Et Julebillede.

Eline Holm havde været et stadseligt Pigebarn i sine Velmagtsdage, og den Gang havde det heller ikke manglet paa Friere; men da hun havde lært mere end de fleste unge Piger, takke være en fornuftig Moder, saa vidste hun fuldtud Besked med Ægteskabet og de Fordringer, det stillede til Kvinden, og hun kunde derfor aldrig tænke sig at give en Mand sin Favn uden samtidig at give ham sit Hjærte. Følgen deraf var, at hun blev tyve Aar, før hun, der tillige var en koldblodig og rolig Natur, følte Blodet banke i sine Pulse ved Synet af en ung Mand.

Da skete det, at hun blev forelsket, forlovet og - skulde have været gift.

Dagen for Vielsen blev hendes Fader, der var Prokurator i en Provinsby, ramt af et Hjærteslag, der dræbte ham paa Stedet.

Selvfølgelig blev Brylluppet opsat. Ved Opgørelsen af Boet viste det sig, der var en Underbalance af mange Tusender, i Stedet for, som al Verden havde troet, at der skulde være Formue.

Og det gik nu, som det saa ofte gaar i Verden, den unge Mand trak sig tilbage fra den fattige Enkes smukke, men fattige Datter. Han vilde nok gifte sig med en rig Pige, ikke med en Tiggerske.

Enken og hendes Datter drog til København, dette Tilflugtssted, hvor saa mange Ulykkelige forsvinder i Strømmen. Nogle rige Slægtninge gav den stakkels Kone en aarlig Sum, lige stor nok til at betale Huslejen med, og for Resten maatte de se til at hjælpe sig selv.

Slaget havde først bøjet den unge Pige saa dybt under sig, at hun følte sig som knust, men hendes unge, spenstige og kraftige Natur rettede sig lidt efter lidt, kun en vis Bitterhed blev tilbage i Sindet - Bitterhed imod ham, hun havde elsket, men ogsaa mod alle de andre, der i Lykkens Dage kaldte sig Venner, og ikke mindst mod de rige Slægtninge, der tilkastede Moderen en uselig Brødkrumme, men ikke kendtes ved hende, ikke tog hende til deres Bord. Og hun vilde arbejde, arbejde for sig selv og for sin Moder.

Men det var vanskeligere, end hun nogen Sinde havde tænkt sig det.

Hun kunde lidt af alt, som de fleste unge Piger, der har gaaet i en god Skole, men grundigt kunde hun intet. Dertil kom en vis Ubehændighed i den Kunst at underordne sig andres Meninger, og Følgen blev den, at de faa Elever, hun havde faaet, dem mistede hun atter, fordi hun overfor deres Forældre optraadte paa en altfor selvstændig Maade.

Moderen havde faaet sit Knæk en Gang for alle. Af Skræk over Mandens Død var hun bleven lam i Underkroppen og var hjælpeløs som et lille Barn, stakkels Eline maatte fortjene Brødet til dem begge.

En Færdighed ejede den unge Pige dog, og det var at sy kunstfærdigt, hvidt Broderi. Ved et rent Tilfælde fik hun Arbejde for et af Hovedstadens største Magasiner i Mode- og Udstyrsartikler, og her lod det omsider til, at hun blev paaskønnet. Ved anstrængt Flid lykkedes det hende at holde Nød og Fattigdom ude og berede den stakkels lamme, halvt aandssvage Moder, mangen lille barnlig Glæde. Men Øjnene led under det fine Arbejde, og i det før saa glatte og runde Ansigt havde nu Kummeren, denne Hjærtets Ve, der fortærede hele hendes Ungdom, gravet dybe Furer.

Der er gaaet fem Aar.

Elise var nylig fyldt de femogtyve; men den høje, magre Skikkelse med det noget indsunkne Bryst, det blanke, sorte Haar, graasprængt i Tindingen, de naalfine Furer om den alvorlige Mund og de anstrængte Øjne lignede ikke den muntre, livsglade Eline, om hvem de unge Mænd en Gang sværmede som Fluer. Livet havde ikke budt hende "Vin i dybe Skaaler" eller maaske havde hun ikke forstaaet at gribe til og nyde Livsglædens berusende Drik. Hun er bleven gammel før Tiden, og dog er hun endnu smuk, til Tider, naar Blikket bliver lyst og mildt, idet det vandrer fra den fine Krave, hun broderer, til den syge Moder med det elskelige Barneansigt.

Skumringen falder paa. De dybe Skygger sniger sig ind ad det smalle Vindue og lægger sig over Moder og Datter, over det lille, hyggelige Værelse, med de Rester af fordums Velstand, der reddedes fra det store Skibbrud.

"Hvil nu dine Øjne, kære Barn, husk paa, i Morgen er der atter en Dag," lød en skælvende Røst fra Dybet af en Lænestol, der stod i Nærheden af Kakkelovnen, og hvori den syge Moder hvilede med et Strikketøj i sine famlende Hænder.

