« Tilbage til søgeresultaterne
Den tabte Fryd
Hvor Solskinnet legede blandt Strandens Stene, der sad Liv.
Hele Dagen sad hun der. Hele Dagen legede Vinden med hendes Haar, og hendes Ansigt var rettet mod Vandet. Hun syntes at vente - hun ventede, men vidste ej paa hvad.
Hele Dagen randt Bølgerne op paa Sandet og tilbage igen, og de rosenrøde Muslingeskaller kastedes hid og did. Liv sad ventende. Hele Dagen havde hun Solglans i Øjet. Naar Aftenen kom, og hun blev træt, lagde hun Hovedet paa sine Knæ og faldt i Søvn. Men endnu ventede hun.
Da skar en Køl gennem Sandet, da hørtes Trin paa Stranden, og Liv vaagnede derved. En Haand blev lagt paa hendes Skulder, Stød gennembævede hende. Hun saa op, og foran sig saa hun Kærligheds underfulde Øjne. Hun vidste nu, hvem hun havde ventet paa.
Og Kærlighed drog Liv ind til sig.
Af dette Møde fødtes et underfuldt og skønt lille Væsen - Fryd. Første-Fryd kaldte de ham. Solen, naar den skinner paa de muntre Bølger, er ikke saa glad, Rosenknoppen, naar den aabner sig for Solens Kys, er ikke saa frisk, som Fryd var. Hans Puls slog hurtigt. Han var saa varm, saa blød! Han talte aldrig, han lo blot og legede i Solskinnet. Og Kærlighed og Liv glædede sig meget over ham. Den ene sagde det ikke til den anden, men begge tænkte dybt i deres Hjerte: »Han skal for altid være vor Egen«.
Men der kom en Tid - var det efter Uger? var det efter Maaneder? - (hvem ved, Kærlighed og Liv maaler ikke Tiden) - da Fryd ikke længere var som før.
Han lo, han legede, han puttede de purpurrøde Bær i sin Mund; men engang imellem hang de smaa Hænder trætte, og Blikket søgte noget paa den anden Side Havet.
Og Liv og Kærlighed turde ikke se ind i hinandens Øjne, de vovede ikke at spørge: »Hvad fejler vort Hjertebarn?« Men hver hviskede til sig selv: »Det er ingenting, i Morgen vil hans Latter være lige saa klar som før«. Men i Morgen kom efter i Morgen, mens de vandrede videre, og Barnet legede ved deres Side, stedse mindre og mindre let.
En Dag havde Liv og Kærlighed lagt sig ned at sove, og da de vaagnede, var han borte. Men ikke langt fra dem paa Græsset sad et fremmed lille Væsen med vidtaabne, meget alvorlige og milde Øjne. Ingen af dem lagde Mærke til ham. De græd bitterlig og vilde gaa hver til sin Side.
Da lagde den lille med de alvorlige Øjne en Haand i hver af deres og trak dem sagte nærmere hinanden; og Liv og Kærlighed gik videre med Barnet imellem sig. Og da Liv i sit Hjertes Angst saa ned paa det, saa hun sine Taarer genspejlede i et Par bedrøvede Barneøjne. Og da Kærlighed i sin dybe Vaande brød ud: »Jeg kan ikke mere! Bagved os ligger alt det lyse; foran os er der kun Mørke,« da pegede en lille Finger paa Solskinsstriben paa Bjergets Side.
Da Liv traadte paa de skarpe Stene, tørrede den lille Blodet bort med sin Kjole og kyssede den saa-rede Fod. Da Kærlighed var ved at vansmægte i Ørkenen, løb han med sine bare Fødder over det hede Sand, indtil han fandt en Draabe Vand at læske Kærligheds Læber med. Han var aldrig til Besvær, kun til Hjælp.
Da de kom til den mørke Kløft, hvor Iskrystallerne hang fra Klippen - thi Kærlighed og Liv har mange trange og sære Steder at færdes igennem - der hvor Sneen laa tyk, og alt var koldt, tog han deres kolde Hænder og holdt dem til sit Hjerte og varmede dem. Og sagte førte han dem videre.
Og da de var komne derigennem og naaet til Solskinnets og Blomsternes Land, da lysnede det i den Lilles alvorlige Øjne, og Smilehuller viste sig i hans Kinder. Med en klar Latter løb han hen over det bløde Græs. Han samlede Honning op fra Hullerne i Træerne, han plukkede Blomster og snoede dem om deres Hoveder.
Saaledes færdedes de sammen, gennem mørke Steder og lyse. Sommetider mindedes de Første-Fryd og sukkede: »Ak, gid vi havde ham ogsaa«.
Til sidst kom de til det Sted, hvor Eftertanke sad - en sær gammel Kvinde, der altid sidder med Albuen støttet imod sit Knæ og Hagen i sin Haand, og som stjæler Lys fra det forgangne for at sprede det over det tilkommende.
Og Liv og Kærlighed bad hende: »Sig os, hvad der er sket! Da vi først mødtes, ejede vi et yndigt, straalende lille Væsen - der var hos ham Glæde uden en Taare, Solskin uden Skygge. Hvad har vi gjort, at vi skulde miste ham? Hvorhen skal vi gaa for at finde ham igen?«
Og hun, den gamle, vise K vinde, svarede. »For at faa ham tilbage, vil I saa give Afkald paa ham der?« »O, nej, nej,« raabte Liv og Kærlighed i Hjerteangst.
»Give Afkald paa ham«, sagde Liv. »Hvem skal da suge Giften ud, naar Tornen har stukket mig? Naar mit Hoved brænder, hvem skal saa lægge sine bløde Hænder paa min Tinding og dulme Smerten? Hvem skal værne mig i Kulden og Mørket?«
Og Kærlighed sagde: »Nej, hellere vil jeg dø. Jeg kan leve uden Fryd, men uden denne ikke.«
Og den vise, gamle Kvinde svarede:
»Hvor I er taabelige og blinde! Den, I en Gang har ejet, er jo den samme, som I nu har. Naar Liv og Kærlighed mødes, fødes der et Væsen af straalende Glæde - det er Lys uden Skygge. Men naar Vejen begynder at blive trang, naar Skyggerne falder længere, naar Dagene bliver tunge og Nætterne kolde - da forandres deres Fryd. De vil ikke se det; de vil ikke søge at forstaa det; de giver sig hen til Klager over, hvad der er tabt. De forstaar ikke, at det er umuligt at føre saadan en leende Skabning med sig ind i Ørkenen gennem Frost og Sne. De forstaar ikke, at den, som vandrer
ved deres Side, virkelig er den samme Fryd, men modnere og ældre. Det alvorlige, milde og ømme lille Barn, som formaar at holde sig varm i den koldeste Sne, frygtløs i de største Farer, dets Navn er Sympati; det er Kærligheden, fuldkommengjort«.
