"Eine alte Geschichte".

Skitse.

Fortsat.

Hun havde en stor Blomsterkurv paa Armen og en Sax i Haanden.

Nu gik hun ned ad Havegangen, langsomt, let vrikkende, lidt koketterende; maaske havde hun allerede opdaget ham i Lysthuset og vilde nu tage sig ud. Hun stansede ved et Rosenkrat lige i Nærheden af Lysthuset, rakte og strakte sig for at faa de store, fuldt udsprungne Roser, som sad aller højst oppe, men som var saa dejlige; de stivede Skørter skreg ved hver Bevægelse hun gjorde.

Han havde sat sig op paa Bænken og betragtede halvt tankeløst hendes Beskæftigelse.

I det samme fik Hunden, der havde været rundt og snuset i alle Bedene og ført

en hæftig Krig med en Bremse, Øje paa ham, for hen til ham og stak sin kolde Snude lige ind i Ansigtet paa ham. Han kærtegnede den og kaldte den ved Navn; den gøede højt af Glæde.

Nu saa Pigen hen til ham og hilste.

"God Morgen, Jomfru Olsen!" raabte han, "De er tidlig oppe!"

Og med det samme tilføjede han ved sig selv: "Hvem Pokker er det hun ligner? Hvem Fanden er det dog, hun ligner? Hvem Sat.."

"Ja, man fortryder det ikke, her er saa dejligt," sagde hun og saa lige paa ham. Solen skinnede gennem det rødligblonde Haar, der stod som en Glorie om Hovedet, og som, afskaaret næsten lige over Øjenbrynene, bedækkede Panden. Over det ikke fine, men kønne, friske, runde Ansigt kastede Skyggen, idet hun dukkede Hovedet lidt, et eget, ferskenagtigt, blødt, dunet Skær.

"Nu véd jeg, hvem det er, hun minder mig om," tænkte Aksel, "det er Rosenstands Pige paa én af Charlottenborgudstillingerne, det er Pigen med Pandekagerne i Køkkenet, det er den svenske "flicka" i "Rakstugan", det er Dyveke!"

"Gier i mig en Rose, Jomfru Dyveke?" raabte han ud til hende, halvt betaget af den Illusion, han selv havde skabt.

"Hvad kalder Herren mig?" spurgte Pigen og nærmede sig.

"Aa, det var ikke noget, hvad hedder De ellers?"

"Julie," svarede hun.

"Hør," sagde han, idet han pegede paa en Krog i Lysthusets Dør, "der er et Sted, hvor De passende kunde hænge Deres Kurv, mens de udsøger den smukkeste Rose til mig."

"Den smukkeste Rose!" sagde Pigen koket, idet hun løftede Armene lidt i Vejret og anbragte Kurven paa Krogen. Hun saa prægtig ud i dette Øjeblik, da Anstrængelsen havde jaget Blodet op i hendes Kinder, og hendes livlige, smaa Øjne ivrig spejdede i Kurven. Han tændte sig en Cigaret, indaandede med Velbehag den fine Duft, og idet han spidsede Læberne let og samtidig kneb Øjnene til, saa han paa hende gennem det luftige Væv af blaaliggraa Ringe, der tumlede og boltrede sig i Luften, som paa et kønt, frisk, sollyst Maleri, der saa ud, som det hvert Øjeblik vilde træde ud af Rammen.

Nu, min smukke Julie, faar jeg den snart?" spurgte han, idet han rakte Haanden ud, halvt overlegen, halvt utaalmodig, "De kan jo forestille Dem, at jeg er Romeo."

"Romeo og Julie," sagde Pigen med et ubestemt Smil; hun havde nok før hørt disse to Navne nævne sammen; hun vidste, at Byen hed Snærpe, men hun vidste ikke rigtig, hvor den snærpede hen. Hun nærmede sig med en dejlig, stor, hvid Rose i Haanden. Og idet hun traadte ind i Løvhytten, og det lyse, kølige Skær faldt over hendes kønne Skikkelse, saa han, at disse Læber var friske og røde, disse smaa, hurtige Øjne smukke og klare. Og denne for Pigen saa smigrende Opdagelse efterfulgtes af en for hende mindre behagelig Overraskelse: Idet hun rakte ham Blomsten, slyngede han sin Arm om hendes Liv, tvang hende ned paa Bænken ved Siden af sig og trykkede et Kys paa hendes Læber.

Det kom over ham som en pludselig Indskydelse; han kunde ikke lade det være; han tænkte egenlig slet ikke over, hvad han gjorde. Hun rev sig løs med et højt Skrig, kaldte ham en Laban og for ud af Lysthuset. Der var kommet et Slags Raseri over ham. Han for efter hende, men kom i det samme til at støde til Kurven, der hang i Døraabningen; den svingede voldsomt, udgød sit rige Indhold over ham og fængslede ham ved at hægte sig fast til hans Knaphul. Mørkerøde, gule og hvide Roser laa strøet om i Lysthuset eller svirrede som løsrevne Blade endnu i Luften, lagde sig over hans Hat og hans lyse Sommerdragt som en Sky, mens han rev og sled i Kurven for at frigøre sig; han stod dér som en ufrivillig Marie Grubbe, badet i Rosenblade.

Imidlertid flygtede Pigen tværs over den grønne Plæne.

Han var bleven aldeles meningsløst ivrig; han vidste jo dog, at saa snart han var kommen ti Skridt frem paa Plænen, kunde man se ham oppe fra Huset. Men han tænkte slet ikke, han stormede lige ud, saa snart han var bleven fri, men stansede med ét som naglet til Jorden.

Fra den anden Side af Lysthuset var én dukket frem og stod nu og saa paa ham, én, som heller ikke ret vidste, om hun skulde blive eller gaa.

Det var en ganske ung Pige, slank og fint bygget og klædt med en vis nonchalent Elegance i en let, hvid Kjole, der sad smukt om den ranke, ungdommelige Figur og i bløde, brede Folder sænkede sig mod Jorden; en bred, lys Straahat kastede en klar, gennemsigtig Skygge over det lille, kække

Ansigt med de fine, skønt ikke ganske regelmæssige Træk, og det mørke Haar laa i en tyk Fletning over Skulderen.

Men intet af alt dette saa han klart; det var, som hver Nerve i ham var lammet, alt viste sig for ham som gennem en Taage, som en forvirret, usammenhængende Masse, det eneste, han med ubarmhjærtig Tydelighed saa, var et Par mørke, tindrende Øjne, med et eget, fløjlsagtigt Skær, som under de sorte, sammentrukne Øjenbryn lynede ham i Møde og borede sig ind i hans med et Udtryk af den grænseløseste Overraskelse, Rædsel og Forbitrelse.

Et Øjeblik saa han hende stift i Øjnene; men saa kunde han ikke længere holde dette faste, vrede Blik ud, han saa ned: hans Hjærte bankede voldsomt; han kunde føle, hvor Blodet brændte ham i Kinderne. Ikke for alt i Verden vilde han have staaet saaledes for hende! - og nu i Dag, da han netop - aa, det var ikke til at holde ud at tænke paa! - Han saa ud som den personificerede onde Samvittighed.

Fortsættes.