"Ja, nu holder jeg strax op, lille Mor, jeg mangler den sidste Tunge, saa kan jeg i Morgen bringe alle Kraverne ind paa Magasinet og faa en ny Ladning Arbejde med hjem til Helligdagene."

"Herregud, Barn, skal Du arbejde i de velsignede Helligdage?"

"Bare en lille Smule. Hvordan tror Du ellers jeg skulde faa Tiden til at gaa, Du forvænte lille Moer? Du mente maaske vi to skulde more os med at spille Besique fra Morgen til Aften?"

"Vist ikke nej, Barn, vist ikke nej; men Du skulde gaa lidt ud at spadsere, eller i Teatret, eller besøge nogen!"

I Elines Hjærte genlod det: "Besøge nogen," og med Bitterhed spurgte hun sig selv: "Hvem?"

Ingen søgte dem, hun søgte ingen. Nej, hun var glad over, at hun havde sit gode Udkomme, andet brød hun sig ikke om. At arbejde, det var jo ethvert Menneskes Pligt, og lever man for Pligten, lever man ikke forgæves.

I denne Stund takkede hun sin Barndoms Gud, fordi han havde ladet hende finde dette Arbejde, der passede til hende, fordi hun ikke var tvungen til at leve som en Parasit i andres Tilværelse.

Et kort Øjeblik støttede hun Hovedet i Haanden og stirrede langt ud over Kallebodstrand fra sit lille Kvistvindue. Langt ude i Horizonten saas endnu en rød Stribe fra den svundne Vintersol, og da den helt forsvandt, grebes hun af en Gysen, en sælsom Forudfølelse af kommende strenge og onde Dage.

Næste Dag, det var Juleaftens Dag, da Eline havde ordnet det lille Hjem, klædt Moderen paa og anbragt hende i Lænestolen, samt sørget for Frokosten til dem begge, klædte hun sig paa for at gaa til Byen.

Hun havde tænkt saa meget den Morgen, regnet ud, hvormange Penge hun nu skulde have, grundet paa, om der ikke kunde blive Raad til en lille Juleglæde. Hvad om hun købte en And og en Flaske Rødvin? Herregud! Moderen var jo saa lykkelig som et Barn over lidt god Mad, og i Julen turde de nok tillade sig det. Et lille bitte Juletræ vilde hun ogsaa købe og pynte med Lys og forgyldte Æbler, og under det skulde ligge hendes smaa Julegaver til Moderen, de varme Muffediser og den store Honningkage. Bagefter kunde hun saa med det glæde de fattige Børn, der boede paa samme Gang som hun. De stakkels Unger, Børn af en fordrukken Fader og en løsagtig Moer, dem tænkte sikkert ingen paa til den velsignede Jul! Hun var lykkelig over, at den Idé var falden hende ind.

Ingen er saa fattig, uden de dog er i Stand til at glæde nogen endnu fattigere.

I disse glade og fornøjelige Tanker gik Vejen hurtigt. Af og til stansede hun for at se ind ad et Høkervindue, eller paa en eller anden Juleudstilling, og hun var midt i Byen, næsten før hun vidste af det.

Den lille Pakke med de fint broderede Kraver og Lommetørklæder laa omhyggeligt indpakkede i en Mappe, og det var med en næsten øm Følelse, hun trykkede den op til sig ved Tanken om, at dette Arbejde var det, der i det hele taget tillod hende at existere.

Da hun kom ind paa Magasinet, bad Bestyrerinden hende om at tage Plads en Stund, da hun, før hun kunde udbetale Arbejdsløn eller udlevere mere Arbejde, først maatte konferere med Chefen.

Det forbavsede Eline; ti det var en ganske ny Forretningsorden, og den Gysen og sælsomme Forudfølelse af noget ondt, der Aftenen i Forvejen havde grebet hende, kom igen med vidunderlig Magt.

Tavs men med bankende Hjærte og blege Kinder, satte hun sig og ventede.

Ventetiden blev lang. Omsider kom Chefen selv, fulgt af Bestyrerinden, hen imod hende, og lidt forlegen men dog med en flot Overlegenhed, der var karakteristisk for den lille geschæftige Mand, hilste han kort og sagde:

"For Fremtiden vil der ske nogen Forandring med de Priser, vi hidtil har givet Dem, Frøken Holm. Forandringen begynder i Dag, De har bragt et Dusin Kraver; da de hidtil har været den eneste, der har kunnet sy dem, har jeg givet Dem en saa urimelig høj Pris som 2 Kr. Stykket - "

"Den var ikke for høj, Hr. Grosserer - Arbejdet - - "

"Mulig den ikke var det, men for Fremtiden vil den være det. Denne Gang vil jeg endnu give Dem l Kr. 50 Øre for Stykket. Næste Gang faar De kun 1Kr. og 25 Øre. For Lommetørklæder noterer jeg samme Prisnedsættelse i Forhold."

