« Tilbage til søgeresultaterne
Aftenskoleundervisningen ved Sorø Husholdningsskole
I Referatet fra Dansk Kvindesamfunds Aarsmøde i Aarhus staar der i Beretningen fra Sorø nævnet en Aftenskoleundervisning i Madlavning. Paa denne Aftenskoleundervisning vilde jeg gerne henlede de andre Kredses Opmærksomhed, fordi jeg mener, at der paa dette Omraade er noget at udrette, og at det er en Opgave, Dansk Kvindesamfund særlig bør tage op.
I Sorø er som bekendt den første Husholdningsskole oprettet og ledet efter moderne Principper med metodisk og teoretisk Undervisning. Dansk Kvindesamfunds Formand, Fru Jutta Møller, har taget virksom Del i Oprettelsen. Skolen er i de forløbne Aar gaaet fremad i Organisation. Den ene af Forstanderinderne, Frøken Magdalene Lauridsen, har ved Rejser gjort sig bekendt med lignende Skoler i Sverrig og England, og den nævnte Aftenundervisning er nærmest en Frugt af denne sidste Rejse.
Det er Dansk Kvindesamfunds Kreds i Sorø, for hvilken Frøken Lauridsen er Formand, der har sat Undervisningen i Gang. Man begyndte med et Hold paa 8 Elever Vinteren 1900 og forsøgte baade med Forevisning i Madlavning og derpaa følgende Arbejde af Eleverne. Den sidste Del af Undervisningen viste sig vanskelig at udføre i almindelige Køkkener, og i Vinteren 1900 -1901 har man derfor fortsat alene med Forevisning og udvidet denne saaledes, at der er blevet undervist 632 Deltagere, fordelte paa 15 Undervisningssteder.
Arbejdet er udført af 4 Lærerinder, nemlig foruden Frk. Lauridsen, Lærerinde ved Sorø Husholdningsskole Frk. R. la Cour samt 2 paa Husholdningsskolen dertil uddannede Lærerinder Lærerinderne har optraadt som Vandrelærerinder og har ved Undervisningen benyttet Kogeapparat og Høkasse. Det hele Arbejde er saaledes sat i Gang med meget smaa Midler.
Eleverne har været Præste-, Lærer-, Gaard- og Husmandskoner, Kvinder i selvstændigt Erhverv, og Tjenestepiger. Det store Antal, der har meldt sig, viser, at der er Interesse for Sagen.
Man blev sat i Stand til at udvide Undervisningen allerede det andet Aar, fordi et Udvalg af Deltagerne i Undervisningen i Sorø henvendte sig med et Andragende til Landboforeningen der paa Egnen om at tage Sagen i sin Haand. Udvalget henviste til, at Formaalet med Undervisningen er at udbrede Kendskab til mange Landbrugsprodukter, som hidtil kun har været benyttede i ringe Grad; det maatte derfor anses for en Opgave, der vedkom Landboforeningen, og denne tiltraadte Anskuelsen ved at støtte Sagen.
Det er ganske vist ikke saa let for Dansk Kvindesamfunds øvrige Kredse at gøre noget lignende, da de ingen Husholdningsskole har i Ryggen; men noget kan der gøres. Naar man naaede til at faa Skolekøkkener, vilde der overalt i Byerne være et passende Lokale og man behøvede ikke at indskrænke sig til Forevisning. Der vilde ligeledes være en Lærerinde, som maaske kunde finde Tid til en Aftenundervisning. Der uddannes hvert Aar paa Statens Kursus Lærerinder, der spredes over Landet; for mange af disse vilde det sikkert være en Glæde at tage fat paa en saadan Undervisning.
Først maa det være Kredsens Opgave at paavirke Kommunerne til at oprette Skolekøkkener; dernæst maa de søge Adgang til disse og sætte en Aftenundervisning i Gang, for saa med Tiden, naar dens Betydning er slaaet fast, at faa Kommunen til at overtage den.
For Landets Vedkommende kan man indrette sig som i Sorø med Vandrelærerinder; man maatte gennem Staten kunne faa »Vandrekøkkener«, som man har dem i andre Lande, d. v. s. alle Redskaber med samt Komfurer nedpakkede i Kasser. »Quick meal« vilde egne sig godt dertil.
I København har man Fortsættelsesundervisningen at bygge paa; men man skal ikke slaa sig til Ro dermed. Maalet er ikke naaet, før det bliver en Aftenundervisning, der ikke er begrænset indenfor en bestemt Alder, nu 20 Aar.
Da København efterhaanden faar Skolekøkkener i alle Dele af Byen, vil Kommunalbestyrelsen sikkert heller ikke være uimodtagelig for at træde til, naar kun et Forsøg har vist, at Trangen er til Stede.
Sorø har i alle Tilfælde vist Vejen, og den hele Bevægelse er fra først af udgaaet fra Dansk Kvindesamfund, ligesom dette har fremsat Planerne om en Kvindeafdeling ved Landbohøjskolen. Som Følge af dette bør Foreningen ikke lade denne Side af Sagen ligge hen. Vel gennemført vil den sikkert bidrage til at højne Kvindernes Stilling.