelse", har Fru Line Luplau skrevet følgende i samme Blad :

Vi Kvinder kunde vel fristes til at udbryde saaledes. Snart banker vi paa en Dør, snart paa en anden for at faa Støtte af Mændene i vor Kamp, for at faa en anden og bedre politisk og social Stilling i Samfundet; men desværre mødes vi saa ofte med Undskyldninger fra Mændenes Side. Den ene tog sig en Hustru til ægte og kunde ikke komme, den anden havde købt sig en Ager, han skulde bese

o. s. v.

De Kvinder, der ikke arbejder selv i Kvindesagen, men kun morer sig med at kritisere os, holde Øje med os, om vi overhovedet bestiller noget, og om vi da har gjort det paa den Maade og paa den Tid, som de finder er den rette, disse Vampyrer, som gærne vilde suge vor Arbejdskraft, aner ikke, hvor mange bitre Timer, vi har, hvor mangen haabløs Strid, vi strider, aner ikke, at om end Modet stundom kan svigte, saa begynder vi igen forfra med at trille Sisyfosstenen opad Bjærget, kun for at skaffe dem Ret.

I "Folketidenden" kunde man for en Tid siden læse en Artikel: "Er Kvindesagen mere end en Døgnbevægelse her i Danmark? som er et talende Vidnesbyrd for Rigtigheden af, hvad jeg ovenfor har sagt om enkelte Kvinder; ja, et mere uretfærdigt og Kvindesagen mistænkeliggørende Aktstykke har jeg næppe set før. Og hvem er saa dets Forfatter? Sikkert en Kvinde, som selv har arbejdet med en Gang.

Hvor kan hun tale spottende om "Kvindesagens Præstinder, der tænkte lidt for meget paa at gøre det hyggeligt og morsomt for den Menighed, der først skulde vindes", hun, der ikke havde Mod til at blive staaende paa Skansen, da det skulde gaa løs, da Menigheden, som hun saa smukt udtrykker sig, skulde samles (skal vel være dannes).

Hvor kan hun tale om folkelig The og Kaffe paa en spydig Maade, hun, som selv har været Deltager i disse Sammenkomster, saa der har da været noget "for hendes Smag". Hun søger endvidere at latterliggøre Førerne, naar hun siger: "for stort og fint skulde det være, ved at lave Sædelighedsmøder, Fredskongres, nordiske Kvindesagsmøder og Vennemøder, ti, læg vel Mærke hertil, "ellers var der ingen, der lagde Mærke til det hele".

Saa kommer hun med Kanonsaluten til Sidst, idet hun siger, "at Kvindesagen er dødsdømt" om vi ikke forandrer Signalerne efter hendes Recept, der lyder paa: "Én Kvindeforening, ét Blad for Kvindesagen." O, hvor skønt!

Nej, ærede M. S., De er gaaet fejl i Byen. Kvindesagens Væxt afhænger ikke af Deres Dom om den, og jeg sætter den Paastand imod Deres, at jo flere Kvindeforeninger, jo flere Blade, vi starter, jo flere forskellige Kræfter der brydes, jo bedre Fremgang og Væxt for vor Sag. Ti lige saa vist som alle Mænd er født med forskellige Anlæg og Evner og har den ubestridelige Menneskeret at maatte, efter disses Beskaffenhed, tale, skrive, være saaledes som han vil, saa har Kvinderne ogsaa, enhver især, efter deres Evner og Syn, Lov til at virke og arbejde i Overensstemmelse med dem paa deres egen Sag.

Skulde Kvinderne være enige om alle de Spørgsmaal, som Kvindesagen rummer indenfor sin Ramme, saa var Miraklernes Tid kommen tilbage. M. S. behøver jo ogsaa blot at kaste et Blik paa Mændenes Enighed for at indse, at hun opstiller en Utopi med H. t. Kvindernes dito. Ja, var det saaledes, at vi var et Kor, der sagde "Ja og Amen" til alt, hvad M. S. forlanger, saa var "Kvindesagen dødsdømt".

Hvilken Gærning udfører M. S. i Kvindesagens Tjeneste, siden hun tillader sig at læse os andre saa grundig Texten? Ja, man har da gyldig Grund til at tro, at den er stor og kan tjene som et lysende Exempel for os. Ogsaa ønskede jeg at vide, hvorpaa hun støtter sin Paastand om Uenigheden mellem de forskellige Kvindeforeninger, hvilken Ueninghed efter hendes ufejlbarlige Mening kyser Folk, saa de ikke tør slutte sig til Kvindesagen. Jeg erklærer herved, at der mellem "Kvindevalgretsforeningen", hvis Formand jeg har den Ære at være, "Kvindelig Fremskridtsforening" og "De kvindelige Fagforeninger", der i Forening med de to nævnte udgør én Forening, der kaldes "De samlede Kvindeforeninger", hersker den bedste Forstaaelse, og at der af disse udføres et godt Samarbejde, og det er 11 Foreninger, en ret anselig Styrke, der samarbejder for at fremme vor Sag. Det forekommer mig, at M. S.s Paastand om "Mangel paa Kammeratskab" hermed er falden til Jorden. Kan M. S. fremlægge Beviser for, at Kvindesagen er dødsdømt, fordi vi lod den belejlige Tid gaa forbi og slog os til Ro, "disse smaa Damer", uden at vejre det Uvejr, der ville bryde løs over vore Hoveder, og kan samme bevise sin Paastand om, at Kvindeforeningerne kævles, og dertil navngiver sig, saa skal jeg møde hendes løse Paastande med saa klare Modbeviser, at det vil blive klart, at M. S. er løbet med "Limstangen". Jeg mener, at Kvindesagen er saa langt fra at være dødsdømt, at den nu for Tiden har stor Livskraft gennem alle dens forskellige Virkefelter. Vi fører en ærlig og ihærdig Kamp for en retfærdig sag - vore Menneskerettigheder - vi skyer intet Offer, vi bryder overtværs med vor Omgangskreds, ja med vor Slægt for denne Sags Skyld. Hvad gør M. S.?

København i November 1890.