« Tilbage til søgeresultaterne
Ud af Buret
(Fortsat.)
Det blev Vinter, Sneen laa højt i Fængselsgaardene, især i den yderste, og der var en hel Del Ekstraarbejde i den Anledning. Lucy Dulvers havde en Svaghed for denne yderste Gaard, hvor Heste og Vogne kørte ind, og Fængselsomnibusserne færdedes; hun greb ethvert Paaskud til at komme i Nærheden af den store Port, hvor Libbys Hus laa - det Hus, hvor Portnøglerne blev opbevarede, hvor de besøgende blev skarpt mønstrede, de handlende udspurgte og Brevene modtagne fra Postbudet. De matrons, som var saa heldige at have Fridag, gav her et muntert Nik til Libby, medens de trippede ud gennem Portlaagen, som han omhyggelig laasede efter dem.
For Lucy havde som sagt denne Port en vidunderlig Tiltrækning. Snart skulde den aabne sig for hende, Libby skulde nikke Farvel til hende, og hun vilde næsten være bedrøvet ved ikke mere at skulle se hans runde, røde, fornøjelige Ansigt, der altid smilede til hende, for han havde et venligt Sind, og han betragtede Lucy som et mærkeligt Eksempel paa Fængslets civiliserende Virkning. Meget ofte, naar hun lod sin Haand glide op og ned ad Portstolperne, nikkede Libby til hende, og naar han var i rigtig godt Humør, hvad der ikke hændte saa sjældent, kunde han sige:
»Ja, Tiden gaar - det vil ikke vare længe, før det er din Tur at skilles herfra«.
»Ja, Gud ske Lov!« sagde Lucy, og saa tav de, for de havde jo begge overtraadt Reglerne ved at veksle det Par Ord. Men Lucy havde sine Forrettigheder, og Libby skulde nok passe paa, at ingen opsynshavende var i Nærheden.
Saa kom der en Dag - og det en, som blev en tung Mærkedag i Lucys Liv - da Porten blev lukket op af den godmodige Vogter. Lucy var bleven sendt til ham med et Brev og stod nu og ventede, medens han læste det. Saa spurgte hun, om der var noget Svar.
»Nej, der er ikke. Gaa af Vejen; nu har vi straks Direktørens Vogn«.
»Jeg troede ikke, det var Besøgsdag«, sagde Lucy i en hviskende Tone.
»Det er det heller ikke. Men han kommer nu alligevel, din lille Snushøne«.
»Staar der noget paa da?«
»Ikke noget, som kommer dig eller mig ved«, lød det korte Svar. Han svingede de svære Portfløje tilbage, hjulpen af en anden Vogter, som var kommen til for det sammes Skyld, og der saas en Stump Gade, en Dynge Sne og en høj Mur, hvorover nogle store Træers snedækkede Grene svajede i Blæsten.
»Aa, hvor kønt!« udbrød Lucy beundrende.
»Af Vejen du, se til, du rapper dig«, kommanderede Portneren med en indtrængende Hvisken, og Lucy tog et Par Skridt tilbage mod Fængslet og bort. fra den friske Luft og Lyset der udenfor.
Idet samme svingede en Karet ind ad Porten med vældig Larm af Hestetrampen ogVognhjul, og i Kareten sad Direktøren, den mægtigste Mand i hele denne Fængselsverden og dog et overmaade ordinært udseende, rødnæset Individ, tænkte Lucy, medens hun saa paa ham, som han sad der i et Hjørne af Vognen, læsende nogle Papirer, han holdt.
(Fortsættes).
