« Tilbage til søgeresultaterne
Naturforskning og Almendannelse
Foredrag ved Fysiklærermødet i Juli 1900
af Jacob Appel.
(Sluttet.)
Deres Metode er, hvad jeg vil kalde den almindelig historiske. Men jeg vil strax tilføje, at der her ikke i første Linie er Tale om en kronologisk Fremstilling af Fysiken; meget mere kan den karakteriseres derved, al den ikke alene medtager Instrumenternes og Forsøgenes Historie, men bringer disse i Forbindelse med en Fremstilling af de Mænds Virksomhed, som har udtænkt Apparaterne og ordnet Forsøgene. Derved kommer Undervisningen til at omfatte de ledende Ideers Udvikling, og Eleverne føres til at genopleve de grundlæggende Opdagelsers Fremkomst, og dette er af største Betydning, thi »selv om Verden i sin Helhed skrider fremad, maa Ungdommen dog stadig begynde forfra og som Enkeltmennesker leve Verdenskulturens Hovedbegivenheder om igen« (Goethe).
Blandt Talsmændene for en saadan Undervisning i »historisk Fysik« kan jeg nævne to tyske Gymnasielærere, Professor Fr. Pietzker i Nordhausen og Karl Albrich i Hermannstadt, der begge i Skoleprogrammer fra 1894 har udviklet deres Tanker om Sagen og givet Prøver paa, hvordan de praktiserer Undervisningen. Men længe før dem har som bekendt Professor la Cour her i Askov paa den udvidede Folkehøjskole undervist i »historisk Fysik«. *)
*) Der foreligger allerede fortrinlige Hjælpemidler for Lærere til at udarbejde en historisk Fysikundervisning. Særlig vil jeg nævne Professor ved Wiens Universitet E. Machs udmærkede Bøger, navnlig hans Mekanik og Varmelære, hvori han har givet en Fremstilling af de ledende Ideers Udvikling angaaende disse Afsnit af Fysiken. Fremdeles Oliver Lodges Værk: »Pioneers of science«, W. Ostwalds: »Elektrochemie« og i Sammenhæng hermed Thorpes: »Essays in chemical history«. Naar hertil føjes de mange gode »Fysikens Historier«, som findes, har man fyldigt Materiale til Hjælp ved Undervisningen.
Jeg kunde tænke mig, man vil indvende, at der umuligt kan blive Tid til at praktisere en saadan historisk Undervisning i Fysik, og at den i hvert Fald kun kan tænkes indført paa Bekostning af den strængt eksakte Undervisning.
Hertil vil jeg svare: Gør et Forsøg, og døm saa. Men husk paa, at i den almendannende Undervisning gælder det absolut ikke om at faa alt muligt med, men om at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige, og hertil faar man en fortrinlig Hjælp i den historiske Fremstilling. Denne opfordrer nemlig stadig til at søge Udviklingstraadene og skærper Sansen for det væsentlige; derved vil der spares Tid. Hvad den eksakte Undervisning angaar, da kan den lige saa vel trives eller forsømmes her som ved en uhistorisk Metode; i begge Tilfælde afhænger det udelukkende af Læreren.
Endelig fører den historiske Metode Eleverne til en virkelig Forstaaelse af Forskningens Arbejds-maade og vænner dem til at spørge om Sammenhæng og Udvikling. Selv om Undervisningen kun kommer til at spænde over en meget begrænset Del af Naturforskningen, kan der godt naas en paalidelig Fremstilling af dens Væsen.
Den historiske Undervisning kommer altid, som jeg gentagende har sagt, til at følge en Udvikling. Grundtvig, som med Styrke hævdede, at den folkelige Undervisning altid bør anlægges historisk, har været Folkehøjskolens Læremester, og det skyldes hans Anvisning, at denne Skole ogsaa har kunnet tage Fysiken op som et ikke ubetydeligt Fag. Han gav denne lykkelige Anvisning til at ordne Undervisningen historisk, fordi den folkelige Skole fuldtud maatte tage Sigte paa at hjælpe Ungdommen til personlig Udvikling, og dette kan Skolen planmæssigt kun gøre ved at lade Eleverne faa Lejlighed til at følge Aandslivets og Aandsvirksomhedernes Udvikling, som den er foregaaet i og ved Mennesker.
Læreren maa da ved flittig Brug af de Hjælpemidler, som staar til hans Raadighed, søge at oprede Udviklingens Traade saa klart, han evner, og lægge sin Personlighed saa kraftigt, han kan, ind i Undervisningen, derved, at han lever sig sammen med sit Emne som den, der selv har Lod og Del i Udviklingen. Eleverne vil saa have Udsigt til at faa Forstaaelse af, hvordan det i alle de enkelte Undervisningsemner (rene Færdighedsfag fraregnet) gælder om at komme i Berøring med en Udvikling, hvis der skal naas en personlig Berigelse.
Paa Skolens Omraade er historisk Undervisning ensbetydende med Udviklingslære, og jeg tager næppe fejl, naar jeg paastaar, at en historisk naturvidenskabelig Undervisning er det ypperste Middel til at dygtiggøre Mennesker til at skelne mellem, hvad der paa Naturforskningens Omraade kan eftervises virkelig at være en Udvikling, og hvad der kun kaldes Udvikling i Kraft af en Antagelse (Hypotese). Her fører Undervisningen i Naturfag atter ind til en af de Ting, som i højeste Grad præger vor Tids Tænkning, nemlig Udviklingslæren. Dens ledende Ide er optaget paa mangfoldige andre Omraader end det rent naturhistoriske, thi hvor Livet virker, lader der sig bestandig paavise en Udvikling, og Evolutionslærens store Fortjeneste er jo netop, at den har givet Stødet til, at man overalt søger efter Udviklingen, efter Sammenhængen.
Den historisk ordnede Undervisning tjener derefter atter til at fremlægge Udviklingens Gang for Eleverne.
Er Undervisningen derimod dogmatisk, bliver Udviklingslæren et Dogme, som den offentlige Mening, om jeg saa maa sige, tager Stilling fil, og som derved mister den opdragende Værdi. Udviklingslæren har nemlig ikke særlig til Opgave at belære os om, at vi nedstammer fra Aberne (derom siger Udviklingslæren bevislig intet), men den har det Ærinde til alle aandelig vaagne Mennesker at gøre dem klare over, hvad der er Naturforskningens ypperste Ledetraad: overalt at søge Sammenhæng og Udvikling.
At være uden Forstaaelse af Udviklingslærens Anvendelse betyder det samme som at være uden Forstaaelse af vor Tids Kulturarbejde.
Til Slutning endnu dette. Til Almendannelse hører naturligvis Opøvelse af Evnen til hurtig og sikker Opfattelse, til at tænke logisk og til at tale klart og bestemt om en Sag. Men her har Naturfagene sammen med Matematik gode Betingelser for at gøre sig gældende ved Siden af Sprogundervisningen. Om Naturtingene kan der tales klart og koncist, og jeg tænker, at Naturfagene maaske endogsaa kan have et Fortrin for grammatiske Emner deri, at de uvilkaarlig ligger nærmere for Haanden.
Jeg mener da hermed at have antydet, at der er god Grund for den almendannende Skole til at overveje, om Undervisningen i Naturfag ikke billigvis kan gøre Krav paa mere Opmærksomhed, end der hidtil er vist den. Jeg har særlig talt om Fysikundervisningen, fordi den ligger mig nærmest, men selvfølgelig har Undervisningen i Naturhistorie ogsaa sin store Værdi, navnlig derved, at den i fortrinlig Grad opøver Evnen til Iagttagelse.