Eline skælvede af Forbitrelse og Harme. Stoltheden rejste sig i hende, men hun bed sin Læbe til Blods for ikke at udraabe alle de bitre Ord. hendes Hjærte rummede, hun turde jo ikke fornærme den mægtige Chef, turde ikke for sin syge Moders Skyld støde tilbage det Arbejde, hvorpaa han nu skambød hende.

"Men hvorfor," fremstammede hun omsider, "sig mig dog i det mindste hvorfor mit Arbejde har tabt i Værd?"

"Tabt i Værd, Frøken Holm, det er just det rette Ord. Det har tabt i Værd, fordi det ikke længere er enestaaende. En af vore Kunder, en Dame, der køber meget her saavel til sig selv som til sin Datter, har vist mig sit Broderi, der magelig kan staa ved Siden af Deres. Hun ønsker Arbejde; enfin! hun har tilbudt os det for de Priser, jeg nu nylig har budt Dem, og følgelig indser De vel, jeg ikke kan være bekendt at give Dem mere. Det er endda en Lykke for Dem, at Tidens Moder kræver fine Broderier til Damernes Toilette, ellers vilde jeg have set mig i den sørgelige Nødvendighed at maatte afskedige Dem. De forstaar - en Dame - en Kunde? -

Adjeu, Frøken, glædelig Jul! - Aa, Frøken Tychsen, vil De opgøre Frøken Holms Afregning. "

En Time efter Eline var traadt ind i Magasinet, forlod hun det atter, men hendes Hjærte laa som en Sten i Brystet, og hendes Fod var tung, kunde næppe flyttes, al Vilje var borte, alle Nerver lamslaaede.

Hvor blev nu hendes og Moderens og de stakkels Børns fattige Juleglæde af, hvor det sorgfri Udkomme i Fremtiden?. Hun turde ikke røre en Øre af denne saa surt fortjente, saa sørgeligt reducerede Sum.

Det var altsaa de velhavende Damer, der var de stakkels Syerskers værste Fjender det var dem, der tog Brødet ud af Munden paa de Kvinder, der skulde leve af deres Arbejde! Og de havde dog en Mand til at forsørge sig. Var det ikke tusende Gange bedre om de sad den ganske udslagne Dag med Hænderne i Skødet, end de som nu var flittige som Bier, blot for at tilfredsstille egen Luxustrang, naar de derved styrtede andre Kvinder ned i den dybeste Elendighed? Jo, det var det. Eline forstod nu saa godt sin Moder, saa godt som aldrig før. Forstod, hvorfor hun som ung og velhavende Pige aldrig fik Lov til at sy for noget Broderimagasin, hvor gærne hun end vilde; nu forstod hun, det ikke var Stolthed fra Moderens Side, forstod, det var Medlidenhed med de, der ved deres Hænders Gærning skulde fortjene Livets Ophold. Og i Dybet af sin Sjæl takkede hun hende. Hvis Eline selv en Gang havde gjort sig skyldig i samme Synd, der nu øvedes mod hende, vilde hun tusendfold have følt denne Stunds bitre Kval.

Hun gik hjemad som i Blinde. Helt fordybet i sine mørke Tanker var hun kommen ind i en af Vesterbros Sidegader, hvor hun gik Fod for Fod, træt og forpint, uden at ane, hvor hun var, og uden at have Sans for sine Omgivelser. En Mand kom hurtig hen imod hende, hun stansede uvilkaarlig og saa paa ham, da han i Forbigaaende tilkastede hende nogle Ord. Først da han vendte sig og blev staaende, fattede hun deres Betydning, og hendes egen tvetydige Opførsel blev hende paa samme Gang klar.

Skamfuld og forskrækket tog hun Flugten, men hendes Tanker tog nu en anden Retning.

"Ogsaa det, har I fine Damer paa Jer Samvittighed," sagde hun højt, "I tager vort Arbejde, reducerer vor Fortjeneste og driver os ud i Prostitutionen, vor Fordærvelse kommer over Jeres Hoveder! Stakkels lille Moer, du skal have al den Juleglæde, jeg har tiltænkt dig! Jeg har fortjent det. Du skal heller ikke faa Skam af mig. Jeg vil arbejde Nat og Dag, vil kæmpe modigt for din Skyld; men - kommer saa den Stund, at jeg ikke med alt mit Slid kan holde os oven Vande, den Stund, da Fristelsen træder i min Vej, og jeg bukker under for dem, da ve dig, min Frue, du bærer Skylden!"

Da Eline kom hjem, var hun belæsset med Pakker. Ingen skulde af hendes rolige Ansigt have gættet sig til den Sjælekamp, hun havde gaaet igennem de sidste Timer.

"Se saa, lille Moer," sagde hun, "nu skal vi holde Jul og være glade. I Morgen er der atter en Dag, da Verden har Lov at tage os. I Dag vil vi stænge al Bekymring ude."